Hold me like a grudge

[Cailean Morgaine]

Summer Maddox havde foreslået, at Cailean besøgte Corban. Hun havde endda foreslået at tage med, men det kunne der selvfølgelig absolut ikke blive tale om! Af flere årsager. Desuden var det længe siden, at hun havde foreslået det. Den ene dag havde ligesom taget den næste, og Cailean havde haft travlt med at bilde sig selv ind, at han havde travlt.

Bevares, han havde da også haft rigeligt at give sig til. Af og til undrede han sig over, hvordan i al verden alle ekstraopgaverne i Morgaine's, var blevet klaret dengang han gik på Hogwarts. Men påskeferien var over dem nu, og hans mor havde på en eller anden måde fået det klaret, at Cailean kunne holde et par dage fri. Det gav ham lige nogle ekstra dage, til at give den dårlige samvittighed tid til at gnave i ham, imens Summers ord gav genklang. Og hvis du vil se ham... Så kan du gøre det.

Fuck it.

Cailean fandt vej til Cambridgeshire og transfererede til præcis samme sted, som han og Corban havde gjort den gang. Derfra gik han. Samme rute som for måneder siden. Det føltes som flere og få minutter på samme tid.

Da Yaxley Manor dukkede op bag træerne, fangede Cailean sig selv i at skæve mod vinduet. Men det var selvfølgelig tomt. Ingen Yaxley senior, ingen Corban, ingen lys. Cailean sænkede ubevidst farten, indtil han gik i stå. Var det en fejl at han var kommet? Skulle han have skrevet først? Ville det være bedst, hvis han bare vendte om? Han lukkede øjnene og prøvede at genkalde sig Summers ord igen, men de druknede i billeder fra sidst han havde besøgt stedet.

Tiden forsvandt. Cailean havde måske stået dét mellem træerne en time. Eller tre. Fugten klamrede sig i hvert fald til hans kappe og hår, og himlen var ikke ligeså lys som den havde været, da han tog afsted.

Men dér! En silhuet bevægede sig i et af de andre vinduer, og Cailean kom i tanke om, hvorfor han var kommet. Det var ikke for at rive hul på ubehagelige minder, det var for at besøge Corban og sikre sig, at idioten var okay. Så han satte mod døren og bankede på.

[Corban Yaxley Jr.]

Agnes Rosier var faldet i søvn med en bog i skødet i sofaen, som hun nærmest havde levet i efter sin husbonds død. Fordi Corban skulle tømme blæren, havde han varsomt løftet sig fra egne sofahynder, varsomt fragtet bogen ud af heksens hænder og lagt et tæppe omkring hende.

Selvom han sjældent veg fra hende mere end allerhøjest nødvendigt, meldte en husalf sig, efter han havde forladt badeværelset med besked om en gæst ved døren. Fordi alferne var under forbud at lukke nogen ind for øjeblikket, mærkede Corban brynene trække sig sammen. Da han åbnede den store hoveddør, havde han haft hånden på ryggen og fingrene klamret til staven.

Han skulle lige blinke en ekstra gang da han så hvem det var. "C-Cailean," Han lød lidt perpleks. Og så kom det mest forsøgte smil frem over læberne. "Hej."

[Cailean Morgaine]

Corban. Idiot. Men tilsyneladende i et stykke og langt mere samlet end Cailean havde kunne have frygtet. Blikket vandrede over kammeraten, og han ignorerede trangen til at omfavne ham. I stedet stak han hænderne i lommerne og søgte hans øjenkontakt.

"Din husalf er en nar." Svarede han endelig, og forsøgte så et halvt smil.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban betragtede kammeraten, som var det årevis siden de sidst havde set hinanden. Det var som om meget havde ændret sig, men ved Caileans kommentar løsrev han sig for bare at stå og betragte ham, uden helt at vide hvor man greb tråden efter man havde tabt den.

"Ja, Calypso er lidt mere tålelig," måtte han tilstå og spejlede det halve smil. "Vil du... ind?" Han åbnede døren lidt yderligere.

[Cailean Morgaine]

Cailean kløede sig bag øret og sendte et enkelt blik til siden ud i forhaven. Men han ville gerne ind. Eller, han ville gerne være der hvor Corban var. Han nikkede og trådte over dørtærsklen.

"Så... Du er flyttet hjem." Konstaterede han i mangel på andre ord. Han tog kappen af, og kastede den til stumtjeneren der greb den.

[Corban Yaxley Jr.]

Corban bevægede sig kun sjældent ud af den lille stue efterhånden, og havde ingen intention om at forskrække Agnes derinde med selskab. Det var derfor, han ledte Cailean hen mod den mindre salon på deres venstre side og lavede en fakt mod en af de bløde møbler.

"Ja. Det er mit nu," sagde han, selvom han stadig ikke følte noget ejerskab over de tomme haller. Han tog selv plads i en af lænestolene, og bad Cronus (den gnavne husalf der aldrig før i tiden havde lyttet til et ord Corban sagde) om at hente noget at drikke til dem.

"Hvordan... hvordan går det med dig?"

[Cailean Morgaine]

Caileans blik strejfede døren til stuen, men han tænkte ikke videre over, at de i stedet tog ophold i salonen. "Ja?" Han pillede ved en besynderlig pyntegenstand, inden han satte sig.

I lænestolen lignede Corban i sandhed en lille herre i eget hus. Lukket. Ulæselig. Cailean rykkede på sig i sædet han selv sad i.

"Jo altså det... Det er fint. Hvad med dig?"

[Corban Yaxley Jr.]

"Fint," var svaret Corban leverede tilbage, selvom det størstedelen af tiden virkede som det sidste det var. Men han trak stadig vejret. Besindelsen var ikke forsvundet, og han formåede efterhånden at gå i bad og få måltider indenbords.

Alligevel virkede den største forhindring lige nu, at finde ud af hvad han skulle fortælle sin bedste ven. "Cailean jeg..." Han lukkede munden, da husalfen kom med noget så harmløst som solbærsaft til dem. 

"Det er godt at se dig," sagde han så i stedet, da han tog glasset mellem hænderne.

[Cailean Morgaine]

Cailean så på Corban og afventede resten af sætningen, imens husalfen forstyrrede. Han var ikke så sikker på, at det var alt Corban havde at sige.

"Ja det... Jeg var i området, så..." Løj han og trak på skuldrende. Han skævede mod vinduet og prøvede at finde på en årsag til, at han skulle befinde sig i Cambridgeshire. Det lykkedes ikke rigtigt, så han skiftede emne.

"Jeg har besøgt Summer Maddox. Sådan, siden vi var der sidst."

[Corban Yaxley Jr.]

I området. Corban afholdt sig fra at rynke brynene. For han vidste ikke hvilke andre gøremål Cailean kunne have i Cambridge. Især ikke i den her landsby. Der var heller ikke nogen grund til at dykke ned i det. For snart talte Cailean om noget andet. En anden.

"Ja?" Summer Maddox havde været der for dem begge efter hvad der var sket. "Du må hilse hende og sige mange tak for... ja, alt."

[Cailean Morgaine]

"Klart," svarede han og gentog sig selv. "Klart, klart. Jeg har sagt at det var cool af hende, og sådan. Så du ved."

Han pillede lidt ved en negl, inden han i stedet tog glasset med solbærsaft og tog en tår. Tavsheden sneg sig ind i mellemtiden og Cailean havde lyst til at vælte glasset, bare for at stoppe den. Men han satte det pænt på det lille bord i stedet og diskede op med et spørgsmål, som han ligeså godt kunne have stillet en fremmede.

"Så... Hvad får du tiden til at gå med ellers?"

[Corban Yaxley Jr.]

Cool føltes som lidt af en utilstrækkelighed, men egentlig betød det alverden når det kom fra Cailean. Noget ved formuleringen fik i hvert fald Corban til at trække flygtigt på smilebåndet, selvom alt ved hans eksistens for øjeblikket virkede halveret. Han tog ligeledes en tår af sin saft og lod tavsheden sætte ind.

"Jeg øhm... får læst," sagde han, selvom ordene aldrig rigtig sank ind. Han havde ikke nærmet sig farens kontor siden hændelsen. Der var meget der kunne sorteres ud i, men det var som om motivationen aldrig rigtig bankede på. "Jeg har ikke været i min lærlingestilling i nogle måneder, så jeg forsøger at indhente det forsømte."

[Cailean Morgaine]

Det eneste Cailean kunne konkludere var, at Corban ikke kom meget ud. Hvor længe han mon havde været alene? Lukket inde i Yaxley Manor. I selvinduceret husarrest.

"Ja?" Blikket vandrede henover kammeraten, men der stod ingen tanker skrevet i panden på ham. "Så eh... Du har bare været... Her? Eller hvordan?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban kunne da godt have nævnt Agnes Rosier, men samtidig var der noget der holdt ham tilbage. Han var ikke helt sikker på hvad, nu hvor hun trods alt havde gjort sig synlig for det magiske samfund igen. Hun havde været tilbage på Hogwarts.

"Ja, jeg har været her," sagde han, selvom han da havde brugt den første korte tid i Cedrella og Padraigs ejendom.

"Der har været mange ting at ordne og sådan."

[Cailean Morgaine]

Mange ting at ordne... Cailean spekulerede lidt over hvad det indebar, men holdt spørgsmålet for sig selv. I stedet nikkede han, som om han vidste præcist hvad Corban mente.

"Helt klart." Svarede han intetsigende, og fortrød at han ikke var kommet noget før. Han havde det som om, at han var kommet for sent til noget vigtigt.

"Jeg ville heller ikke forstyrre, du ved." Han sank og rykkede på sin fod. "Eller... Altså... Jeg tænkte bare, at du nok havde travlt."