Dæmpet belysning er godt for vores hygge

[Millicent Flint]

Fra at være en afslappet weekend var det hurtigt gået sidelæns med Ambrose Macnair, der faldt mod jorden efter mødet med en smasher. Millicent havde brugt resten af aftenen med ham på hospitalsfløjen og den følgende dag var også blevet mere eller mindre slugt.

Først søndag aften sank hun ned i sofaen ved siden af Malcolm MacFusty og plantede et kys på hans kind.

[Malcolm MacFusty]

Det var ikke fordi Malcolm ikke bekymrede sig, eller havde lidt lyst til at give en hvis ørn igen med en velrettet smasher i næste kamp, men han vidste samtidigt ikke helt hvordan han skulle føle omkring, at Millie havde brugt hele weekenden på hospitalsfløjen.

Der var dog ingen forbehold da hun dumpede ned ved siden af ham i sofaen den aften og den ene arm lagde sig naturligt omkring hende, mens han gengældte kysset med et mod hendes hår “Howdy stranger.”

[Millicent Flint]

"Hvor amerikansk af dig," svarede Millie med et træk i mundvigen. Det var en lettelse at kunne glide ned i et mere behageligt møbel end det lille stykke af Ambroses hospitalsseng, som hun havde siddet på størstedelen af weekenden.

"Har du bare siddet her og ventet på mig?" Ikke, at hun troede det, men hun fiskede også mere efter komplimenter end et reelt svar.

[Malcolm MacFusty]

Malcolm trak hende lidt tættere og vippede hovedet ned at hvile mod hendes “Min indre cowboy var lige vågen.” Spøgte han og gav hendes arm et lille klem før han fortsatte “Mere eller mindre. Jeg var begyndt at overveje om jeg skulle sende en eftersøgnings-ekspedition ud efter dig.”

[Millicent Flint]

"Det var lige før," svarede Millicent og satte sig til rettede, så hun kunne se op på ham. Det var en lidt skæv affære, men der blev alligevel plads til at få benene op i sofaen også.

"Peeves havde indtaget passagen lige ud for trofærummet, så jeg måtte ud på lidt af en omvej."

[Malcolm MacFusty]

Malcolm løftede hovedet og lænede sig lidt tilbage da hun så op på ham “Mhm..” han trak ikke armen til sig, for det var ret rart hun var der, selvom han havde det lidt underligt i maven over hvorfor hun ikke havde været der “Det lyder som ham, ja.” Medgav han og løftede hånden lidt, så han kunne stryge en mørk hårlok om bag hendes ene øre.

[Millicent Flint]

Det var behageligt og trygt og meget dem, som Millicent lænede sig ind mod hans arm med et afslappet suk. Hun trak ganske let på smilebåndet, men blikket var fjernt og alle kendetegnene for, at hun nærmede sig et emne tættere på hendes indre, var tilstede.

"Mal? Hvad ville der egentlig ske med os, hvis mine forældre valgte, at jeg skulle forloves?"

[Malcolm MacFusty]

Malcolm sank selv lidt sammen og tillod sig bare at nyde nærheden, mens han fortsatte med at stryge fingrene gennen hendes hår, bare fordi det føltes rart. Tavsheden ville normalt ikke gøre ham noget, men der var også noget på hendes ansigt, der fortalte ham, at hun tænkte over noget.

“Mhm?” Opfordrede han før hun fortsatte, med et spørgsmål der fik hans bryn til at krybe sammen over næsen. Det var et faktum han vidste kunne komme, sikkert ville komme, men at tænke på sit forhold som tidsbegrænset, var noget han aktivt havde undgået “Forsøge at overbevise dem om at forlove dig med mig?” Foreslog han med et lille smil, fordi han ikke ærligt vidste det - og fordi han godt vidste, at hendes familie nok aldrig ville mene han overhovedet ville være en kandidat.

[Millicent Flint]

Seriøst eller ej, var det svaret, Millicent havde brug for at høre. At selv et sådant emne kunne blive taget med et lille smil og en morsom bemærkning. Hun gav hans arm et lille klem og smilede skævt op til ham. Lidt udmattet, ja, lidt mat også. Men det var der.

"Stærk plan," svarede hun med et glimt i øjet. "Så kan det være, jeg også endelig må få lov at møde en drage." Hun så på ham med store øjne.

"Mit navn starter godt nok med M, men tror du, jeg må være med i klubben, når jeg ikke har ild i totterne ligesom jer?"

[Malcolm MacFusty]

Malcolm nikkede, stadig smilende, men også stadig med alvor gemt i blikket “Du har hele tiden været velkommen på Hebriderne.. hvis dine gamle havde givet dig lov altså.” Nu han nævnte dem, var han ikke engang helt sikker på, om de vidste noget om ham. Han dvælede dog ikke ved det, men smilet voksede lidt “Jeg tror du ville være et naturtalent til at være en MacFusty.” Han snoede en tot af hendes hår om to fingre “Vi kan farve dit hår hvis det endelig er.”

[Millicent Flint]

Millicent havde ingen intentioner om at begive sig så meget som i nærheden af emnet hendes forældres forhold til at være i nærheden af drager. I stedet smilede hun skævt og lænede sig ind mod hans hånd.

"Nah, jeg tror ikke, rød er en god farve til mig," svarede hun og lænede sig bare lidt tættere på. "Medmindre det er en lille, rød kjole."

[Malcolm MacFusty]

Malcolm lagde hovedet lidt til siden og betragtede hende vurderende, så godt som det nu kunne lade sig gøre, sådan som de sad “Nej?” Han lød ikke helt overbevist, men han kunne godt lide hendes mørke hår, der altid duftede godt “Hvor lille er den kjole?” Spurgte han så med et glimt i blikket og havde momentant glemt alt om Ambrose, quidditchkampe og sygehusfløje.

[Millicent Flint]

Millicent brød sig særdeles godt om det implikerede kompliment, selvom hun ingen intentioner havde om nogensinde at blive rødhåret. Derimod var hun mere end klar til at læne sig tættere på ham, til hun lige så blødt kunne hviske mod hans øre.

"Der ville helt klart blive trukket point, hvis jeg mødte op i den på skolen. Måske med undtagelse af et tomt klasselokale om aftenen."

[Malcolm MacFusty]

Malcolm så afventede på hende, indtil hun havde lænet sig så tæt på han ikke kunne se hende i øjnene længere. Det var heller ikke nødvendigt for at plante et smørret smil på hans læber, for hendes ord skabte et ret fint mentalt billede i hans hoved “Og du mener tomme klasselokaler er stedet til korte, røde kjoler?” Drillede han og var helt sikker på han ikke ville kunne få det mentale billede ud af hovedet lige forelbigt.

[Millicent Flint]

Det var sikkert ret kvalmende for de andre i opholdsstuen at se på, men det kunne Millicent ikke bekymre sig om. Hun trak sig blot tilbage, indtil hun kunne finde hans læber i et dvælende kys.

"Du mener måske, det er et forkert sted?" mumlede hun, ikke langt fra hans læber.