Seems exactly where I shouldn't go, I'm running to it

[Millicent Flint]

"Sov godt," ønskede Millicent Malcolm MacFusty godnat, før hun forlod sovesalen med tankerne svirrende rundt i et uorganiseret rod, ramlede mod hinanden og efterlod hende mere forvirret, end da hun havde opsøgt kæresten. Hun nåede da heller ikke meget mere, end døren gled i bag hende, da hun kolliderede frontalt med Ambrose Macnair. Håret var stadig rodet og blusen taget på på vrangen, uden hun havde opdaget det.

Øjnene blev spilet op i overraskelse. "Mac."

[Ambrose Macnair]

Hovedet værkede stadig en kende da Ambrose bevægede sig mod drengenes sovesal. Havde trinene ikke evne til at forvandle sig til en rutsjebane, havde han måske overvejet om han var på vej det forkerte sted hen, da han kolliderede med Millicent.

De stod stadig tæt på hinanden, da blikket gled over hende; bed mærke i det uglede hår. Frem for at sige noget, sendte han hende et smil og nikkede henvisende til den vrangvendte bluse.

[Millicent Flint]

Millicent vidste ikke, at det sorte hår bar lighed til en fuglerede, lige så lidt som hun var klar over, hvordan blusen sad. Blikket gled ned over hende selv, før hun med en svag rødmen fandt tilbage til Ambroses.

"Du er blevet udskrevet," konstaterede hun af mangel på bedre emne, der ikke nærmede sig, hvad hun lige havde lavet på hans sovesal.

[Ambrose Macnair]

Selvfølgelig generede synet ham. Ja, fordi han ikke selv var skyld i den uorden der prægede hende. Øjnene fandt Millicents, uden at blikket flakkede som det havde gjort i de første vågne stunder på hospitalsfløjen.

"Minsandten," lød det fra ham, smilet stadig nærværende over læberne. "Og du er lige gået ud af drengenes sovesal." De kunne sagtens udveksle sandheder.

[Millicent Flint]

De stod stadig så tæt på hinanden, at Millicent ikke kunne træde så meget som ti centimeter frem eller til siden uden at træde direkte ind i Ambrose. Så hun blev stående, hvor hun var, nakken lagt let tilbage for at holde hans blik.

"Søreme så," svarede hun med et lille træk i mundvigen. "Jeg kom vist en etage for lidt op."

[Ambrose Macnair]

Ambrose havde ikke ligefrem gjort et tegn til, at han ville skubbe sig forbi hende og nå sin egentlige destination. Dette var på trods af, at han egentlig havde brug for at hvile sig.

"Yea, sure," Kom det afslappet fra ham, uden det store behov for at påtale søforklaringen. "Det kan jo ske." Han løftede hånden for at skubbe noget af hendes hår blidt på plads.

[Millicent Flint]

Det var ikke meget mere end minutter siden, at Millicent havde ligget topløs i Malcolms seng. Hun kunne stadig mærke aftrykket kærestens læber mod sine. Og så forsvandt det som dug for solen, da Ambrose strejfede hendes tinding i processen.

"Ja," svarede hun med et blik, der flakkede svagt mellem hans øjne. Måske det også var en tur ned forbi hans læber, men huden var stadig varm og vågen og skreg efter flere berøringer efter at have fået uglet håret.

[Ambrose Macnair]

Der var betagende, at se hendes blik flakke sådan mellem hans øjne. Fristende, tilmed, da det kortvarig kom på afveje ned mod hans mund. Ambrose huskede tydeligt hvordan det havde føltes at kysse hende. Mærke hendes varme læber og hendes krop over sin egen i en mørklagt kælder.

"Jeg skal ikke opholde dig," sagde han så, stemmen brummende og dæmpet, uden at han drejede kroppen, så hun kunne mosle sig forbi ham. "Selvom jeg gerne vil."

[Millicent Flint]

Ambrose var ikke den eneste, der mærkede impulsen. Hele Millicents væsen følte sig draget til ham, muligvis fordi hun kun skulle hæve hånden lidt for at røre ham. Hun sank og det var en udfordring i sig selv. Så hun tog et skridt frem for at gå forbi ham, udelukkende for at kunne mærke varmen fra hans krop mod sin.

"Well, du gør det ikke nemt for mig," svarede hun og kom alligevel til at smile.

[Ambrose Macnair]

Ambrose vidste godt hvad han burde gøre. Opføre sig pænt, frem for at agere menneskelig barrikade. Da hun trådte et skridt frem, måtte han sænke hagen en anelse for at bevare hendes blik.

"Det gør du heller ikke for mig," gengældte han med et drillende smil. Gnisten sad i hans blik, da han endelig vendte sig med siden til hende, så hun ville kunne mase sig forbi.

[Millicent Flint]

Svaret gav hende det behageligste sug i maven, men Millicent prøvede hårdt at ignorere det. Ikke at lade det rodfæste sig, fordi hun elskede Malcolm MacFusty og han prøvede virkelig. Han prøvede at forstå, prøvede at række ud. Og alligevel flyttede hun sig ikke mere end enkelte centimeter, så de igen stod ansigt til ansigt.

"Nå? Har du andre ønsker, så det bliver nemmere?"

[Ambrose Macnair]

Nu hvor han gav hende rum til at kunne bevæge sig ned ad trappen og skabe mere afstand mellem dem, opsøgte Millicent alligevel nærheden. Ikke at han havde en klage, selvom han nok burde forsøge at få pulsen ned frem for op, efter den omgang smasher-to-the-hand, fall-to-the-head.

"Nej. Ingen af mine ønsker gør det nemmere."

[Millicent Flint]

Millicent havde en god fornemmelse af, hvad hans ønsker var. Problemet var, at det ikke gjorde det mindre fristende at spørge ind til dem - snarere tværtimod. Hun fugtede læberne og prøvede ikke at lade sig distrahere af hans duft. Hvordan kunne den stadig være så tiltalende efter flere dage på hospitalsfløjen? Det virkede ikke retfærdigt.

“Nej?” lød det i stedet fra hende i stedet for det godnat, hun havde tænkt sig at sige.

[Ambrose Macnair]

Ambrose kunne sagtens fortælle hende, at hans ønske var at hun kom endnu tættere på (selvom det snart var umuligt). At det der ville gøre det nemmere for ham, med hensyn til hans higen efter hende, ville være at de tog afstand. Det var dog det sidste han ønskede. Det sidste han burde gøre.

"Nej," gentog han så bare; øjnene låst i hendes. "Er du for træt til, at sidde dernede med mig?" Han nikkede ned ad trappen mod opholdstuen.

[Millicent Flint]

Det var Millicent egentlig ikke, men på den anden side havde hun også lige sagt godnat til Malcolm og hun ville meget nødigt rende ind i ham. Så i stedet for at følge fornuften og opfordre både ham og sig selv til at få en god nats søvn, trak hun på den ene skulder.

"Hvad med et andet sted? Lidt ... væk, måske?"