Knips-knips

[David Smith]

For en gang skyld var David stille – og havde været det længe(ish).
Han sad med sin blonde nakke bukket forover i dyb koncentration. Hovedet så tæt på bogens opslåede sider, at pandehåret næsten rørte.
I sandhed et rørende syn af en studerende der omsider havde lært glæden ved fordybelse.

Med ét blev venstre arm løftet fra bordet og ført vandret ud fra kroppen. Hånden for enden begyndte at knipse mod Milo Davies. Davids fjæs forblev i næsten fysisk kontakt med bogens sider.

”Du dér. Blæk.” Knips-knips ”Dit blæk.” Flad opadvendt håndflade med et par vippende fingre.
”Giv mig lige dit blæk.”

[Milo Davies]

Før alle vennerne var kommet på hver sit quidditch-hold var Milo ikke den store biblioteksgænger. Hans hungren efter viden var primært begrænset til det, mugglerne kaldte magi og alt, hvad der hed musisk udfoldelse. I hvert fald til hygge (og score) -behov.

Det var da heller ikke en skolebog, han sad fordybet i, men en manual til tricks og fifs. Han var netop i færd med at få en knut til at forsvinde mellem fingrene og bemærkede ikke den lyshårede drengs forsøg på at komme i kontakt med ham, før lyden af knips forsinket trængte ind. Forundret så han på drengen, som han aldrig havde bemærket før.

"Huh?" spurgte han uintelligent, ikke den fineste repræsentant for ørnene i det øjeblik.

[David Smith]

Den mildest talt sølle respons fik ikke David til at stoppe – tværtimod.
”B-L-Æ-K.” Fingrene vippede kommanderende. ”Det sorte snask de alle sammen skriver med her. For du har vel ikke en kuglepen?”

Han drejede hovedet mod drengen, vitterligt kun hovedet, mens resten af kroppen forblev i den sammenpakkede stilling hen over bogen. Og inden den anden fik tid til at svare, tilføjede han:

”Sig mig, skulle du ikke være klog?”

[Milo Davies]

Milo var intelligent nok til ikke at føle sig truffet af spørgsmålet. Han slap blot et fnys og gravede ned i sin taske. Det var ikke et blækhus, der blev rakt til ham. I stedet kastede han en kuglepen i hans generelle retning og beviste, hvorfor han ikke var på quidditch-holdet. Eller have andre sportslige færdigheder.

"Nah, jeg nøjes med kvik," svarede han med et træk på skuldrene.

[David Smith]

Kastet var om muligt endnu mere sølle end responsen havde været, men David kunne lide synet. Det var ikke hver dag at man stødte på en kuglepen.
Han rettede sig op til at kunne se efter nogen, der kunne agere forlænget arm.
”Du dér,” hidkaldte han en yngre elev og pegede på kuglepennen, som var trillet hen på grænsen af, hvad David muligvis kunne nå, hvis han strakte armen ud efter den.
”Giv mig den.”

Ikke mange øjeblikke senere havde David kuglepennen mellem fingrene mens en rødblussende 12-årig søgte tilbage mellem reolerne.

”Helt kvik ser du nu ikke ud,” kommenterede han så, inden han vendte hovedet tilbage i bogen og gav sig til at strege ud.

[Milo Davies]

Milo var som sådan ikke interesseret i at følge med i andres liv, men nu det var hans kuglepen, kastede han alligevel et blik eller tre i den retning. Det trak lidt omkring hans bryn, men han hævede dem aldrig.

"Well, du ligner heller ikke en narrøv, men sådan kan skindet jo bedrage," svarede han henkastet og lod knutten danse mellem fingrene.

[David Smith]

”Ja, det ved du nok alt om,” svarede David sorgløst og koncentrerede sig om rette i bogens tekst, så der under punkt 3. stod:'Tilføj en teskefuld af morgendugtis til flakonen.'
Det var en aldeles udmærket kuglepen.

Først da det så nogenlunde ud, rettede David sig atter op for at finde den anden dreng og spørge:
”Hvad er det nu, du hedder?”

[Milo Davies]

Milo lod det glide af. I hvert fald udadtil. Det forhindrede dog ikke den snigende usikkerhed. Frygten for, at nogen ville se, hvad der skete, hvad der var bag hans bedragende skind.

"Hvem spørger?" spurgte han tilbagelænet og satte mønten mellem pegefinger og tommel for at lade den forsvinde ind i nabohånden. Begge blev holdt frem, mønten helt forsvundet, før han fik den til at dukke op igen i modsatte hånd.

[David Smith]

Det var tilsyneladende ikke den skarpeste pipfugl i reden, siden drengen kunne spørge om dét.
David skulle da netop også til at påpege det, da mønten stjal hans sætning med det lille forbløffende forsvindingsnummer.

”David,” responderede han derfor i stedet - opslugt. Blå øjne blev fikseret til mønten, der kom tilbage.
”Vil du lære mig det der, ...?”

[Milo Davies]

"Beklager," svarede Milo uden at hæve blikket fra mønten, som han knipsede op med tommelfingeren og lod den falde til bordet. Fingrene gned sig op over den, til det kun var langefingeren, der gned cirkler over den. Han hævede den fra bordet og mønten var væk.

Først der vendte han blikket mod et sæt meget klare øjne. "Magikernes kodeks." Han rakte frem mod ham og trak mønten ud af hans øre.

[David Smith]

David så ikke ud til at registrere Milos afslag. Han fulgte blot møntens uforudsigelige rute gennem universet. Mundvigene dirrede da den poppede ud af øret på ham.
”Hold kæft, du er en nørd,” åndede David konstaterende ud af en mund, som ikke lukkede tæt så længe mønten var i bevægelse.

”Har du prøvet at gøre det på dyr?”

[Milo Davies]

Kvik, nørd. Kartoffel, kartoffel. Milo kastede sig ikke ud i definitionsspørgsmål, men lod blot knutten danse ind mellem fingrene og forsvinde igen. Han hævede brynene svagt, men havde snart ansigtet tilbage i de samme afslappede folder.

"Hvad, trække dem ud af folks ører? Yeah, massere af gange," svarede han i en sarkasme så subtil, at den sikkert ville gå over hovedet på de fleste.

[David Smith]

”Virkelig?” Sarkasmen gik tilsyneladende over hovedet på David – han kommenterede den i hvert fald ikke.
Han bankede gentagende gange spidsen af kuglepennen ned i hjørnet på den bogside, han før Milos magi-show, havde været ved at revidere.

”Har du prøvet på katte? Hunde? Hvad gør de, når du gør det på dem?”

[Milo Davies]

"Jeg ville aldrig gøre det på en hund," svarede Milo med samme alvor som før, hvis ikke mere. Ikke, at han nogensinde ville gøre det med noget dyr - måske lige med undtagelse af en hvid kanin.

"Og katte skal man passe på med. Du har ikke lyst til at trække dem op af bukserne. Kløer og sådan."

[David Smith]

David droppede at hakke løs på bogen, for i stedet at begynde at klikke ukontrolleret med kuglepennen.
”såå..” klikklikklik. Han så på den alvorsfulde fyr. Klikklikklikklik

”Du kan ikke finde af det,” konkluderede han.