Krydsende veje

[Elias Oliver Wood]

Elias trak en hånd gennem håret, da han endelig var trådt af kosten. Der var altid en mærkelig surrealistisk følelse, når fødder ramte græs efter en god stund i luften. Der var dog noget ufattelig befriende over vægtløsheden.

"Har du udsigt på anførerposten måske?" spurgte han. Smilet trak sig skævere.

[Ailis C. Finnigan]

Det var ikke første gang, at Ailis var blevet stillet det spørgsmål, hvilket var lidt af et kompliment, eftersom at hun kun havde været på holdet i et år. Det havde dog, trods alt, også været et virkelig godt år og hun kom til at smile lidt.

"Jeg ville nok ikke sige nej, hvis de tilbød mig den," indrømmede hun og blottede tænderne i et skævt smil.

[Elias Oliver Wood]

Smilet blev bredere. Han huskede tydeligt hvordan maven nærmest havde tumlet ustyrligt rundt, da han selv fik tilbudt anførerposten. Det havde føltes bedre end noget andet.

Kosten blev vendt, så skaftet kunne ligge mod den ene skulder, mens de fulgtes over mod skuret der indeholdt de andre gamle skolekoste. "Selvfølgelig vil du ikke det," Bemærkede han. "Selvom Kala Patil-Fawley's sko er store at udfylde."

[Ailis C. Finnigan]

Ailis fnøs muntert, men smilet var også reelt. "Ingen tvivl om det," medgav hun og mærkede et lille, reelt sug i maven ved tanken.

"Ærligt talt bliver det mærkeligt, at I ikke er her næste år."

[Elias Oliver Wood]

Elias kunne ikke gøre meget andet end at nikke medstemmende. Selvfølgelig kunne han ikke undgå at sende et blik op mod slottet, mens fødderne satte mod det støvede kosteskur, så han kunne komme af med Cleansweepen.

"Fortæl mig om det..." Han fnøs lidt tragiskkomisk, før han sendte hende et smil. "Her de sidste par måneder har jeg tænkt at jeg måske har forspildt min skoletid lidt med at.. du ved... være mit kontrollerede jeg. Lektier. Quidditch."

[Ailis C. Finnigan]

Ailis fulgte med ham over til skuret og hævede et øjenbryn lidt over ordet. Hun troede ikke for alvor på at Elias Wood fortrød sin quidditchindsats, særligt nu hvor Ravenclaw førte, men hun pointerede det ikke. I stedet så hun nysgerrigt på ham.

"Nå? Hvad ville du gerne have brugt tiden på i stedet?"

[Elias Oliver Wood]

Elias fortrød ikke meget. Snarere mente han at han ikke havde kæmpet nok for holdet gennem de seneste måneder. Alligevel føltes det som han ikke havde ramt andre milepæle. Til hans overbevisning havde @eliott en mere aktiv ungdom end ham selv.

"Ah, det ved jeg ikke," Den frie hånd haksede gennem håret. "Hvad end... teenagere render og laver." Han rynkede på næsen, da han forstod hvordan det lød.

[Ailis C. Finnigan]

Denne gang lo Ailis helhjertet og kunne ikke lade være med at se drillende op på ham.

"Du kunne næsten ikke lyde mere som en på firs," drillende hun. "Men så må du jo komme efter det nu, før det er for sent?"

[Elias Oliver Wood]

Elias kunne ikke lade være med at smile den smule bredere, før han åbnede den knirkende, støvede kosteskab for at proppe Cleansweepen tilbage. Han måtte feje noget spindelvæv væk fra ansigtet med armen.

"Er det ikke allerede for sent, hvis jeg lyder som en firsårig?" spurgte han så.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis fnøs muntert og så op på ham. "Kun, hvis du ikke gør noget for at ændre det," konstaterede hun og puffede let til ham.

"Og desuden - hvilket tidspunkt er bedre end nu?"

[Elias Oliver Wood]

Nu... Det gik op for Elias at han for en gangs skyld, kun havde skolearbejdet at se til. Ikke at det kunne afholde ham fra banen. Desuden, gik han meget op i den sidste kamp, trods ørnene ikke var i luften længere.

"Måske til vores sejrsfest," Bemærkede han med et grinene puf tilbage, og en spillende tillid i stemmen.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis lo denne gang og smilet forblev på hendes læber. "Du snakker om at du har forspildt tiden og nu vil du alligevel vente endnu længere?" svarede hun drillende.

"Måske skal du bare acceptere, at du er som du er?"

[Elias Oliver Wood]

Elias vidste at sejren ikke var sikker. Tværtimod var den ustabil, hvis slangerne kæmpede med samme gejst som de havde til de andre kampe. Smilet blev lidt bredere, før han trak på skuldrene og lukkede kosteskabet efter sig.

"Ja. Altså. Jeg fortryder ikke rigtig noget," bemærkede han, men vidste at det ikke var helt sandfærdigt. Gennem det sidste år havde han begået sine fejl. "Men man spørger vist bare altid sig selv et par hvad nu hvis-er."

[Ailis C. Finnigan]

Ailis smilede lidt over hans ord. "Det kan der være noget om," medgav hun. Hun tog en indånding og smilede lidt. "Nogle gange er det nok også bedre at se fremad end at se bagud."

Det havde hun i hvert fald selv tænkt sig.

Lukket?