Got the short end of sticks, so we made a fire with it

[Maighread MacFusty]

Sommerferie betød at ligge i græsset og klatre i klipperne og dukkerter i de vilde bølger, der slog mod dem. Det var konstant livsfare, men også bare hverdag for en MacFusty og Mags levede for det. Det tvang hende ud af sengen midt om natten, kriblende ud til fingerspidserne af spænding efter at teste sin teori. Drageungerne fra påsken var ved at være ældre nu. Store nok til at bære hendes kropsvægt, hvis udregningerne var korrekte. Hun tog en dyb indånding, snørrede støvlerne stramt og begav sig ud i den mørke nat.

Vinden var altid voldsom; Det var bare sådan, det var at bo på de ydre Hebrider. Mags fandt den helt mild, som hun bevægede sig ud mod det sted, hun sidst havde set de unge drager og snart opdagede hun én. Endnu en dyb indånding senere var hun i bevægelse. Hun nåede næsten at lægge en hånd bag vingen på den lille drage, før en skygge, selv i mørket, gled over hende.

Moren landede med en vægt, der fik jorden til at ryste og bredte hele sit imponerende vingefang ud mod hende, som hun stillede sig på bagbenene og satte i et brøl, der kunne høres i flere kilometers omegn. Hun kunne lugte svovl og død fra dens gab. Måske det blev det sidste, hun lugtede på denne jord, og tanken fik alt i hende til at vride sig, som hun faldt på knæ og bukkede sig i respekt for dragen.

Murdoch MacFusty

[Murdoch MacFusty]

Murdoch havde altid været lidt af en natteravn og denne nat, var der tilmed en syg drage at holde øje med. Derfor sad han på klipperne da han fik øje på en lille skikkelse, der sneg sig i retning af dragerne. Han havde et væld af nevøer og niecer, men han var sikker på det var en af dem, uden at kunne se hvem.

Han gav sig ikke til kende lige med det første, nysgerrig efter hvad Mags, for nu var han sikker på det var hende, var ude på, andet end at ligge i sin seng. Da han fik øje på den enorme sorte skygge der kom glidende over himlen reagerede han dog hurtigere, end en mand på hans størrelse måske burde kunne. Var nede fra klippen og gået imellem dragen og sin niece med løftet tryllestav og et beskyttende skjold lagt om dem begge, der fik dragens brændende ånde til at prelle af, så de et øjeblik stod der i en kapsen omgivet af flammer.

[Maighread MacFusty]

Øjnene var tæt lukket sammen, mens Mags overgav sig til sin skæbne. Drager var mere intelligente, end de fleste anerkendte. Så snart den indså, at hun ikke var til fare, ville den slå vingerne sammen og acceptere hendes tilstedeværelse. Hun var sikker nok til at risikere sit liv.

Og så kom flammerne. Hun trykkede øjenlågene tættere sammen, som varmen omsluttede hende. Men der kom ingen flammer, ingen øjeblikkelig død. Hun dristede sig til at åbne øjne lidt, kun for at spærre dem helt op ved synet af sin onkel.

"Hvad fuck laver du?" skreg hun anklagende gennem den høje buldren af flammer.

[Murdoch MacFusty]

Murdoch vendte sig ikke om mod sin niece da hun råbte gennem flammernes buldren, men en muskel i hans kæbe blev stram over indignationen i hendes stemme. Han svarede hende ikke, men havde sit fulde fokus på dragen, der efter nogle lange sekunder lod flammerne stilne af og i stedet så beregnende på ham, mens ungen krøb i skjul mellem hendes massive ben.

"Baglæns.. ud af syne og om bag de store klipper." sagde han så endelig, stadig uden at se på Mags, men alvoren bag ordren var til at tage og føle på. Han havde sænket skjoldet igen, men var stadig på vagt og klar til at oprette det igen hvis dragen besluttede at gentage advarslen.

[Maighread MacFusty]

Mags var ikke bleg for at sige fra, men hun prøvede også at vælge de kampe, hun havde en chance for at vinde og onklens tonefald lagde ikke op til diskussion.

Tavst fulgte hun ordren og søgte ly, ikke uden at holde øje med både dragerne og Murdoch i processen.