Hverdagsbillede [S]

[Cillian O'Callaghan]

Cillian O'Callaghan var på mange måder en hård mand og nogle ville påstå, at han ikke havde bløde sider. Men selv han kunne have hårde dage og denne ene, sjældne gang, holdt han det ikke kun dybt i sig selv.

"Kom og sid hos mig," bad han lavmælt. En bøn, ikke en ordre.

[Dominique O'Callaghan]

Ordene var sikkert velmente, men et øjeblik var det en helt anden troldmand, der stod skarpt for hendes blik og det løb hende iskoldt ned ad ryggen. Det kom til syne i en skælven og hun tog en indånding, før hun rejste sig op.

Men hun sank ikke ned på hans skød. På nuværende tidspunkt tvivlede hun på, at hun nogensinde ville være i stand til det igen. I stedet gled hun ned på armlænet og lænede sig ind til ham.

En arm fandt op hans skuldre, til fingrene kunne stryge op over siden på hans hals i et blidt kærtegn.

[Cillian O'Callaghan]

Cal så noget glide over hendes ansigt og måske havde han en fornemmelse af, hvad det var. Men han tvang hende ikke til noget og protesterede heller ikke, da hun satte sig på armlænet.

Tværtimod lænede han blot hovedet let tilbage ind mod hende og tog en dyb indånding. Var stille lidt, mens hun strøg ham over halsen. Øjnene faldt i og han åbnede dem ikke, da han talte. Observerende.

"Du er ikke bange for mig."

[Dominique O'Callaghan]

Benene endte ind mod hans, flugtede med dem og brystet hævede sig under hans kæbe, da hun tog en dyb indånding. Langsomt nåede hånden hans hår, strøg ham blidt gennem ham i rolige strøg fra hovedbunden til spidserne.

"Nej," svarede hun roligt og lige så ærligt, som hun havde været indtil videre.

[Cillian O'Callaghan]

De blide kærtegn var en uvant følelse, som fik ham til at rynke lidt på brynene, men han trak sig ikke væk fra dem. Lod hende fortsætte. Øjnene forblev lukkede, som han talte igen, lavmælt.

"Hvorfor ikke?"

[Dominique O'Callaghan]

Zoé så de rynkede bryn, men stolede også på, at han ville have ladet hende vide, hvis han ville have hende til at stoppe. Så hun fortsatte i samme rolige bevægelser, mens hun overvejede. Men i sidste ende kom det vel ned til én meget simpel årsag.

"Du har aldrig givet mig en grund til det."

[Cillian O'Callaghan]

Cal sad i hendes stue med blod på kraven, hvor han var kommet til uden en invitation. Han havde fundet hende, da hun var flygtet og nu kunne han, hvis det viste sig at være det mest fordelagtige for ham, udlevere hende til ministeriet. Og alligevel mente hun ikke, at han havde gjort noget, der kunne gøre hende bange for ham.

Et flygtigt smil strejfede hans læber og han slap en tænksom lyd. Værdsatte hendes tiltro. Og fornemmelsen af fingrene, der strøg gennem håret. Kun langsomt blinkede han øjnene op igen.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé var bevidst om, at hendes sikkerhed på få sekunder kunne forsvinde, hvis Cal ønskede det. Men sagen var bare, at han ikke virkede særlig meget som en mand, der ønskede det med sin konstante spørgen ind til hendes følelse af sikkerhed og arrangeren af de mange sikkerhedsforanstaltninger.

“Vil du gerne have mig til at være bange for dig?”

Tonefaldet var roligt, intet andet i det end trygheden i hans nærvær og en dæmpet nysgerrighed.

[Cillian O'Callaghan]

Hvad Cal ønskede skiftede meget, nogle gange fra time til time. Nu flyttede han hovedet lidt. Drejede det, så han kunne se hendes ansigt. De lyse øjne så nøje på hende og han satte cigaretten til læberne og lod røgen slippe ud, før han endelig svarede.

"Nej. Men det burde du måske. "

[Dominique O'Callaghan]

Hendes hånd faldt til siden af hendes hals, lillefingeren hvilende på hans skulder, da han drejede hovedet. Hun måtte bøje nakken lidt, men fandt hans blik. Der var ingen løgn i dem, i hvert fald ikke hvad hun kunne se.

Hun nikkede, men sagde ikke mere. Strøg blot langsomt fingerspidserne op over siden på hans hals.

[Cillian O'Callaghan]

Ordene hang i luften, men han fulgte dem ikke op med flere. Mødte blot hendes blik og blinkede langsomt, som fingre strøg langs hans hals.

Hånden med cigaretten fandt hvile over hendes knæ og han betragtede hende blot. Lod blikket glide over hendes ansigt. Ungt, men ikke uskyldigt.

Og på ingen måde som et andet ansigt, som han kun havde set i sine minder i løbet af de sidste årtier. Helt anderledes.

[Dominique O'Callaghan]

Zoé sank larmende, da hans hånd fandt over hendes blottede knæ under kjolens kant. Den var sikkert gledet lidt op, da hun havde sat sig, men hun trak ikke benet væk.

Fingrene fortsatte de blide kærtegn, fra hulningen mellem skulder og hals til området bag hans øre. Og ned igen.

“Hvad ser du?”

[Cillian O'Callaghan]

Cal blinkede langsomt og ved spørgsmålet satte han cigaretten til læberne, før han lod hånden finde tilbage på hendes knæ. Røgen forlod ham, mens han betragtede hende.

"Jeg ser en kvinde," begyndte han, roligt. "Der ikke længere har noget at tro på."

[Dominique O'Callaghan]

Zoé vidste ikke, hvad hun havde forventet af svar. Eller om hun havde håbet på noget særligt. Men svaret fik hårene til at rejse sig i hendes nakke og sendte en kold rislen ned langs rygraden fra den.

Hun fugtede læberne, men slog ikke blikket væk.

[Cillian O'Callaghan]

Cal betragtede hende lidt, som hun reagerede. Langsomt løftede hånden sig og tog cigaretten igen, pustede røgen ud. Fortsatte.

"Men jeg tror også, at det, med tiden, vil ændre sig."