Lad os fejre, hvor seje vi er [S]

[Alissa Avery]

Det gjorde ondt, da Alissas hånd fandt ind i Ailis’, men hun kunne ikke vurdere, om det var at foretrække over afvisningen, hvis hun havde trukket sig. Hun tog en indånding og strøg tomlen over hendes, før hun slap hendes hånd for at trække fingrene op langs hendes arm.

“Det ved jeg,” nærmest hviskede hun. “Lad mig gøre det godt igen.”

[Ailis C. Finnigan]

Alt i Ailis reagerede på berøringen, men hun kunne ikke finde ud af om det var godt eller skidt. Hendes hjerte hamrede. Hun var kun lige blevet okay igen og nu føltes det som om at alt var ved at vælte igen.

"Hvordan?" hørte hun alligevel sig selv sige, forrådt af sine egne følelser.

[Alissa Avery]

Alissa var kun svagt bevidst om, hvor uretfærdigt det var, ikke kun over for Ailis og hende selv, men også Hamish. Men hun kunne ikke stoppe fingrene, der fandt op til hendes skulder for at vende om og søge nedad igen.

"Jeg vil gøre hvad som helst," svarede hun med en tyngde, der ikke betød så lidt i hendes verden. For der var meget få ting, hun ikke var villig til at gøre, når det kom til dem, hun skattede højest.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis følte sig komplet skælvende under Alissas berøring og det ville være så nemt at give efter. Men hun huskede også, hvad hun havde sagt til Kala. At hun ikke ville være en andenprioritet. Det var med det i tankerne, at hun endelig svarede.

"Så giv mig lov til at komme videre," svarede hun, stemmen lav. Og hjertet knuses på ny. "Giv mig en chance for at stoppe med at være forelsket i dig, så jeg kan være din veninde."

[Alissa Avery]

Bløde læber var alt for tæt på, lige inden for rækkevidde, men Alissa tvang sig selv til ikke at kigge på dem, uanset hvor meget hun så havde lyst til det. Lyst til at læne sig frem og trykke sine egne imod dem.

Forespørgslen gjorde ondt helt ind i sjælen og selvom hun virkelig ikke havde lyst til det, kunne hun se fornuften. Hun bed hårdt sammen, så kæbemusklen spillede under den lyse hud, før hun langsomt nikkede, medgivende.

"Lov mig det."

[Ailis C. Finnigan]

På en eller anden måde havde Ailis ikke regnet med at Alissa ville acceptere, men nikket fik hendes skuldre til at falde bare en anelse. Hun sank tydeligt, men var faktisk ikke i tvivl, da hun nikkede igen.

"Ja," svarede hun helt lavmælt. Selvom det fik hendes hjerte til at hamre. Hun var ikke den tilgivende type. "Okay."

[Alissa Avery]

Alissa havde virkelig ikke lyst til at se Ailis komme videre. Hun havde ikke lyst til at tænke på hendes læber mod en andens eller hendes hænder over den gyldne hud. Men udsigten om at have Ailis som sin veninde igen, gjorde det på måde udholdeligt.

"Ja?" gentog hun åndeløst og lod hånden finde tilbage i hendes. "Jeg vil ikke miste dig."

[Ailis C. Finnigan]

Det var et komplet uventet øjeblik, men som Ailis så på Alissa, virkede det på en eller anden måde ikke komplet umuligt. Heller ikke selvom hendes hjerte hamrede lidt.

"Jeg lovede dig, at jeg altid ville være din veninde," gentog hun lavmælt, mens hjertet hamrede. "Jeg mente det. Hvis du lover at være min."

[Alissa Avery]

Dengang havde Alissa forventet, at det blot var stemningen, der havde lokket ordene fra hende, men hun havde samtidig haft alle intentioner om at bruge det, hvis nogensinde det blev nødvendigt. Og hendes hjerte hamrede lidt, da det gav hende ganske vist ikke alt, hun ville have, men det der i sidste ende var vigtigst.

"Det lover jeg," svarede hun og flettede fingrene ind mellem hendes. Hun burde nok slippe, men Morgana, det var svært.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis sank, mens hun var ulideligt bevidst om deres sammenflettede fingre. Hun sank og tvang sig selv til at fortsætte.

"Men... Jeg har brug for tid."

[Alissa Avery]

Det var forventeligt og det var muligvis derfor, at Alissa ikke kunne få sig selv til at slippe hende. Hun tog en indånding og nikkede lidt.

"Må jeg kysse dig en sidste gang?" bad hun, som mindet om deres sidste allerede var ved at glide ud mellem fingrene på hende. Og hun huskede ikke, hvornår hun sidst havde kysset Ailis før det.

Hun skulle have kysset hende længere, oftere. Være blevet med hende i timevis på vejledernes badeværelse eller bag det grønne gardin om hendes seng. Skulle have dvælvet ved følelsen af hendes hud under sine fingre. Hendes kærtegn.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis var stærk, men kun så stærk og på trods af alt det arbejde hun havde gjort for at komme videre, så var hun stadig håbløst forelsket i pigen foran sig og i dét øjeblik havde hun lidt glemt det løfte hun havde givet Kala om at vente på hende og de kys, som de havde delt. Kys, som hun ellers virkelig havde nydt.

Nu så hun bare ind i umuligt velkendte grønne øjne og i sidste ende kunne hun ikke andet end at nikke.

[Alissa Avery]

Tidligere havde Alissa været virkelig påpasselig med ikke at blive opdaget, især med Ailis. Men nu kunne hun knapt fastholde andre tanker end den mørkhårede pige tæt på sig og den dumpe smerte i brystet.

Hun lagde hånden på side af hendes hals, strøg et par mørke hårstrå væk og lod tomlen finde ind under hendes kæbe, guidede hendes ansigt mod sit. Og denne gang noterede hun sig det hele. Følelsen af Ailis' læber, hendes duft, måden hun smagte, hendes bløde hud under fingrene.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis' hjerte hamrede, som Alissa lænede sig ind mod hende. Alt i hende sitrede over de små kærtegn, før velkendte læber var mod hendes og denne gang trak hun sig ikke væk fra det. Det var helt sikkert ikke den bedste idé i verden, men hun var ikke i stand til at tænke på det nu.

I stedet smeltede hun lidt ind i kysset og endte med at træde frem og lod den ene hånd finde Alissas hals.

[Alissa Avery]

Det var vel næsten et halvt år siden, at de sidst for alvor havde kysset, men der var ikke længere noget prøvende i det, da Alissa lagde en hånd mod hendes liv uden at forsøge at trække hende tættere eller holde hende fast. Blot fordi berøringen føltes helt rigtig, mens hun klamrede sig til de sidste øjeblikke.

Fingerspidserne strejfede bløde nakkedun og hun kælede for dem, mens hun fortabte sig i kysset med en fest lige på den anden side af muren, men intet andet i tankerne end Ailis.