Fool me twice..

[Callista Runcorn]

Det var langtfra første gang Callista opsøgte Bryce Donovan 's kontor i arbejdstiden, men hvor det oftest enten var for arbejde eller fornøjelse, var hun anderledes sammenbidt denne dag, mens de høje hæle klikkede mod stengulvet på gangen.

Hun bankede ikke på, men gik lige ind og lukkede døren, måske lidt for hårdt, bag sig, før hun vendte sig og sendte et ligeså hårdt blik mod troldmanden bag skrivebordet "Hvor længe troede du, at jeg ikke ville finde ud af noget?"

[Bryce Donovan]

Det var ikke første gang Callista var dukket op på hans kontor, men det gjorde ikke overraskelsen mindre, da hun pludselig trådte ind af hans dør. Overraskelsen plejede ellers at være glædelig, men et enkelt blik på hendes ansigtsudtryk gjorde det tydeligt at hun ikke var i noget godt humør, allerede før hun talte. En rynke formede sig mellem brynene på ham, og han lukkede langsomt mappen han havde været i gang med at læse.

"Cal, jeg ved ikke... Før du fandt ud af hvad?" spurgte han. Tonen var oprigtigt forvirret, for hun kunne da ikke have fundet ud af hvad han havde lavet over det seneste år. Han havde været omhyggelig med ikke at efterlade noget liggende fremme. "Hvad foregår der?"

[Callista Runcorn]

Callista himlede med øjnene og et uendeligt ikke imponeret fnys forlod hende "Lad nu være.. du fornærmer os begge to ved at lade som om du ikke udemærket ved hvad jeg taler om!" bed hun skarpt og lagde armene over kors, før hun alligevel fortsatte med et navn der blev sagt med passende kulde "Serafina Lafitte."

[Bryce Donovan]

Ryggen rettede sig automatisk en smule ved det skarpe tonefald, han ellers så sjældent hørte fra hende. Det var i hvert fald meget længe siden hun sidst havde talt sådan til ham. Det var alligevel ingenting i forhold til den isnende tunge som udtalte navnet, som ikke var ham ukendt. Der var måske også noget i hans blik, som afslørede at han genkendte navnet.

"Serafina Lafitte." gentog han med påtvunget ro. Der var intet tegn på at han havde tænkt sig at benægte at han kendte til den franske heks. Han anede ikke hvorfra Callista havde hørt navnet, men når hun var i det her lune, var det ikke et smart træk at blive ved med at benægte. "Hvad med hende?" spurgte han i stedet.

[Callista Runcorn]

Han behøvede ikke sige det højt, for at Callista følte dig bekræftet i at han havde haft noget for med den franske auror. Det gjorde hende ikke just mildere stemt og hun himlede igen med øjnene, da han valgte fortsat at lade som om han intet vidste "Det er hende der har givet dig alle de lange dage." konstaterede hun, ikke et spørgsmål, for hun var sikker i sin sag "Skal jeg være taknemmelig for du har valgt en jeg ikke risikerer at rende i hver dag?" fortsatte hun spydigt.

[Bryce Donovan]

Serafina havde måske spillet en rolle i hans lange dage, men det gik hurtigt op for Bryce at det var i en helt anden forstand, Callista havde konkluderet. Indsigten fik noget forfjamsket til at glide over hans ansigt før han rystede på hovedet og rejste sig fra stolen, selv om at han forblev på sin side af bordet mellem dem.

"Callista... Jeg ved ikke hvad du har hørt. Men det er ikke, hvad du tror. Okay?" Tonefaldet forsøgte at holde sig roligt, før Callista fik det helt forkerte indtryk. "Jeg ved, jeg har haft mange lange dage. Rigtig mange. Men jeg har en god grund til det, og jeg har brug for at du stoler på mig. Jeg ville aldrig gøre dét mod dig."

[Callista Runcorn]

Callista blik fulgte ham mens han rejste sig og det forfjamskede udtryk ringede ind som skyld i stedet. Måske fordi det var hvad hun forventede at se.

"Nej.. det er det aldrig." svarede hun sarkastisk og slog ud med begge arme, før de vendte tilbage til deres korslagte udgangspunkt "Men så spiller jeg uvidende gås. Så fortæl mig hvad det er." krævede hun og brugte ingen energi på at fortælle ham, nøjagtigt hvor han kunne stikke sit krav om tillid hen.

[Bryce Donovan]

Hans ansigtsudtryk var måske ikke helt uden skyld, for han vidste præcis hvad der lå bag alt det her. Hemmeligheden han havde holdt for hende i så lang tid, og som han vidste ville komme til at bide ham bagi før eller senere. Han havde måske bare håbet at han ville have mere tid til at finde ud af hvordan han skulle få fortalt hende om det før det kom så langt. Og nu han var så tæt på, kunne han ikke risikere noget.

"Det kan jeg ikke. Ikke endnu." sagde han langsomt. En hånd lagde sig i hans nakke, før blikket igen fandt hendes. "Lafitte hjælper mig med en sag. Vores samarbejde er rent professionelt, Callista. Der er ikke noget, du behøver være bekymret for."

[Callista Runcorn]

Callistas udtryk strammede til og læberne presset sammen til to blege streger, da han endnu en gang nægtede at forklare sig med andet end flere halve forsikringer, der ikke gjorde andet, end at forstærke den knugende fornemmelse i mellemgulvet, som hun ellers hårdnakket forsøgte at ignorere.

“Så jeg skal stole på dig, men du stoler ikke nok på mig, til at forklare mig hvad der foregår?” Spurgte hun, uden at det egentlig var et spørgsmål. Hun gav ham da heller ikke tid til at svare, før hun slap et temperamentsfuldt fnys “Absolut ingen dobbeltmoral her.” Forsatte hun spidst og vendte sig med alle intentioner om at marchere ud af kontoret, med hagen løftet ligeså meget som da hun marcherede ind.

[Bryce Donovan]

Han havde håbet på at han ville lykkedes i at holde hende på sit kontor, og de kunne tale roligt sammen om det, uden at han ville blive nødt til at afsløre alt for meget. Men som det hurtigt så ud som om Callista var på vej ud, måtte han handle hurtigt.

"Vent." kom det hastigt fra ham, mens han bevægede sig rundt om sit skrivebord for at standse hende før hun ville nå at komme ud af døren. "Vent... sæt dig ned. Vil du ikke nok?" Han tøvede et øjeblik, men han kunne ikke komme på nogen måde at holde hende der, uden at få tungen på gled. "Jeg fortæller dig det hele."

[Callista Runcorn]

Callista stoppede ikke første gang han bad hende om det, men anden gang, da hun stod med hånden på håndtaget, tøvede hun alligevel. Hun blev stående der, med ryggen til mens han fortsatte og hun selv mentalt stivede sig af. Både for at forberede sig på endelig at få en forklaring, men også for at bevare selvkontrollen og ikke vise mere, end hun ønskede han skulle se.

Hun slap håndtaget og vendte sig langsomt med front mod ham igen, så på ham et langt øjeblik før hun skridtede hen til stolen og satte sig, med den ene ben lagt over det andet, armene krydset over brystet og et utålmodigt, afventende blik.

[Bryce Donovan]

Stemningen var intens, men på ingen måde som den ellers plejede at være det, når de befandt sig bag en låst kontordør. Bryce havde nerverne udenpå tøjet mens han afventede hendes reaktion, indtil hun endelig gav sig og tog plads i stolen igen. Han åndede langsomt ud, da han begav sig tilbage til bordet og tog plads på kanten af det. Der var ingen vej tilbage nu.

"Lafitte og jeg har tilbragt tid sammen fordi hun hjælper mig med en sag. Det har krævet at jeg har trukket i mange tråde og indkasseret mange tjenester, og måtte samarbejde tæt med det franske ministerium." startede han langsomt. "Det har udelukkende været professionelt, Callista. Jeg har ikke fortalt dig om det, fordi... fordi jeg ville beskytte dig."

[Callista Runcorn]

FOrklaringen, elle starten på den, virkede reel nok, men gav hende ikke mere forklaring end hun allerede havde fået tidligere. Han arbejdede på en sag han ikke kunne fortælle hende detaljerne om og hendes ansigtsudtryk blev ikke mindre stramt, da hun pressede læberne sammen for at finde en smule tålmodighed fra reserverne “Og hvorfor skulle dit professionelle samarbejde med det franske ministerium være grund til at påvirke mig?” Spurgte hun, overdrevent tålmodigt, som når man skulle forklare noget til et barn.

[Bryce Donovan]

Han var udmærket klar over at han ikke havde nået sagens kerne, og at Callista allerede havde udvist mere tålmodighed end han fortjente. Han kunne også fornemme på hende at hun ikke havde meget mere tilbage af den. Problemet var at han ikke var sikker på hvordan hun ville tage det, når han endelig fik sagt det - andet end at han var sikker på at hun ville være vred.

"Fordi du er involveret i sagen." startede han tøvende, med blikket dvælende på hende. "Jeg arbejder på en sag imod din eks-mand, Callista."

[Callista Runcorn]

Callistas fod der ikke rørte gulvet begyndte at vippe utålmodigt. Kun for at stoppe brat, da Bryce endelig kom med mere uddybning. Hun var tavs. Påfaldende tavs og blikket forlod ham ikke. Det var blevet vagtsomt og en efterhånden sjælden kulde prægede hendes stemme da hun talte igen "Hvad har han lavet?" spurgte hun og fik på en eller anden måde det lille 'han' til at dryppe af gift "Og hvordan er du blevet involveret?"