I'll be your soldier

[Laurie Sprucewielder]

Sidste uge inden sommerferien

Laurie var på vej tilbage til Gryffindortårnet, efter et mindre succesfuldt møde med Sammen. Der havde været brætspil og nogle af de andre elever havde lavet iste, bare 'for hyggens skyld.' Men Laurie havde ikke hygget sig særlig meget. Hun havde snakket med flere af medlemmerne i løbet af de sidste par dage, hvor hun havde nævnt at klubben burde gå mere aktivt til værks, for at skabe et godt miljø for mugglerfødte på hele skolen. Sørge for at Sammen kunne blive et modsvar til elever som Baylea Burke, og alle havde sagt at det var en god idé.

Men i aften havde været en skuffelse.

Hver gang hun pressede på, for at de skulle tale om emnet og lægge en plan for næste skoleår, blev hun fejet af med et 'ikke lige nu' eller 'vi kan bare tale om det efter ferien' eller 'slap nu af Laurie, det haster ikke.'

Men det hastede. Nogen blev nødt til at sætte en fod i jorden og sørger for, at blodfanatikerne blev sat på plads. Laurie havde i hvert faldt travlt med at tænke vigtige tanker for fremtiden imens hun gik, og blev derfor overordenligt forskrækket da hun drejet om hjørnet og nær var rent ind i en anden elev.

"Oh crap, du gav mig næsten et hjertestop!" Startede hun ud, inden hun fik øje på Milo Davies. "Hey." Han havde ikke været med til mødet. Men det var han sjældent, med mindre nogen hev ham med. Laurie ville gerne hive ham med. Men...

[Milo Davies]

Milo gik i sine egne tanker. Ærligt talt havde han rigeligt at tænke på med sommerferien, der var lige oppe over; vennegruppen, der ved ved at gå i opløsning og selvfølgelig en fuldmåne midt i, at de skulle hjem til London. Perfekt. 13/10, no notes.

- Men det var selvfølgelig heller ikke hans mening at tromle Laurie ned og han sikrede sig, at hun ikke var slået helt ud af kurs med den ene hånd hævet til hendes overarm for støtte.

"Fuck, sorry. Godt, det var næsten, for jeg kan hverken healing eller førstehjælp."

[Laurie Sprucewielder]

Den alvorlige mine blev rodet sammen med en underholdt lyd, der var svær at holde inde.

"Nå? Ja, nej det... Det er jo bare noget man siger," forklarede hun dumt. Selvfølgelig vidste han godt det. Flot. "Øh, du var ikke med til mødet? Sammen?" Skiftede hun hurtigt emne.

[Milo Davies]

Milo trak på smilebåndet over Lauries behov for at forklare noget temmelig indlysende. Man skulle næsten tro, at hun var en Ravenclaw, som hun havde et talent for altid at komme med en forklaring.

"Øh, var det nu?" spurgte han og så sig over skulderen, som om der ville sidde et rundt bord fyldt med mødedeltagere.

[Laurie Sprucewielder]

"Ja, nej det... Altså, det er lige slut. Det var ikke så vigtigt alligevel, så du ved... Du gik ikke glip af det store," pladrede hun videre og blev for en stund taget tilbage til irritationen over, at ingen af de andre var interesseret i andet en brætspil og hjemmelavet iste.

[Milo Davies]

"Okay," svarede Milo med et nik, fordi han ærligt talt ikke vidste, hvad ellers han skulle sige til Lainies veninde. Han gav hendes overarm et klem, før han slap hende og gjorde mine til at gå videre.

"Men vi ses måske til det næste, yeah?"

[Laurie Sprucewielder]

Bemærkningen fik hende ud af tankerne igen, og sendte et lidt fjollet smil og en latter over læberne. "Øh, ja klart. Det kunne være cool, så ja det gør vi måske." Nikkede hun imens han gik videre og hun stod lidt akavet tilbage.

Hun vendte sig for at gå i den anden retningen, men så skar hun en grimasse og mindede sig selv om hvilket hus hun tilhørte. Hun vendte sig om.

"Hey, øhm, Milo? Kan jeg lige spørge dig om noget?"

[Milo Davies]

Milo var allerede mentalt på vej videre og havde halvt glemt, at han overhovedet var stoppet op for at tale med Laurie. Med mild forundring i blikket drejede han sig rundt mod hende igen, men gik ikke tilbage.

“Yeah?”

[Laurie Sprucewielder]

Laurie var allerede på vej over til ham, så hun ikke skulle råbe hele korridoren op. Desuden vidste man aldrig hvem der gemte sig rundt om hjørnet, eller hvem der lurede bar lukkede døre.

"Kunne du finde på at komme til flere møder, hvis det ikke handlede om ingenting? Hvis vi i stedet for at pille navle, måske kunne lære noget af hinanden? Altså, ikke sådan noget kedeligt noget, men du ved... Altså, der er folk på skolen som tror, at deres blod er bedre end andres. Jeg synes vi skal sætte en stopper for deres planer." Pladrede hun, dog med en temmelig seriøs mine.

"Øhm, eller jeg ved ikke om de har planer, men folk som Baylea Burke? Hun er ikke rigtig i hovedet..."

[Milo Davies]

Milos bryn tog et dyk ind mod hinanden, da Laurie igen indskrænkede afstanden mellem dem. Men han gjorde intet for at forhindre det og snart var panden glat igen. “Ehh.” Han kradsede sig lidt i nakken, selvom det ikke kløede. Men imens fortsatte den lille løvinde og fik smilet til at blive lidt stivere.

“Tja, det har du ret i,” svarede han og lod hånden ligge fladt over nakken, før han lod den falde. “Men jeg ved ikke, hvor god en ide det er at lægge sig ud med psychos.”

[Laurie Sprucewielder]

Laurie tykkede tænksomt i underlæben, men hørte ikke et definitivt 'nej' fra Milo. Så hun blev stående, og fortsatte med at forklare sig.

"Vi behøver ikke at gå i offensiv! Ikke lige med det samme, i hvert fald. Men ville det ikke være en idé, at vi stod sammen og måske lærte af hinanden? Vi kan lærer hvordan vi forsvare os selv! Og jeg tænkte bare, at du... Altså, eller dig og Malcolm, Jack og Marty jo snart er nogle af de ældste. Og det ville være en virkelig stor hjælp, hvis I kan være med."

[Milo Davies]

Milo behøvede egentlig ikke lige at fremstå som en kujon ved siden af sin lillesøsters veninde, men han tog det som det meste andet ved sig selv, han ikke kunne gøre noget ved. Til gengæld kunne han undgå, at Laurie endte, som han havde set Jack Day. Han kastede et blik over skulderen, før han gjorde et nik mod døren, hun var kommet ud af.

“Lad os snakke derinde.”

[Laurie Sprucewielder]

Laurie fulgte hans blik, og sendte det derefter ud i korridoren omkring dem. De var ganske alene, så vidt hun kunne se. Men man vidste aldrig, så hun nikkede og åbnede døren.

Det var først da døren lukkede igen efter dem begge, at det rigtig gik op for hende, hvor meget hun lige nu var alene med Milo Davies. Måske slog hendes mave en lille kolbøtte, trods emnets alvor. Hun fugtede læberne og skulle til at fortsætte sin argumentation.

[Milo Davies]

Milo kunne godt se, hvor det var på vej hen og holdt en langfingret hånd op for at stoppe hende. Nej, modig var han langt fra, men i det mindste kunne han være fornuftens stemme, før det gik alt for galt for sig.

“Hør, jeg tror ikke, det er en skide god idé at lægge sig ud med Burke. Virkelig. Jeg har været på sovesal med den anden i næsten seks år, stol på mig, yeah?”

[Laurie Sprucewielder]

Den blokerende hånd var uventet. For det første: Hvordan kunne man have attraktive hænder? Og for det andet havde hun virkelig ikke regnet med en afvisning på hendes gode idé. Hvilket hendes ansigtstræk tydeligt afslørede.

"Ja? Okay, men..." Blikket flakkede lidt i søgen efter et svar, før det fandt hans igen. "Men måske skal vi bare gøre det til en ligeså dårlig idé, at lægge sig ud med nogen fra Sammen?"