Face to face, out in the heat

[Laurie Sprucewielder]

En skarp smerte borerede sig gennem hendes hoved fra øjenbrynet, så det hylede for hendes indre øre og svimlede for øjnene. Samtidig føltes noget i hånden helt forkert. Eller rettere, der var noget hun ikke helt kunne føle.

Hun prøvede at fokusere og famle ud efter Bayleas ben igen, men slagene var misplaceret og svage. Noget vådt og varmt løb fra brynet og ned i øjet. Det hjalp ikke på udsynet.

[Baylea Burke]

Baylea kastede kun et enkelt blik rundt for at sikre, at de stadig var alene, før hun satte sig hen over Lauries bryst med et ben på hver side af hendes arme til at låse hende fast. Hun bukkede sig lidt ned mod hende, tydeligvis uden respekt for intimsfære.

"Sidste chance," mindede hun hende om. "Ellers må jeg prøve andetsteds. Måske Nellie Broadmoor?" Det var også nemt, da hun delte opholdsstue med den yngre pige.

[Laurie Sprucewielder]

Laurie ville trække hånden til sig, men en skarp smerte jog igennem den da hun prøvede og snart efter var Baylea over hende igen. Der kom et ufrivilligt klynk fra hende, som hun bestemt ikke var stolt af.

Havde Laurie bare vidst, hvad Baylea snakkede om, ville det være nemmere at kaste nogen under bussen... Men én ting var helt sikkert, Laurie ville ikke lade hende gå efter Nellie.

"Ambrose! Ambrose Macnair!" Klynkede hun, selvom det måske var et sølle forsøg. Men hellere ham end Nellie.

[Baylea Burke]

Baylea stolede som udgangspunkt ikke på nogen og den eneste undtagelse havde taget alle hendes hemmeligheder med sig i flammerne. At Ambrose Macnair skulle have forrådt hende passede dog ikke overens med hendes logiske sans og hun slog en knytnæve hårdt i siden på pigen.

"Prøv igen," hvislede hun.

[Laurie Sprucewielder]

Slaget sendte både luft og lyd ud af Laurie, der ellers stadig var svimmel efter sparket i hovedet. Det nyttede åbenbart ikke, at fodre heksen med navne på folk der var i hendes egen freaky omgangskreds.

"Please, Baylea. Stop." Bad hun i stedet, håbløst ynkelig og hun væmmedes ved tanken.

[Baylea Burke]

De bønfaldende ord var sød musik for hendes ører og Baylea lavede en mental notits af, hvad der fungerede. Rå vold, selvfølgelig, men det vidste hun allerede. Ikke, at det gjorde hende immun for den behagelige summen i hænderne.

Blødt tyssede hun på hende. "Du får en sidste chance," lovede hun hende nådigt. Og strøg en blodklistret lok væk fra hendes tinding i en berøring, der næsten var blid. Men blodet over den lyse hud var farligt betagende.

"Giv mig et navn." Tomlen strøg blidt over såret og stod i kontrast til truslen om hendes veninde, der stadig hang i luften.

[Laurie Sprucewielder]

Halve og hele navne summede usammenhængende gennem svimmelheden, imens bayleas blide fingre mod hendes ansigt gav hende kvalme. Men ingen navne lod rigtig til at ville ud.

Hun ville flytte hovedet, men...

Måske var det de sidste rester af trodsig adrenalin, der slog sig sammen med en dumdristig løvehandling: I et ryk med hovedet der ikke gjorde noget godt for svimmelheden, lukkede Laurie munden op og bed tænderne hårdt sammen om fingeren med den bløde berøring.

[Baylea Burke]

Handlingen kom bag på hende og tænderne skar sig gennem huden og kød. Baylea slap et sammenbidt udbrud, men fik med et jerngreb tvunget hendes kæbe op, så hun kunne få fingeren til sig.

"Bæst," mumlede hun for sig selv og fulgte bevægelsen med blikket, da hun lukkede hånden. På et splitsekund var de mørke øjne igen på Laurie, netop som hun sendte den knyttede næve lige i næsen på hende. Det ville have været så let at sende næsebenet direkte på gennem panden på hende og bare få ordnet det med det samme. Men hun forbarmede sig og nøjedes med at brække hendes næse.

[Laurie Sprucewielder]

Den metalliske smag i munden var vammel og uvelkommen, men selv gennem svimmelhed og smerte, var der en hvis tilfredsstillelse i at høre Bayleas udbrud. Ikke at hun nåede at nyde den lille bitte sejr ret længe, før et jag af smerte skød gennem næseknoglen og det sortnede for øjnene i mørke plamager.

Hånden der ikke gjorde ondt, famlede kortvarigt rundt på gulvet efter staven. Men uden held. Hun havde mistet fornemmelsen for, hvor den var hende og sejlede rundt på grænsen til at miste bevidstheden.

[Baylea Burke]

Det var den sidste chance, Laurie ville få. Så Baylea rettede staven mod hende til en komplet kropslås. Et teatralsk suk forlod hende, stadig siddende over den yngre pige, men med al ro i verden, som hun helbredte såret på sin finger.

"Fint," gav hun og rejste sig. "Så må jeg se, om Nellie giver mig noget. Ellers kan det være, at MiniFusty er lige så kær som sin kæreste, når hun tigger." Hun kunne stadig levende huske, hvordan Jack Day havde bønfaldt hende.

[Laurie Sprucewielder]

Laurie hørte hvad Baylea sagde. Hun var klar til at sige et hvilket som helst navn - kaste hvem som helst under bussen. Men ingen ord kom ud og bevidstheden svandt længere og længere væk.

Da Baylea endelig rejste sig, blev Laurie liggende...

[Maighread MacFusty]

Baylea Burke var for længst væk, da Mags drejede om hjørnet. Tankerne var langt væk i strategier for den foreliggende kamp mod Gryffindor, da de alle stoppede ved et syn, der fik hele hendes krop til at stivne et sekund. Så var hun i bevægelse og var straks henne ved Laurie under en sammenbidt gælisk ed.

"Laurie?" kaldte hun nervøst og fik ophævet kropslåsen. "Lor?"

[Laurie Sprucewielder]

Det summende, svimlende mørke som havde opslugt Lauries bevidsthed, lod til at slå revner. Hun kunne i hvert fald hører sit navn et sted i det fjerne. Hun ville gerne svare. Råbe tilbage og fortælle hvor hun var. Men hun kendte ikke sin lokation og stemmen svigtede.

Det eneste hun formåede at få ud, var en svag lyd der virkede ligeså fjern som stemmen der havde kaldt hendes navn.

[Maighread MacFusty]

"Fuck, fuck, fuck," mumlede Mags for sig selv i en blanding af chok og brændende vrede. Hun rystede da heller ikke det mindste på hånden, da hun trak staven og fik veninden til at svæve.

"Jeg har dig, aye?" Hun vidste ikke, om Laurie kunne høre det, men hun fandt selv en smule ro i det, som hun satte direkte mod hospitalsfløjen med hende. Derfra tog helbrederen over og Mags fulgte opmærksomt med, selvom hun måske burde tage sig mere af, at Gryffindors overhoved blev orienteret.

[Laurie Sprucewielder]

Laurie svævede ligeså meget ind og ud af bevidstheden, som hun tilsyneladende havde svævet gennem skolen. Og fra at have ligget på et koldt, hårdt stengulv i korridoren, mærkede hun snart bløde puder og helende hænder.

Hvor længe der var gået var hun ikke sikker på, da hun endelig glippede lidt med øjnene og fik øje på hospitalsfløjen. Og en god veninde.

"Mags?" Hendes mund føltes en smule tør, og stemmen lidt hæs.