I scraped my knees while I was praying

[Agnes Rosier]

De sidste par måneder havde været de mildest talt mest besynderlige i Agnes' liv. Hun havde allerede mistet meget, men med Matheos død var det sidste blevet revet fra hende. Som en anden herreløs hund var hun blevet taget ind af Corban Yaxley Jr. med kun den kuffert, hun havde efterladt på skolen: En håndfuld kjoler, to par sko, skaksættet med de hvide brikker skåret af thestralknogler, skolebøger og -uniform og og sin mors tryllestav.

Af det var det kun sidstnævnte, hun havde på sig, da hun drev gennem alle de hvidklædte i Hogsmeade. Det var første gang, hun havde været der efter og hele tiden sad frygten for at blive konfronteret med Mr. og Madame Rosier. Men hendes sag i ministeriet var afsluttet og de tidligere værger, der havde afskåret al kontakt, var ikke at finde. I stedet syntes hun at se et bekendt baghoved. Han var dog væk, før hun kunne nå at finde frem til hende i mængden, men selv det lille glimt af askeblond hår var nok til, at hun ikke købte én blomsterkrans, men to.

Hun havde ellers ikke talt med Simon Montague, siden hun havde forladt ham i det mørke hus natten til 2030. Faktisk havde beslutningen om at tage sig selv ud af hans liv været lige så fast og urokkelig som hendes ønske om at være i hans. Igen, bare for en stund, at kunne lade fingrene falde på plads mellem hans og se ham forvandle hendes mørke til lys. Og da hun igen så den velkendte skikkelse, satte hun mod ham, indtil hun kunne række op og lige så forsigtigt prikke ham på skulderen. Hun ventede (u)tålmodigt, til han endelig vendte sig om og i et sekund var hun blændet af alt, der var Simon. Velkendtheden i hans træk, selvom de var farvet af følelser for komplicerede til ord.

Hun åbnede munden, men måtte lukke den igen. Tage en skarp indånding og alligevel slippe et stakåndet: "Hej," for så række blomsterkransen frem mod ham. "Jeg... Så den her og tænkte på dig." Og hvor følte hun sig lige pludselig barnagtig og fjollet. For hvordan skulle en ring af sammenflettede blomster nogensinde gøre op for, hvad hun havde tvunget ham igennem? Hun prøvede at synke, men det føltes, som om der sad en tromler fast i halsen på hende.

"Undskyld," trak hun i land, selvom blomsterkransen ikke faldt mere end et par centimeter.

[Simon Montague]

Alt ved Cora Greengrass og giftemålet havde været en fadæse. Og ironisk nok havde Simon Montague budt det hele velkommen; advokaterne, forhandlingerne, tilfredsheden ved at få sin vilje, bitterheden over ikke at få sin vilje med alt.

Han havde været beskæftiget. Alt hvad han havde fokuseret på og koncentreret sig om havde været skilsmissen; noget han aktivt kunne gøre noget ved, aktivt forværre og afreagere på. Det havde holdt hovedet tilpas fyldt til ikke at kunne tænke på andre. Næsten i hvert fald.

Simon Montague drejede rundt.
Vrede. Sorg. Ulykkelighed. Han havde båret rundt på alle tre ting hele året. Alt sammen affødt af Agnes, pigen der nu stod der og prikkede ham på skulderen og havde købt en blomsterkrans, som var intet hændt. Det havde været et helt nyt år bestående af mørkeblå timer.

Og alligevel. Eller på trods. Eller nok snarere fordi et lille håb skærmet bag brystbenet blussede op, smeltede det kølige af øjnene så snart Agnes’ væsen fyldte synsfeltet og fik Simon til at smile. ”Hej.”

Han sænkede automatisk hovedet for at lade blomsterkransen lande på toppen. Rettede sig derefter.

”Klæder den mig?”

[Agnes Rosier]

I flere måneder havde Agnes båret den dårlige samvittighed. Ikke alene havde hun ødelagt forudsætningerne for Simons ægteskab, men også forvandlet hans latter og smil til den ondskabsfulde opslugthed, han havde fulgt hændelserne med, da han satte ild til Matheo.

Men nu smilede han til hende, som havde hun ikke ødelagt alt. Lod hende placere blomsterne varsomt i håret, som var endnu blødere, end hun huskede det. Hun sank hårdt og følte sig åndeløs, da deres blikke mødtes. I hendes hjerte boede en voldsom længsel efter mere tid, flere chancer til at holde ham i hånden. Mange flere øjeblikke med ren, uforstyrret lykke. Men hun var vel også bare et menneske.

"Umådeligt," svarede hun oprigtigt og formåede at smile, omend en kende overrasket, før hun rakte op for at skubbe en blomst tilbage på plads. Det sitrede i hånden efter at røre ved hans kind, som hun havde gjort det for en livstid siden. Men hun lod den i stedet falde og lukkede den, før den dristede sig til mere.

[Simon Montague]

Sol efter en lang vinter. Et sted i læ, hvor varmen kan sætte sig fast til kinderne og de blottede håndrygge. Det var umuligt ikke at smile. Umuligt ikke at byde det velkommen, søge efter det vindstille hjørne, bare for at mærke sekunder af Agnes.

Han var vel også bare et menneske.

Simon betragtede hende, som hun sænkede hånden, før han kunne nå at få fanget hendes hånd i sin egen. Valgte at fokusere på den uvante vægt i håret.

”Jeg har tænkt på dig,” indrømmede han, fordi det var det nemmeste at sige højt. Det var ikke kun hovedet som skulle vænne sig til den nye vægt.

[Agnes Rosier]

Fem ord. Otte i alt. Et smil. Et gengældt savn. Det var alt, der skulle til for at sende Agnes' hjerte ud i en kolbøtte. Der var så meget, der skulle siges, så mange ting at forholde sig til. Og alt, hun virkelig havde lyst til var at tage hans hånd og betragte den lysende himmel med ham.

"Jeg har også tænkt på dig," gengældte hun indrømmelsen, som fortalte hendes opblussede kinder det ikke for hende. "Jeg håbede, at du måske ville tale med mig." Hun sank og prøvede at sende ham et smil, selvom det var et åndeløst et af slagsen.

"Hvis ikke det er for meget at bede om." Tåbeligt. Selvfølgelig var det det. Men på trods af det hele håbede hun alligevel, at Simon ville give hende det.

[Simon Montague]

Simon mærkede hjertet slå forår ud i årene. Prøvede ikke at smile for meget, fordi han vidste, at det forår, han mærkede, var april; april, den værste og koldeste måned af dem alle. Den anarkistiske måned, den der både trak på ord som at afdække, at åbne op, at gøre tilgængeligt, og fra den græske kærlighedsgudinde, Afrodite; den brusende solrige omskiftelighed. April, en måned med offer og leg; det genopståede liv, som Simon følte nu. Håb – håbløst håb – som altid befandt sig omkring Agnes, og som så nemt kunne få Simon til at forveksle april med maj.

”Det vil jeg meget gerne,” understregede han og vippede hovedet, og blomsterne, som hovedet var fyldt med, mod et sted, hvor de kunne være – om ikke helt – så delvist alene.

”Lad os gå derover.”

[Agnes Rosier]

Agnes behøvede ikke at se, hvor han ville hen. Ethvert sted, de kunne være sammen, selv bare for en stund, ville være et bedre sted, end hun havde været i månedsvis. Siden den nat, hun i et grønt glimt havde indset, at sekunder ikke bare var sekunder, der gik. Det var sekunder, hun fik lov til at leve i samme verden som Simon. Med sin blotte tilstedeværelse fyldte han hendes sekunder med lys og blomster.

"Du ser godt ud," kom hun til at sige, før hun klarede halsen og fandt hans blik. "Sund." Det var mere, end hun selv kunne prale af.

[Simon Montague]

Hendes kommentar hev endnu et smil fra ham, men han holdt sine ord for sig selv. Simon ledte dem i stedet mod det udvalgte sted. Sørgede ubevidst for at forblive så tæt ved Agnes, at han kunne strejfe hende med ydersiden af sin hånd, hvis de blev nødt til at stoppe op eller træde tættere sammen, for at gøre plads for andre.

De mørke øjne forlod hende ikke særlig længe ad gangen. Troldmanden stoppede helt med at se på andet, da de nåede frem til det stille sted. Og måske var det det; at han have haft tid til at se hende mens de gik blandt andre, sammen med hendes ytring om sundhed, der fik Simon til at se Agnes ordentligt; ikke blot som det mentale billede fra hukommelsen, farvet af gyldent blødt lys og savn og higen efter alt hvad han huskede hende som, men som det hun egentlig var.

Simon trådte instinktivt frem for at trække Agnes ind i sin favn.

[Agnes Rosier]

Efter alt, de var gået igennem, var det vist intet under, at hjertet hamrede i brystet på Agnes. Det sendte en kriblende nervøsitet ud i hendes krop, der så længe havde været fremmed for hende. Men så stoppede de, så hun rigtigt kunne se i Simons velkendte øjne. Alt omkring dem stoppede brat.

Tilbage var der Simon. Hans duft, hans nærvær. Hans arme, der trak hende ind i tryghed. Hovedet faldt på plads ved hans skulder, panden strejfende hans hals. Der var plads til både hende, krøller og blomsterkronen og hans krop føltes som skabt til det, da hun foldede armene om ham. Det var fem måneder siden, hun sidst havde været så tæt på et andet menneske, og tæt på et år siden, at kroppen stoppede med at tilhøre hende. Krævet og indtaget af Matheo, krop og sjæl. Men nu kunne hun trække luften helt ned i lungerne.

Og selvom der for første gang var lykke flaksende i hendes bryst, kom den med sorg og frygt og behovet for at være tæt på én, der fik hendes hjerte til at synge. Gråden fulgte tæt efter. Ikke på den uhæmmede måde, der får kroppen til at skælve og reducere åndedrættet til en desperat hiksten. Nej, gråd havde aldrig hjulpet hende, aldrig ført til trøst eller omsorg, og hun græd i stilhed, selvom tårerne ramte den blottede hud på siden af hans hals.

[Simon Montague]

Med armene om Agnes, endelig, kunne Simon mærke hvordan det hele sank sammen til et niveau, han ikke havde befundet sig på længe; hjertet fandt hvilepuls, åndedrættet og tankerne beroliget.
Den mentale velvære dominerede kortvarigt – for så snart han var kommet sig over den meditative effekt krammet og hendes tilstedeværelse afgav, bemærkede han dråberne på sin hals.
Tårerne gjorde ham bevidst om de tynde knogler han holdt om. Simons bryst blev fyldt med smerte.

Den slags smerte, der opstår, ved at tænke på at noget smertefuldt er sket eller (fortsat) sker med et andet væsen af stor værdi.

Eller rettere, her: Den tænkte og fornemmede smerte i Agnes krop opstået grundet Simon, der ikke selv følte den samme smerte, men i stedet følte den ting, der både var smerte og ikke var.

Han strammede forsigtigt taget om den lille krop.

[Agnes Rosier]

Det var ikke meningen at græde. Faktisk var Agnes, der havde følt sig tørlagt de sidste mange måneder, bare en smule overrasket over, at det igen var en mulighed. Men Simon var sommerregn, rensende og mild, som han med salte dråber trak mørket ud af hendes sjæl.

Agnes snøftede, tæt pakket ind i hans arme og lindrende duft. Hænderne åbnedes og lukkedes om hans overdel, før hun med et sidste snøft, slap stoffet.

"Jeg har sådan savnet dig," hviskede hun og håbede, at han kunne høre hende, nu de stod så tæt. Hun var i hvert fald ikke sikker på, om stemmen ville bære hende, hvis hun prøvede at hæve volumen.

[Simon Montague]

Simon slap ikke Agnes helt. Havde aldrig sluppet, selvom verden flere gange havde krævet det af ham.
Han blinkede hvad end smerte og gensyn havde efterladt i blikket under kontrol, inden han så mod de hviskende ord, knapt synlige imellem dem.

Hænderne blev flyttet fra hendes sørgende liv til siderne af hendes ansigt. Fingrene lagde sig gennem spor af gråd. Han bøjede nakken, kyssede hende på panden.

”Jeg har sådan savnet dig.” gentog Simon sagte.

[Agnes Rosier]

Fem ord. For kun et øjeblik siden havde de ligget på hendes tungespids. Agnes vidste, hvad de betød. Hvert et ord, isoleret. Sammensat, derimod, var fortolkningsmulighederne endeløse. Endnu et uvist i en hverdag, der engang havde været skemalagt ned til minuttet.

Men i det øjeblik betød det intet. Kroppen sank ind mod hans, formede sig efter den og fandt ro med en vaklende udånding, før hun blinkede øjenlågene op for at betragte ham gennem vipperne, der stadig husede enkelte tårer. Det var ikke helt til at tro, at han virkelig var der.

Og så slog det hende. Hænderne lagde sig over hans, for Simon var ikke hendes mand, ikke hendes trøster eller partner, og det var det, da hun skulle til at fortælle, som hun fjernede hænderne fra sit ansigt. Men så så hun det. En nøgen finger, modsat hendes egen, der stadig bar vielsesringen. Hendes bryn trak sig sammen, mens to fingre strejfede den kun lidt lysere ring i hans hud. Blikket fulgte bevægelsen, men flakkede snart mellem hans øjne.

"Hvad er der sket?" spurgte hun, lige så ømt som før, men med forvirring.

[Simon Montague]

Simon fulgte Agnes opdagelse; betragtede sin egen hånd, hvor kun antydningen af et forlist ægteskab kunne spores. Synet vækkede intet. Montaguefamilien havde fået deres penge – jovist, de kunne have haft mere, men alt i alt stadig godt. Klart den vindende part; For Cora var en heks, og selvom hun ikke stod til en fysisk hekseafbrænding, ak og ve, den arme pige, lod Simon gerne det lille samfund slynge Cora Greengrass ud i sladderens yderste forgrening – lade hende gå til helvede i den offentlige mening.

Simon rankede sig. Ryggen var fri og hånden klar til stening.

”Vi blev skilt,” svarede Simon blødt tilbage. Præcis som han havde sagt at de ville blive det, dengang til nytår, før Matheo. Simon flyttede opmærksomheden til Agnes hånd.

”Du har beholdt din?”

[Agnes Rosier]

"Ja," svarede Agnes, selvom ringens tilstedeværelse på hendes finger talte for sig selv. Hun lukkede hånden og lod den falde uden at forsøge sig på at forklare valget. Simon havde hadet Matheo - hvorfor, hvordan skulle han forstå, hvordan hun, selv i sin lettelse over at være fri, begræd tabet af ham.

Hun kunne nemt have sagt, at sagen først lige var ved at være lukket. At det sikreste ville være at spille den sørgende enke, der savnede sin husbond. Hvor gode årsager det end var, var det dog ikke hendes og hun havde aldrig været god til løgne, især ikke overfor Simon.

"Er du okay?"