Knæk og bræk

[Emilia Yaxley]

Emilia trak på skuldrene. Hun havde tit hørt folk beskrive hendes som forfærdelig. Lidt for stærk. Men det var sådan, hun nød alt fra sin kaffe sit liv.

"Sikkert ikke for kvinder, der ammer. Eller folk med dårlige nerver," bemærkede hun drilsk.

[Samuel Willoughby]

Sam trommmede lidt med fingrene på køkkendisken, og det var rimelig uundgåeligt ikke at klemme en dæmpet latter ud over Emilias kommentar.

"Du er ikke så lidt flabet, at du ved det," Det var dog nok noget af det han kunne lide ved hende. Hun gav ham modstand. Slog egoet lidt ned, samtidig med at blusse det op.

[Emilia Yaxley]

Emilia vidste det godt og måtte blinke et uønsket minde fra en tid, hvor det ikke havde været sådan, væk. En tid, hvor hun havde dukket nakken i frygt, når ikke der var tale om den yngre bror, som hun flere gange havde søgt at skærme.

Denne gang så hun ikke på ham, nervøs for, hvad blikket kunne røbe. "Kald det en arbejdsskade," svarede hun henkastet og tog en lydløs indånding, da kaffeprojektet var færdig og hun ikke havde grund til at stå vendt fra ham længere.

[Samuel Willoughby]

Sam bemærkede kun en mindre ændring i Emilias udtryk, men det var gemt nok til, at han ikke lagde meget i det. Blikket fulgte i stedet den sidste del af processen, der der blev hældt en meget mørk kaffe op i begge glas.

"Stærk nok til at holde mig vågen i et døgn endnu," Kommenterede han, før han løftede dem begge, så de kunne finde et sted at sidde.

[Emilia Yaxley]

Kaffekanden svævede tilbage på plads, uden Emilia trak staven eller lagde vanvittigt meget energi i det. Hun fulgte ham derimod opmærksomt, mens de fulgtes ud af køkkenet og endte i den livstrætte sofa.

"Du skulle jo til træning senere, ikke?" pointerede hun med et glimt i øjet, som hun gled ned at sidde.

[Samuel Willoughby]

Sam tog plads i sofaen ved siden af heksen og snart derefter rakte han hende den ene kop. "Mhm," svarede han, mens han pustede lidt til kaffen. Sofaen var ikke den mest behagelige at sidde i, men han værdsatte at pudernes synkning nærmest fik ham en smule tættere på hende.

"Altså. Det er ikke en holdtræning, så jeg ved ikke hvor meget energi den brænder af."

[Emilia Yaxley]

Emilia trak det ene ben op i sofaen til sig, da hun havde taget imod den ene kop. Utålmodigt pustede hun på den og betragtede ham over krusets kant.

"Nej? Du skal måske bruge enkelttimer?" drillede hun og hævede det ene bryn i udfordring.

[Samuel Willoughby]

Der var ikke særlig langt mellem Emilias flabetheder, men de efterlod da et smil på Samuels læber. Med et dæmpet grin rystede han på hovedet, før to fingre lod sig klø over den stubbede hage.

"Nah. Det er bare baskerne imellem," svarede han. "Desuden er det vel sådan man hænger ud med dem fra holdet, når man ikke tyr til barerne."

[Emilia Yaxley]

"Ah," lød det fra Emilia, trods hun ikke for alvor var investeret i hans træning. Eller hans talent for Quidditch, modsat mange af de andre hekse, der uden tvivl ville elske at få hans opmærksomhed. Blikket spillede drilsk.

"Ja, nu du ikke kan stalke mig, er der jo ingen grund til at tage på bar."

[Samuel Willoughby]

Sam var en ihærdig bargænger og det havde han nok været siden han kom til England. Det var forståeligt nok når man tænkte på hvor socialt anlagt han var: Og hvor hårdt det havde været for ham at være afkoblet fra vennerne derhjemme.

Læberne slap et hæst, men underholdt grin. "Du har meget høje tanker om dig selv," bemærkede han. "Eller... Jeg dukkede jo op på din anden arbejdsplads."

[Emilia Yaxley]

Emilia sendte ham et sigende blik, netop som han formulerede dén pointe, hun havde været ved at lægge ord på. Smilet sitrede lidt.

"Jeg ved ikke, om jeg skal være skræmt eller smigret," konstaterede hun uden at lyde nogen af delene.

[Samuel Willoughby]

Sam slog flygtigt blikket ned i den dybbrune kop kaffe, han havde mellem hænderne. Da øjnene søgte Emilias ansigt igen, dirrede smilet i mundvigene.

"Smigret," Foreslog han så. "Der er en forskel mellem interesse og besættelse."

[Emilia Yaxley]

Emilia, der havde siddet og pustet til koppen med jævne mellemrum, siden hun fik den i hånden, dristede sig nu til første tår og skar en mine, da hun næsten forventeligt brændte tungespidsen. Men hey, hun fik en tår kaffe, så det var ikke, at hun fortrød.

"Så, det er dét, du er? Interesseret?"

[Samuel Willoughby]

Samuel var godt klar over at han begik risiko efter risiko. Især mens han ikke kunne vurdere om denne pige havde ødelagt hans liv i Amerika, eller om deres møde havde været skæbnens måde at give dem lov til at lære hinanden at kende. Det var for tidligt at sige.

"Mhm," Han nikkede og nippede forsigtigt til kaffen. "Altså. God sex og godt, flabet selskab - det kan jeg ikke klage over."

[Emilia Yaxley]

Emilia kneb øjnene sammen, som hun brugte et øjeblik på at vurdere, om hun kunne godtage dét svar. Men i sidste ende var det ganske uskadeligt. Nok til at lade ham blive der for nu. Hun tog en tår kaffe mere. Den brændte ikke lige så meget denne gang, selvom hun stadig måtte skære en svag grimasse.

"Ikke klage over," gentog hun og sænkede koppen. Hun hævede det ene bryn. "Jamen så er alt vel, som det skal være."