Tyveknægte og Fevinger

[Sebastian Benvolio]

Stella havde ret - det var temmelig koldt udenfor. Med sit langærmede kostume og dets mange folder og detaljer var han selv godt dækket ind. I skolegården var der måske mere læ, men han forstod hvorfor hun måtte fryse en grundig del i sit outfit. Det var jo næsten november. Han fortrød dog, i et kort øjeblik, at han ikke havde valgt kostume udgaven der faktisk havde en kappe og ikke blot en fastsyet hætte. Det ville nok have gjort ham mere galant.

"Kom, du får sgu en arm." Armen faldt altså over hendes skuldre. Det var den eneste høflighed han følte han kunne strække mod hende, selvom han måske burde have overvejet hvorvidt det kunne være grænseoverskridende.

[Stella Howard]

Det var så dejligt at være ude i den friske luft, men samtidig frøs hun en smule, hvilket påvirkede det endelige resultat af at være udenfor. Hun kunne allerede mærke at det var begyndt at påvirke hendes næsetip, som var noget af det første på hendes krop der reagerede. Da han lagde armen om hende blev hun helt målløs af overraskelse og skævede hen mod ham, mens en lille anspændt kugle vred sig i hendes mave.
Det var næsten ikke til at holde ud, at være så tæt på ham, når hun vidste at han bare så hende som en ven.
"Tak." Sagde hun smilende og overvejede om hun skulle læne sig ind mod ham, men det var nok bedst at lade være - også i tilfælde af at en professor dukkede op.

[Sebastian Benvolio]

Sebastians blik driftede en smule rundt i skolegården - dernæst den oplyste himmel. Et par græskarlygter stod hist og her i udendørsområdet, men der var næsten noget beroligende i den dæmpede belysning og den friske luft.

"Hygger du dig ellers?" spurgte han. Nu havde de, trods alt, tilbragt en del af aftenen hver for sig, "Trods alt det hektiske danseri derinde, altså." Han sænkede hagen en smule, så han kunne lade blikket hvile mod det kønne ansigt. Synet gjorde ham en anelse for opmærksom på nærheden, men han var ikke just ukomfortabel, stående så tæt på Stella Howard.

[Stella Howard]

Aftenen havde indtil videre været bedre end hun havde forestillet sig. Samtidig var det lidt hårdt at være så meget sammen med ham. Alligevel smilede hun bredt og nikkede.
"Ja." Sagde hun og lagde en arm rundt om hans talje, så hun kunne læne sig ind mod ham og få lidt mere varme.
"Det er trods alt en fest. Det ville være værre hvis der ikke blev danset." Bemærkede hun med et skævt smil og lagde hovedet mod hans skulder, mens hun lod blikket glide op på stjernehimlen. Nogle gange ville hun ønske hun vidste hvad de små lysende ting var.
"Ved du egentlig hvad stjerner er?" Spurgte hun med et svagt smil.

[Sebastian Benvolio]

En arm havde lagt sig omkring ham, tydeligvis søgende efter mere af hans kropsvarme. Det var vel en form for gæstfrihed at dele ud af den slags, men Sebastian vurderede alligevel om det virkelig var intimt at stå sådan her, selvom det også bar en praktisk betydning. Han ville ikke tænke så meget over det med gamle venner, men måske var han og Stellas forhold til hinanden blot allerede trygt nok til at der ikke skulle lægges meget i det? Han kastede tankerne fra sig for nu.

Nakken bøjede sig lidt tilbage ved hendes spørgsmål, så øjnene kunne betragte himmeltæppet. Astronomi var et af hans fag, så han var ikke helt tabt bag en vogn. Alligevel forsøgte han at forsimple det en smule, så han ikke ville sludre løs omkring mystiske begreber.

"Samlinger af energi og gas," svarede han. Øjnene gled over stjernerne, "men nu må jeg vist give dem mere credit. Uden dem, var vi her ikke. Solen er jo en stjerne." 

[Stella Howard]

Stella havde ikke astronomi, primært fordi hun vidste det ville få hende til at ligne en nørd i hendes veninders øjne. Derfor holdt hun sig langt væk fra det for ikke at begå det som de kaldte socialt selvmord. Hun havde det dog fint med at lytte til Sebastians forklaring.
"Energi og gas." Mumlede hun og kneb øjnene lidt sammen.
"Er solen en stjerne?" Udbrød hun og rettede sig lidt op og så på ham.
"Men det er jo en sol." Bemærkede hun. Hvordan fungerede det? Det kunne vel ikke være begge dele på en gang. Hendes blik hvilede lettere spørgende, nysgerrigt i Sebastians øjne. Det var ikke mange hun turde være sådan overfor, somregel lod hun bare som om hun var ligeglad med alting.

[Sebastian Benvolio]

Det hændte ikke ofte at Sebastian Benvolio måtte forklare emner der ikke omhandlede... Ja, Quidditch. Det slog ham dog hvor ufatteligt kær Stella var som hun kiggede op på ham med et spørgende, nysgerrigt og ganske opmærksomt udtryk i de store øjne. 

"Ja, solen er en stjerne," Han sendte hende et varmt smil, "Det er bare en bestemt form for stjerne der ofte dannes når andre stjerner eksploderer, og deres indhold og støv samles ét sted." Det kunne nok lyde mærkværdigt, men han forsøgte at forklare det på en forholdsvis overkommelig måde, selvom det faktisk var lidt af en øvelse. 

"Sol betyder teknisk set bare lys. Ligesom... Lumos solem." Han sludrede løs, og øjnene gled snart flygtigt mod himlen, "Stella betyder jo også stjerne." 

[Stella Howard]

Hendes øjne blev ikke meget mindre mens han forklarede. Hun forsøgte at forestille sig det i sine tanker. En masse stjerner der eksploderede og derefter blev til en masse støv, der så samlede sig et sted. Hun forestillede sig det måtte være ligesom en sværm af fugle der fløj i samme retning. Det var lidt af en hjernevrider for hende, men samtidig gjorde det hende en smule glad, fordi hun forstod mere end hun havde gjort før.
"Gør det det?" Spurgte hun og rødmede lidt over sin egen uvidenhed. Hendes forældre havde altid svaret en smule ligegyldigt overfor grunden til hendes navn, af og til virkede det som om det var noget de havde fundet tilfældigt.
"Det vidste jeg slet ikke." Bemærkede hun og så op på stjernerne. Hun havde næsten glemt hun frøs.

[Sebastian Benvolio]

Endnu en kølig oktober brise gled gennem skolegården. Grundet de gamle søjlegange, var læet her nok langt bedre end hvis man trådte længere udenfor - men man kunne vel ikke undslippe kulden helt. Sebastian følte dog en varme i kroppen. Sociale begivenheder fyldte ham altid med en energi, men nærheden med Stella gjorde vel også underværker. En god ven - det var hvad han mente at hun kunne blive, men sommetider rungede Thomas' drillerier i ham. 

"Det er dog næsten nemmere at kortlægge de der fjollede stjerner, end at finde ud af dig Stella." Selvfølgelig var det en spøg, og det understregede han fint med det lille, skæve smil han sendte ned mod hende. Ja, trods brunetten virkede fixeret på stjernehimlen. 

[Stella Howard]

Det ville uden tvivl have gjort ondt på hende hvis hun havde hørt Sebastians tanker, som en trykkende fornemmelse på hendes bryst, men det var heldigvis ikke en realitet endnu. I stedet betragtede hun himlen og forsøgte at finde ud af hvad hun skulle sige, nu stilheden lagde sig mellem dem.
"Hvorfor vil du gerne kortlægge mig?" Spurgte hun og så ham i øjnene. Det var besynderligt så hurtigt hun havde følt sig tryg ved Sebastian. Han var efterhånden betydningsfuld for den hårde hverdag det af og til var at gå i skole langt fra sit hjem. Hvor hun måtte klare sine problemer selv og der aldrig var et sekunds pause fra det drama der af og til foregik mellem eleverne. Nogle gange var hun sikker på hun ville knække midt over, men så havde hun venner som ham og Alissa Avery .

[Sebastian Benvolio]

Da øjnene søgte hans igen, mødte han dem med en blid overvejelse. 
"Det... Ved jeg ikke." svarede han ærligt, ganske klar over at det ikke var noget han havde studset meget over før. Ganske blidt bed han lidt tænksomt i indersiden af sin underlæbe, så det næppe kunne bemærkes udadtil. "En dårlig vane måske. Min far er en hjernevrider, så måske har jeg arvet lidt fra ham." Han vidste at det var blevet værre gennem det seneste år - endnu værre når det omhandlede Stella Howard. 

Blikket vristede sig en smule fri igen. Selvfølgelig vidste han hvorfor det var blevet værre. Hvorfor han var så besat af at finde tryghed hos folk, ved at 'kortlægge' dem. Det føltes frygteligt at fortælle hende om sin ekskæreste - for associationen ville virke... uretfærdig, når Stella aldrig havde trådt så grueligt på ham som hun havde. Når de var venner.

[Stella Howard]

Hjernevrider. Det ord forstod hun ikke, hun overvejede om det muligvis var en form for mugglerprofession. Hun trak sine øjenbryn undrende sammen og vendte blikket mod ham.
"Hvad er en hjernevrider? Er det en mugglerting?" Spurgte hun og følte sig en smule ubegavet. Der var bare så mange ting hun ikke forstod om Sebastians baggrund, fordi den var så tæt på mugglerverden. Hun var ikke opdraget til at gå op i blod, men samtidig havde hendes forældre ikke meget viden om den verden der foregik lige for næsen af dem, men samtidig så langt væk.

[Sebastian Benvolio]

Han nikkede. Trods hans far var fuldblodsmagiker, havde han forladt sine rødder i Sicilien for at gifte sig ind i, og tilpasset sig, mugglerverdenen. Nok havde der været elementer af magi i hans hverdag, men Sebastian havde haft en meget delt oplevelse mellem det magiske og ikke-magiske.

"Det er en form for... Læge, der behandler din hjerne, frem for krop." Fortalte han roligt. Øjnene gled en smule over stjernehimlen, "Man kan vel sige at de kortlægger dine tanker, bekymringer og ønsker for at hjælpe én."

[Stella Howard]

Stella vidste i det mindste hvad en læge var. Det var det samme som en helbreder, men bare mere ulækker fordi hun havde set et billede hvor de skar i en person. Det gav hende en smule kvalme.
"Åh." Sagde hun og kneb øjnene undrende sammen. "Så det er en form for god ven?" Spurgte hun og smilede en anelse.
"Men hvis din far kan sådan noget, så må du være genial til at forstå dig selv og andre." Stella blottede tænderne i et smil. Der var et lille problem med hendes logik dog, hun var jo ikke selv god til at flyve.
"Eller, det er selvfølgelig ikke sådan det fungerer altid." Tilføjede hun, mens hendes smil forsvandt og hun pludselig følte sig i dårligt humør, ved tanken om sin sure far.

[Sebastian Benvolio]

Antydningen af et smil førte langsomt til at mundvigen trak sig mere naturligt opad. Han havde et nært forhold til sine forældre, selvom de ganske vist havde holdt øje med ham som to høge, for at sørge for at han var den bedste version af sig selv. "Ja, en god ven." Godkendte han så med et nik. Han vidste dog ikke hvor hyklerisk det ville være af ham at give hende ret i de næste ord. Han var ikke genial til at forstå folk. Måske kunne han navigere sig lidt omkring forskellige grupper, men han kunne også læse folk forkert, frem for at lade tiden vise hvad der skulle ske. Især efter hvad der hændte med ekskæresten, som han havde givet mere frie tøjler. 

Da blikket gled mod hendes ansigt igen, fornemmede han en ændring i stemningen. Som var Stella ikke helt vild med at dvæle ved emnet, "Jeg gik imod min intuition med dig, og tog fejl. Helt genial er jeg altså ikke." sagde han roligt. Stella havde førhen givet udtryk for at føle at hun blegnede i forhold til sine forældre, men man arvede ikke nødvendigvis biologisk de egenskaber der var selvlærte. 

"Skal vi gå indenfor?" Spurgte han dernæst. Hun skulle nødigt føle sig fanget under den tunge baskerarm.