Moralsk på afveje

[Tom Yaxley]

Tom havde aldrig været særlig tålmodigt anlagt, men der var da gået et par måneder med trusler, opdukken på hans kontor og generel usikkerhed om hans egen tilværelse, før han indså at der aldrig ville komme en ægte, fredelig løsning mellem ham og Sinéad L. Yaxley . Så måtte han jo selv sørge for en, ræssonerede han, imens han bladrede gennem sine gamle eliksirbøger og fandt opskriften på Den Levende Døds Drik. 

Da han senere befandt sig i Tusmørkegyden på indkøb, også efter en kogekedel til at lave eliksiren i, var han overrasket over at støde på Cedrella Ogden , som han nærmest var ved at gå ind i.

[Cedrella Ogden]

Cedrella havde nok at se til for tiden, men det betød ikke at hverdagen stoppede og hun var i Tusmørkegyden for at fylde sine personlige lagre op. Hun var ikke forberedt på at se nogen hun kendte og mindst af alt sin ældste lillebror. Hendes øjenbryn hævede sig i lignende overraskelse, før ansigtet faldt ned i glædelig forundring.

"Tom," hilste hun. "Sikke en overraskelse."

[Tom Yaxley]

Tom smilede svagt og nikkede let til Cedrella.

“I lige måde. Jeg troede du huserede i Skotland?”

[Cedrella Ogden]

Cedrella ville ikke have forventet at se sin lillebror dér af alle steder, men det var godt at se ham. Det var ikke fordi, at hun havde tænkt meget på ham, men ind i mellem havde en gnist af bekymring da meldt sig.

"Det er normalen," svarede hun og lod blikket glide en enkelt gang over ham. "Hvordan har du det?"

[Tom Yaxley]

Tom smilede en anelse og nikkede let. “Jeg har det glimrende,” svarede han, selvom det var en tyk løgn. Han tilbragte sit liv i frygt for Sinéad L. Yaxley og var selv lidt nervøs for at hun ville opstøve ham her.

“Og jeg kan vel ønske dig tillykke, ikke?”

[Cedrella Ogden]

Cedrella var ikke nødvendigvis overbevist, men det var ikke stedet til en mere dybdegående samtale og hun søgte den af samme grund ikke. Hun fik da heller ikke muligheden, før Tom fortsatte og hun selv fandt et stift smil frem, som ærligt talt gjorde familieligheden mellem dem slående.

"Det ser sådan ud," svarede hun, en anelse vagt og dvælede ikke ved emnet. Desuden var et andet mere interessant. "Hvad bringer dig hertil?"

[Tom Yaxley]

Tom kendte udtrykket. Ingen af dem havde bestemt hvem de skulle giftes med. Han nikkede let, forstod, spurgte ikke ind til det.

Blikket flakkede en anelse ved spørgsmålet. “Jeg har lidt hovedpine jeg forsøger at kurere med en eliksir,” løj han, ikke særlig godt. “Så det... Er jeg på udkig efter en gryde til.”

[Cedrella Ogden]

Cedrellas øjenbryn hævede sig ganske, ganske let og hun troede ikke for alvor på ordene. Hun kaldte ham dog ikke direkte på løgnen, men svarede roligt. Bekymringen lå svagt under det, men det var ikke noget, der kunne eller skulle stråle helt tydeligt igennem her.

"Det er jeg ked af. Har du brug for hjælp til eliksiren?"

[Tom Yaxley]

Toms ene øje twitchede let. Han havde en smule lyst til bare at fortælle hende sandheden, men den gik ikke på åben gade. Så i stedet rystede han på hovedet med et noget påtaget smil.

“Ellers tak. Det er alt for banalt til dig,” forsikrede han. “Men tak. Kan jeg give en kop te et sted?”

[Cedrella Ogden]

Cedrella fornemmede, at der lå noget under, men hun gravede ikke i det. I stedet smilede hun ganske svagt og nikkede let. "Ja tak," tøvede hun ikke med at acceptere. Det var trods alt ikke så ofte, de så hinanden.

"Skal jeg hjælpe dig med at udvælge en kedel inden?"

[Tom Yaxley]

Tom medgav med et nik. Der var intet inkriminerende ved et kedelkøb og han smilede svagt. “En ganske lille en til hjemmebrug,” konstaterede han.

“Ville du vælge kobber eller jern?”

[Cedrella Ogden]

Cedrella nikkede og vendte sig mod kedlerne. Hendes blik gled øvet over dem, før hendes hånd faldt på en lille, men praktisk udseende kedel. Det buede opefter ved hendes mundvige, som hun så tilbage på sin lillebror.

"Tin, standardstørrelse fire," svarede hun, uden megen tvivl. Et par størrelser mindre end den standardkedel, som Hogwartseleverne blev bedt om at medbringe.

[Tom Yaxley]

Tin. Og lillebitte, mente Tom. Han havde dog i virkeligheden ikke den vildeste holdning til omfanget. Den skulle kun rigtig bruges til en ting.

“Og den kan klare en stærk eliksir...?”

[Cedrella Ogden]

Cedrella hævede et øjenbryn over spørgsmålet, som ikke ligefrem lød til at være rettet mod en eliksir mod hovedpine. Det fremgik af hendes blik. Hun svarede dog blot.

"Selvfølgelig. Mine F.U.T.-elever bruger tinkedler."

[Tom Yaxley]

Tom sænkede blikket lidt, undgik Cedrellas efter han havde afsløret sig selv. Lidt. Han ville ikke blande hende ind i planerne om forgiftning. Hun skulle ikke være skyldig.

Til gengæld lyttede han til hendes råd og tog tinkedlen, for at gå op mod kassen. "Hvordan er det egentlig? At have elever på den måde?"