Oh, my God, we're back again

[Milo Davies]

Skoleårets start var altid ensbetydende med en fest for de ældste årgange. De nye syvendeårs skulle fremføre sig som sådan og det betød igen i år, at drengene havde fået kom-og-gå-rummet til at levere bløde hjørner, beerpong-borde og alt, hvad man ellers kunne få brug for til at more sig og imponere damerne.

For Milo betød det selvfølgelig også, at kortene sad løst mellem fingrene og han var netop ved at vifte dem imponerende ud mellem hænderne, da albuen stødte ind i noget blødt halvt bag ham. Med et skævt smil drejede han sig rundt for at få øje på Evelyn Gibson. Hufflepuff, vistnok, samme klasse som ham, og han havde ingen anelse om, hvad hun hed.

“Hov, sorry. Ever, ikke?” Det måtte være noget med E, følte han, uden at kunne sætte en finger på hvorfor.

[Evelyn Gibson]

Fest betød mennesker og mennesker betyder ofte sjov, så derfor troppede Evelyn troligt op til skolestartens fest for de ældste årgangen. Med blikket der nysgerrigt sluger både hvem og hvad der foregår i rummet undre Evelyn sig en anelse over at man kan gå så mange år på samme skole og stadig have mennesker man ikke har snakket med.

Måske en anelse opslugt af at holde øje med nogle 7. års piger der tydeligvis prøvede at få opmærksomheden fra en, efter Evelyns mening, standard udseende pæn fyr, glemte hun at holde øje med hvor hun gik og endte med at støde ind i en eller anden arm.

"Hov, nej det er mig der undskylder" For at understrege det sendte hun ham et stort smil og rækker hånden frem for en ordentlig introduktion, da han tydeligvis ikke helt vidste hvem hun var. "Evelyn eller Eve for kort, så tæt nok på"

[Milo Davies]

"Cool," svarede Milo, lettet over grævlingens smil og det faktum, at hun ikke tog det personligt, at han var ude af stand til at huske ansigter og navne. Hendes hånd blev trykket, før han trak fingrene gennem det halvlange hår.

"Såeh, hvad foretrækker du?"

[Evelyn Gibson]

"Eve er helt fint" svarede hun med et smil mens hun betragtede ham lidt nøje, i et forsøg på at huske hvad han hed også. Hun kunne huske hvor han havde siddet i timerne, men navnet var som forsvundet i et tomt dybt hul.

Evelyn havde håbet at han havde svaret med sit navn, så hun slap for at spørge, men det havde ikke virket. Øv, altså.

"Jeg tror jeg også er nødt til at have dit navn genopfrisket?" Evelyn skar en undskyldende grimasse efterfulgt af et stort smil.

[Milo Davies]

"Eve, cool," gentog Milo og overvejede ikke engang at følge op med sin egen introduktion. De fleste kendte drengene og der var desuden rigeligt med sladder om hans mor i det magiske samfund, så han så næsten lige så lettet ud, som han var fåret, da også Evelyn kom til kort på navnefronten.

"Hah, beklager. Milo. Davies. Men hvis du spørger Day derovre-" Han pegede i Jack Day 's retning. "Så vil han fortælle dig, at jeg reagerer på selv de mest tåbelige øgenavne."