|
Post by Meredith MacMillan on May 5, 2018 18:08:57 GMT 1
Denne mindedag bragte altid Meredith ud af bevægelse. Det var ikke fordi hun i forvejen var den mest selvsikre heks på Hogwarts. Men at minde de tabte ved at holde en fest, fandt hun direkte upassende. Især fordi det gjalt hendes egen og meget tætte familie. Hun sad alene ved et bord, iført sin mest passende kjole, som hun havde fået tilsendt af deres husalf. Foran hende stod en goblet med græskarjuice, mens hun så hen på sine klassekammerater. Nogen af dem så ud til at more sig, mens nogen af dem så ud til at have det lige så dårligt som hende selv. Tankerne havde det med at vandre til de bedsteforældre og onkler og tanter, som hun aldrig kunne møde, fordi de var døde under begge krige.
|
|
|
Post by Thomas Pucey on May 6, 2018 6:13:12 GMT 1
2. maj. En dag Thomas aldrig rigtig havde lært at få sig en holdning til. Selvfølgelig havde det været en frygtelig dag, det var han ikke i tvivl om, men at fejre den virkede forkert. Faktisk var han ikke helt sikkert på, hvordan og hvilken det der hørte til denne fest, men han dukkede alligevel op hvert år. Det skulle ikke hedde sig, at han ikke viste sin respekt. Han var iklædt et par pæne mørke bukser og en mørkeblå skjorte, pæn med nedtonet.
Thomas havde altid haft svært ved store arrangementer og derfor havde han ikke ikke flyttet sig ud af flækken siden han kom og havde sat sig et sted. Nu måtte han dog erkende, at han var blevet en anelse tør i halsen og godt kunne bruge lidt græskarjuice. Han rejste sig og gik derfor hen til et næsten tomt bord, hvor han kunne se en goblet juice.
Ved bordet sad en lyshåret pige, Mereidith. Thomas sendte hende et forsøg på et lille smil. Han anede ikke hvordan man gjorde det der med piger. Så hældte han Juice og og kiggede så på hende igen. "Øhm.. Hej" Forsøgte han høfligt. De havde fået øjenkontakt, så det var mærkeligt ikke at sige noget.
|
|
|
Post by Meredith MacMillan on May 8, 2018 20:44:11 GMT 1
Meredith havde siddet og stirret ned i sit glas med græskarjuice. Hvem havde dog fundet på den idé, at lave en festdag ud af en mindedag, som skulle bruges på at mindes og sørge over sine tabte familiemedlemmer?
Hun blev hevet ud af sin trance, da der var bevægelse i hendes øjenkrog, og hun så op kun for at møde et sæt øjne hun havde set før. "Hej," hilste hun genert tilbage, og løftede en hånd, som hun brugte til at fjerne en tot hår, som var gledet ned foran ansigtet på hende.
|
|
|
Post by Thomas Pucey on May 9, 2018 6:41:08 GMT 1
Thomas havde længe været fascineret af Meredith på afstand, men han var aldrig nået til at tale med hende. Lige som med alle andre pige, vidste han bare ikke hvad han skulle sige. Slet ikke efter at have sagt hej. "Er der... nogen særligt du mindes?" Forsøgte han sig frem og kløede sig lidt i nakken. Han anede ikke hvordan man gjorde det med samtale og slet ikke med piger. " Må jeg sætte mig lidt?" Prøvede han så usikkert.
|
|
|
Post by Meredith MacMillan on May 9, 2018 13:20:09 GMT 1
Meredith rykkede lidt på bænken, for at gøre plads til ham, selvom den egentlig var ret tom. Hun trak på skuldrene over Thomas' spørgsmål. "Kun hele min mors familie," lød det bedrøvet fra hende. "Det virker ikke passende, at fejre noget som helst omkring deres død."
|
|
|
Post by Thomas Pucey on May 10, 2018 6:25:14 GMT 1
Thomas tøvede lidt men satte sig så. Da hun fortalte om sin tragiske holdning til dagen, kiggede han kort på hende med et trist blik og så ned i sine hænder. "Det gør mig ondt at høre." kom det ærligt fra ham, uden helt at vide hvad han ellers skulle sige i en sådan situation. Hvorfor var det aldrig ham der kom med de smart bemærkninger, som han havde set så mange af de andre på slottet gøre. "Det øhm... måske er det mere det at vi vandt vi fejre? det gør det selvfølgelig ikke lettere for dig, men måske er det lidt ligesom et spil skak. Nogen er nødt til at ofre sig for at vi kan vinde. Men derfor er det aldrig nemt at miste sin dronning." Nørden ham havde taget ove, sikkert grundet sin usikkerhed. Straks han havde sagt det fortrød han og var sikkr på, at hun nu ville bede ham om at gå. "undskyld..."
|
|
|
Post by Meredith MacMillan on May 12, 2018 14:27:40 GMT 1
Meredith trak genert på skuldrene. Ikke helt tryg ved at have ravnens fulde opmærksomhed. Eller generelt nogens opmærksomhed i det hele taget. Det var jo derfor hun havde siddet lidt alene, og ladet sine veninder og venner om at indtage dansegulvet.
Hendes mave trak sig lidt sammen over hans ord, og hun snøftede lavmælt. "Min familie ofrede sig ikke," bemærkede hun lavmælt. "De blev myrdet." Hun snøftede lavmælt. "Jeg tror ikke helt, at det kan sammenlignes med skak." Ikke at hun forstod sig særlig meget på skak.
|
|
|
Post by Thomas Pucey on May 12, 2018 15:34:45 GMT 1
Det haglede ned over Thomas med dårlig samvittighed og en tung klump satte sig i brystet. “ undskyld. Jeg ville ikke gøre dig ked af det. “ han drak lidt af sin juice og så ned i bordet. Det var nemmere sådan “det var faktisk det modsatte jeg forsøgte på. Jeg er bare ikke så god til det” han sendte hende et forsøgene smil og kiggede ud på de dansende par. Han selv kunne ikke danse. Så fik han i stedet en ide. “Kom med” han rejste sig og ventede på hende.
|
|
|
Post by Meredith MacMillan on May 12, 2018 15:50:32 GMT 1
Meredith sendte ham et tilgivende smil, og stirrede så ellers ned i sin græskarjuice, mens hun forsøgte at glemme verdenen omkring sig. Det var meget nemmere, end at tage del i nogle morskabsheder, som hun ikke følte for denne aften.
Hun var lige ved at glemme, at Thomas stadigvæk var der, da han rejste sig og rakte en hånd frem mod hende. Med store og blanke øjne, så hun op på ham. "Hvor skal vi hen?" Spurgte hun, og snøftede lidt, mens hun strakte sin hånd frem og lagde den i hans.
|
|
|
Post by Thomas Pucey on May 12, 2018 18:02:17 GMT 1
Det gav et gib i kroppen på ham, da han mærkede hendes hånd i sin. Det her var absolut ikke gennemtænkt og han vidste faktisk ikke helt hvad planen var. Så fik han en ide. "Lidt frisk luft måske." Han kiggede op, loftet i storsalen var en tro kopi af himlen udenfor og det så ud til at være skyfrit. "Det er sikkert bedre end at være herinde." foreslog han med et smil. Det var den slags han havde hørt om man gjorde for piger, så mon ikke også det virkede for ham.
Han begyndte roligt at gå ud af storsalen med Meredith i hånden. Da det kom ud var der roligt ingen fest stemning og fuldstændigt stille. Det var meget bedre tænkte Thomas og smilede forsigtigt til Meredith.
|
|
|
Post by Meredith MacMillan on May 12, 2018 18:54:57 GMT 1
Meredith var meget usikker på sig selv, og fandt det nemmest blot at nikke og stille glasset med græskarjuice fra sig, da hun rejste sig op. Hun forholdt sig tavs, ikke helt sikker på, hvad der forventedes af hende. I stedet fulgte hun blot med ravnen ud af storsalen og udenfor. Det var vel godt nok, at de i det mindste havde deltaget i middagen, ikke? Den var jo obligatorisk.
Da de kom udenfor, forsvandt larmen fra festen, og Meredith opdagede, hvor anspændt hun havde været inde i den store sal, da hendes skuldre nærmest faldt en kilometer, og hun slappede lidt af i den kølige aftenluft.
|
|
|
Post by Thomas Pucey on May 12, 2018 19:13:46 GMT 1
Det hele var meget spontant for Thomas og ikke spor planlagt på forhånd. derfor var der også små stop eller pause undervejs, hvor han måtte overveje næste skridt. Han var på uvant farvand og vidste ikke helt hvordan han skulle gøre.
De kom udenfor og han bemærkede en stor ændring i hendes kropsprog. "Fryser du?" spurgte han. Det var ikke helt varmt længere. Hun skulle bestemt ikke stå og fryse. Han holdt lidt afstand til hende, mest fordi han ikke ville gøre noget forkert.
|
|
|
Post by Meredith MacMillan on May 12, 2018 19:44:15 GMT 1
Meredith lænede hovedet lidt tilbage og så op på den skyfri himmel. Den var fyldt med stjerner allerede, og hun nød synet af den, velvidende at størstedelen af hendes familie var deroppe. Og kiggede ned på hende.
Ved Thomas' spørgsmål, rev hun sit blik væk fra stjernerne og kiggede hen på ham. Hun rystede på hovedet. "Nej," svarede hun med et forsigtigt smil. "Men tak fordi du spurgte," hun var trods alt godt opdraget. "Fryser du da?"
|
|
|
Post by Thomas Pucey on May 12, 2018 21:31:49 GMT 1
Thomas rynkede brynene ved hendes spørgsmål, men kunne ikke lade være emd at smile lidt. Det var sødt af hende at spørge. "Nej, Du så bare lidt sådan ud, og så ville jeg låne dig min trøje eller noget." Forklarede han usikkert og vendte så blikket op mod stjernerne, hvor hun før havde kigget. Hvad kunne han sige for at trøste hende? for ligesom at give hende en god aften?
|
|
|
Post by Meredith MacMillan on May 12, 2018 21:48:41 GMT 1
Merediths læber formede sig i et overrasket o. Men så rystede hun på hovedet. "Jeg mindedes bare," sagde hun undskyldende. Det havde ikke været hendes mening at give ham bekymringer.
"Du er ikke så meget til fest?" Spurgte hun, lidt i tvivl om, hvad de ellers skulle tale om.
|
|
Velkommen
Velkommen til Theblessedchildren, et rollespil sat i året 2027 i den magiske verden og centreret omkring den magiske verden på de britiske øer. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten?
Nyheder
Socialt
På BC bruger vi primært c-boxen til hverdagskommunikation. Der er vejledning til at oprette en bruger og boxens øvrige funktioner, hvis du trykker 'hjælp'.
Derudover har vi en discord, der både bliver brugt til at highlighte plots og nyheder. Det er også her, vi afholder virtuelle træf, hverdagssnakkehygge og øvrige begivenheder.
Admins
Tak til
Tusind tak til taut for kodning af boardet og til Beedle og Gwen for alt det hårde arbejde, der har banet vejen hertil.