Taking shortcuts and false solutions

[Millicent Flint]

Ferierne betød altid påskefrokoster og julefrokoster og alle andre måltider, man kunne binde på en højtid. Da de var små, var det Ambrose Macnair, der havde fået hende godt igennem dem. Sammen havde de gemt sig, lavet ballade og generelt fået det bedste ud af livet. Han var den, hun havde opdaget syv af de tretten flugtruter ud ad hendes barndomshjem. Men denne gang var det anderledes.

Skepsissen havde meldt sig, allerede da Millicent fik øje på den pæne kjole, der var lagt frem til hende på sengen. Med forbehold klædte hun om, hvor hun ellers før ville have søgt en konflikt. Men alt var anderledes, nu Gideon ikke var der længere, og det var først, da hun fik at vide, at Mr. Macnair og hans søn var ankommet, at hun søgte tilbage til de gamle vaner.

Faktisk var hun i færd med at benytte sig af flugtrute 3, vinduet længst til venstre fra hendes seng. Fra det kunne man lige akkurat nå træet, der voksede op langs siden af huset. Hasperne blev hægtet af og netop, som hun havde sat det ene ben ud af vinduet, lød døren bag hende. Overrasket vendte hun sig i frygten om, at det var hendes mor, men det var langt værre. Maven gjorde et lille sug ind mod midten ved synet af ham, hun havde undgået i flere måneder nu.

[Ambrose Macnair]

Hvad der var sket (eller ikke var sket) blandt klinker og varmt badevand havde skabt afstand mellem dem. Igen. Ambrose havde forsøgt at give Millicent plads til at mangle ham igen. Så snart han var kommet hjem på påskeferie, var det som om påmindelsen hviskede ham i øret. Omkring ikke at tillade, at de skulle glide fra hinanden igen. Han havde banket på døren til sin fars kontor - en dør der nærmest altid var lukket - og var kommet med et forslag der kunne ændre det hele. Et forslag han, på en eller anden måde, overbeviste sin far, i stedet var hans. 

Selvom det næppe var etikette, tilbød Ambrose at hente Millicent ned, efter de var ankommet hos Flintfamilien. Måske delvis for, at få en chance for at advare om hvad der skulle følge. Men da han bankede på og åbnede døren til Millicents værelse, var hun halvvejs ude af vinduet. Og selvom det næppe var det bedste tegn, endte Ambrose med at smile og læne den ene skulder ind mod dørkarmen.

"På vej ud?"

[Millicent Flint]

Millicent kunne ikke engang nå at forberede sig på alle de forfærdelige måder, Ambrose kunne reagere på, før han i stedet mødte hende med aftenens mest afvæbnende spørgsmål. Hun kom til at smile, ja, der formede sig endda noget, der mindede om en latter. Foden og halvdelen af benet blev dog stadig på ydersiden af huset.

"Det tænkte jeg," svarede hun ærligt og nåede ikke at stoppe sig selv, før det helt naturligt fulgte: "Skal du med?"

[Ambrose Macnair]

Ambrose burde nok ikke enable flugtforsøget når hendes forældre var nedenunder. Især ikke når han gerne ville have at de reelt anså ham som værende et godt match. Heldigvis spillede andre faktorer, foruden hans opførsel, også en rolle. Desuden var han ikke så god til at modstå impulser.

"Det skal jeg da," sagde han med en nærmest afslappet trækning på skuldrene, før han overlod hende til klatringen i den pæne kjole, så han selv kunne følge tæt bagefter.

[Millicent Flint]

Skørtet var heldigvis ikke helt så tætsiddende som de kjoler, Millicent selv valgte, men hun måtte stadig løfte lidt op i den for at komme ud ad vinduet. Det var da også langt fra første gang, hun havde taget den tur - engang havde det endda været iført en mindre krinoline, der dog var røget, før hun havde taget turen ned ad træet.

"Kan du stadig huske turen?" spurgte hun med et blik på ham over skulderen. Så måtte hun igen værdige al sin opmærksomhed til turen fra afsats til gren.

[Ambrose Macnair]

Foden var gledet på en af rankerne netop ved dét spørgsmål, men Ambrose var hurtig til, at få taget godt fat om en af afsatserne i muren. "Yes," lød det fra ham med et halvforpustet grin, selvom det nok havde krævet det ene close-call at huske de rigtige grebs-, og trædepunkter.

Snart var der dog solid bund under fødderne. Han børstede løse småkviste fra rankerne af sig, men bekymrede sig hverken med skjortefolder eller murstøv.

[Millicent Flint]

Det var med et par blade i håret og en kjole, der sad temmelig skævt, men Millicent endte også snart med begge fødder plantet på jorden. Hun tog en indånding og slap den igen med en tilfreds lyd. Først dér kiggede hun rigtigt på Ambrose. Blikket faldt lidt ned over ham, før det endte ved hans øjne igen.

"Du ser godt ud." Hun lød næsten overrasket.

[Ambrose Macnair]

Ambrose så kortvarig ned ad sig selv, selvom han udmærket vidste hvordan han var klædt. Noget ved hendes kompliment havde dog alligevel givet ham den indskydelse. "Ja, det gør du også," sagde han så, da blikket var på hende igen.

Ikke mange sekunder efter havde han trådt tættere på hende, så han kunne fiske et par blade ud af hendes hår. "Selv med blade og kviste i håret."

[Millicent Flint]

Millicent behøvede ikke at se ned ad sig selv. Hun var generelt klar over, at hun var en køn pige og prøvede ikke at lægge skjul på det. I stedet smilede hun skævt op til ham med kun et enkelt blik til bladet mellem hans fingre.

"Det kan da ikke være meget, man er pæn, hvis det kan ødelægges af et par kviste," pointerede hun.

[Ambrose Macnair]

Ambrose fnøs. Der var noget muntert over lyden, selvom den var temmelig underspillet. Efter at have pillet et sidste blad ud, lod han armen falde ned langs siden igen.

"Du må læse det ind i det, som du vil," sagde han så, i stedet for at udpensle sin opfattelse af hende. For Millicent måtte vel kende den. Vide at han beundrede hende, ligesom mange andre uundgåeligt måtte gøre. "Destinationen?"

[Millicent Flint]

Et mørkt bryn hævede sig let over svaret, men faldt ned igen, uden Millicent følte behovet for at påtale hans svar. I stedet trak hun på skuldrene af spørgsmålet.

"Bare... Ud. Var planen," svarede hun med et skævt smil. "Vi kan tage hen til træhuset?"

Hun vidste ikke, hvem der havde bygget det i sin tid. Det var ikke noget, hendes forældre nogensinde ville bruge tiden på. Nej, i stedet havde hun forbedret det gennem årene og med tiden inviteret Ambrose med sig derop. Ikke, at hun kunne huske, hvornår hverken han eller hun sidst havde været der.

[Ambrose Macnair]

Ambrose vidste, at det nok ikke var voldsomt hensigtsmæssigt at overlade sin egen far på egen hånd med Flinterne. Ikke at han var upålidelig, men efter Ambroses mor døde, var faren ikke længere den store sociale sommerfugl. Desuden var han ikke en mester til improvisation, hvilket ville være nødvendigt i sønnens fravær. Især givet anledningen.

"Så lad os gå," sagde han nu alligevel og begyndte at bevæge sig i retningen deraf. Selvom det var flere år siden, huskede han tydeligt hvor træhuset var lokaliseret. Da det dog kom i syne, virkede det langt mindre end han huskede det. "Så må vi se om det stadig kan holde til os."

[Millicent Flint]

Det var en elendig ide. Meget klassisk Millicent, men meget havde forandret sig siden Gideons død. Og nu gik hun mod træhuset med den, som hun egentlig var flygtet ud ad vinduet fra. Hun skuttede sig lidt i kulden, men kom ikke med nogen beklagelser.

"Vi skal nok ikke danse salsa deroppe," bemærkede hun med et træk i mundvigen.

[Ambrose Macnair]

"Det har jeg heller ikke hofterne til," påpegede Ambrose, hvis dansefærdigheder udelukkende strak sig til selskabsdans. Som adskillige andre rige fuldblodsbørn havde han fået danselektioner fra en tidlig alder.

Hovedet blev lagt en kende tilbage, da de stoppede under træhuset. Han løftede en hånd og testede rebstigen ved at lægge en smule vægt i den. "Vi må se om det holder," med det begyndte han at kravle opad. Træbrædderne foroven lød trætte, sådan som rebstien tyngede dem.

[Millicent Flint]

Millicent slap et muntert fnys, men sagde ikke mere. I stedet ventede hun, til Ambrose var et par trin oppe, før hun selv satte efter ham for snart efter at træde ud i træhuset.

Det var ikke hendes mening at grine, men da hun så på ham, stående med nakken let bøjet, ude af stand til at stå oprejst, kom den boblende impulsivt.