Vinteren er mig ligegyldig

[Simon Montague]

Klokken var 11.09, en lørdag morgen i et nyt år i en gammel sæson og Simon Montague, endnu gift, en de fleste ville huske som ham der løb væk med en anden, stod i sin egen fløj i Hickleton Hall - netop tilbagevendt alene.
Hvorfor var han der?
Det var det forkerte spørgsmål. Det antydede at der var en historie. Der var ikke nogen historie. Han havde fået nok af historie. Han havde trukket sig fra historie, nærmere betegnet fra historie med relation til brudte ægteskabsløfter, en drengs død på et dyrt tæppe, et efterladt hus i skoven og ud over alt dette, ikke mindst Agnes’ forsvinden.

Drop alt det ovenfor.
Han var bare en troldmand i et stort hus.

”Cora Greengrass?”

[Cora Greengrass]

Cora havde måtte vende hjem fra festen alene, ude af stand til at lokalisere sin husbond. Det var anden gang han havde efterladt hende en fest, men denne gang var hun overbevist om, at det var hende selv der havde forskyldt hans fravær. Men havde han ikke straffet hende nok med stuntet overfor Alissa Avery?

Året 2030 var begyndt i eget selskab i et stort hus, men selvom hun ønskede klarhed, var husbondens tilbagekomst også noget der fik hende til at længes efter eget selskab. Alligevel mødte hun ham i den lille stue i deres fløj, da han kaldte på hende. "Simon," sagde hun og betragtede ham, stående der i sit festtøj.

[Simon Montague]

Hjem, kære hjem. Se, der kom hjemmets kvinde. Simons mørke øjne lagde sig kun flygtigt på hende.
”Vil du også gerne have et glas..?” spurgte han uden hensyn til tidspunktet. Eller Coras mulige svar.
Han knipsede, tilkaldte husalfen der ankom til stuen med et pop.

Et stort hus. En enkelt troldmand. En enkelt heks.
Alfen var blevet sendt afsted med et mumlende ønske – allerede tilbage kort efter med en krystalkaraffel med gyldent indhold. To glas.

Det var først da Simon, uden magi, havde fyldt glassene, at han rettede sin opmærksomhed tilbage på Cora. Havde hun svaret? Han huskede det ikke.

Han trådte frem og bød hende det ene.

[Cora Greengrass]

Cora besvarede vist ikke rigtig spørgsmålet med ord, men blot en undersøgende blinken med to øjne. Beslutningen blev taget for hende, da to krystalglas blev frembragt af en alf og hældt op af husbonden. En klump sad i halsen, og det var måske den primære årsag til, at hun rent faktisk lagde fingrene om glasset og tog en sparsom tår.

"Hvor har du været?" spurgte hun så mere undrende, end bebrejdende. 

[Simon Montague]

Coras spørgsmål fik Simon til at tænke på det glemte hus ved skoven. Tankerne førte ham helt automatisk tilbage til tiden før huset, på det fine værelse i et andet stort hus. Han tænkte på et dyrt tæppe og et andet tæppe som i en anden tid havde været en manchetknap. Ubevidst faldt øjnene ned på skjorteærmerne. Den ene manchet manglede.
Se ham engang, i færd med at historiegøre sit eget fravær. Historiegøre sin egen manchetknap.

Stop det. Han var en troldmand der tog en tår af sit glas. Ikke andet.
”Forstyrrer jeg?”

[Cora Greengrass]

"Sikke et fjollet spørgsmål. Du kan vel næppe forstyrre i dit eget hjem," svarede Cora, selvom hun overvejede om hun overhovedet burde besvare hans spørgsmål. Især når han ikke havde besvaret hendes.

"Hvor meget har du drukket?" Han opførte sig anderledes. Ikke at hun nogensinde havde lært at læse ham til punkt og prikke.

[Simon Montague]

Simon løftede det ene øjenbryn, munden skulle netop til at svare, for han vidste udmærket, hvad han kunne forstyr- ah-ah-ah, ingen historie husker du nok.
Halsen sank ordene inden de forlod ham. Han løftede glasset på ny, tog en tår til, netop som hun spurgte ind til drikkeriet.

”Eh - ” Han kiggede fra glassets indhold til sin hustru. Lidt tøvende, og lidt noget andet, fordi han mistænkte hende for at mistænkte noget, svarede han:
”Det er min anden tår? Cora, hvad foregår der?”

[Cora Greengrass]

Cora satte prompte sig eget glas for sig med et suk. "Jeg ved ikke hvad der foregår," sagde hun og lød måske en smule frustreret. Ikke at det kun viste sig som en smule i hendes blik.

"Jeg ved ikke hvor du smutter hen, eller hvordan du kan tro, at det ikke smitter af på dig når du rotter mig ud til Alissa Avery eller lader mig forlade festen alene. Hvad er vi overhovedet for hinanden, hvis ikke et billede af noget fungerende udadtil?"

[Simon Montague]

Hvor mange gange havde han mindet sig selv om, at han bare var en troldmand? Fire gange nu? Fem? Mere?
Men det var svært bare at være en troldmand i et stort hus, der drak af sit glas, når Cora insisterede på at bringe historie ind i det. Forbandet historie der trak billeder og følelser og frygten af det totale kollaps ned over Simon Montague.

Noget i ham knækkede meget hurtigt.

”Åh, ja. Jeg glemte, at du jo havde lukket døren, da du hoppede i seng med Freddie Day. Så det tæller naturligvis ikke. Det er kun det jeg gør, som ødelægger alting. Fordi jeg ikke lukker døren.”

Men det var ikke rigtigt. For døren havde jo faktisk være lukket, da Matheo døde. Og det havde alligevel ødelagt noget..

[Cora Greengrass]

Billedet udadtil var langt anderledes end dem der var blevet kreeret bag en lukket dør. Cora havde bedt om tilgivelse fra Simon, uden han nogensinde havde undskyldt for sine handlinger mod hende. I øjeblikke som disse havde hun lyst til at stampe i gulvet og bede ham proppe tryllestaven op et sted hvor solen aldrig skinnede.

"Nej, det tæller ikke," insisterede hun så derfor. "Du sagde til vores bryllup, at vi bare skal spille spillet. Hvorfor går du overhovedet op i hvad jeg laver når døren er lukket?"

[Simon Montague]

Simon kunne ikke huske hvad han muligvis eller muligvis ikke havde sagt til deres bryllup. Hvis ikke ringen havde siddet solidt på fingeren, kunne han have svoret, at han aldrig havde sagt ja.
Det var ikke muligt for Simon helt at lade sin mening om Cora forbigå ansigtsudtrykket. Hvad hun sagde var direkte tåbeligt, et latterligt sølle forsøg på ansvarsfralæggelse. Pudsigt. Han var jo egentlig ligeglad. Efter alt hvad der sket med Matheo og Agnes Rosier, kunne det rage ham, og her stod han alligevel og hidsede sig op.

”- Fordi vi er gift, Cora!” snappede han: ”Lige meget hvad jeg har sagt, regnede jeg ikke med, at du ville hore løs til årets største fest med en uinviteret, uden i det mindste at advare mig først.”

Han måtte få sig selv stoppet, inden det gik for vidt. Simon prøvede at dulme det i en ny tår.

[Cora Greengrass]

Hore løs. Cora kunne ligeledes mærke hvordan samtalen skubbede til temperamentet. Hun havde haft det elendigt med hvad hun havde gjort, indtil Simon besluttede sig for at gøre hævnen til offentligt skue. Selvom hun lyttede til de snappende bemærkninger, endte hun fnyse værdien ud af dem.

"Jeg bad om tilgivelse," insisterede hun og havde også ment det lige i dét sagte øjeblik. Måske også øjeblikkene efter, indtil hende udstillingssessionen. "Gift eller ej, respekterede du mig ikke nok til at holde det mellem os. Nej, du har intet problem med at ydmyge mig offentligt igen. Og hvad får du egentlig ud af det? Måske håber du, at jeg en underdanig hustru ligesom din kære vejleder."

[Simon Montague]

Bare en troldmand i et stort hus. Bare en troldmand i et stort hus, der drak af sit glas.
Han havde ikke forventet at Cora ville kaste Agnes ind i mellem dem.

Glasset faldt ud af hånden på ham inden han kunne nå at gribe det. Det endte i skarpe skår på gulvet ved troldmandens fødder.

"Hvad sagde du?"

[Cora Greengrass]

Lyden af glas der splintredes fik kortvarig Coras øjne til at flakke. Men Simon var ikke en som den arrige Cailean Morgaine i en vinkælder. Det overbeviste hun i hvert fald sig om. Blikket forblev derfor på ham, fast og stædigt.

"Se selv, du vil gerne beskytte en pige fra skarpe bemærkninger, mens du selv - så villigt - kaster mig for løverne," Armene blev lagt over kors, mens hun betragtede ham.

"Er det på grund af hende, at du aldrig har prøvet på noget med mig?"

[Simon Montague]

Simon havde været klar til at vade gennem smadret glas for at få Agnes navn fjernet fra Coras mund. Men samtalen tog en ny drejning. Øjenbrynene søgte momentært nedad i overraskelse mens fødderne blev stående.

Hvad?
Han åbnede munden for at svare, men kunne pludselig ikke finde ord at sige højt.