Slået af kosten

[Millicent Flint]

Forpustet ilede Millicent op ad trapperne mod hospitalsfløjen. Det havde taget hende en evighed at komme ud fra tilskuerpladserne og selvom hun vidste, at Ambrose Macnair nok skulle klare den, kunne hun knapt trække vejret - og denne gang var trapperne ikke den direkte kilde.

Ravenclaws kampe var altid brutale, men Millie havde dog ikke forventet, at deres ene basker ville sende en smasher direkte mod søgeren, da han nær havde grebet lynet. Nu kunne hun dog vælte ind på sygestuen, forbi alle sengene og direkte til Ambroses side. Hvis Malcolm MacFusty eller resten af holdet var der, opdagede hun det ikke engang. Hendes hånd greb bare om den langfingrede, som hun kendte så godt.

"Mac?" kaldte hun blidt.

14. Januar

[Ambrose Macnair]

Lange, smidige fingre havde udstrakt sig ud i den kolde januarluft. Lynet havde været så tæt på, at han kunne mærke luften fra dens vinger mod blommen af sin pegefinger. I det næste blev håndklædet knækket og knoglerne i fingrene knust. Pulveriseret af en smasher, så han blev sendt ud af kurs og faldt ned af kosten.

En berøring kunne mærkes mod den raske hånd. I et sekund var han overbevist om, at han måtte ligge i græsset på Quidditchbanen, men det føltes ikke helt så koldt. Selvom han havde udvekslet et ord her og der med holdkammeraterne, gled han lidt ud og ind af bevidsthed. Selvom han genkendte stemmen der kaldte på ham, var hans øjne lukkede da han krogede en rask finger rundt om en af hendes.

[Millicent Flint]

Ikke en forandring var at spore i Ambroses ansigt og Millicent, der efterhånden var kommet sig ovenpå alle trapperne, stod stadig med hamrende hjerte og så ned på ham. Brynene var tæt sammentrukne og hun kom med et dæmpet udbrud, da en svag finger lukkede sig om hendes

"Åh, tak," mumlede hun og bukkede sig for at lægge panden mod den. Hun vidste ikke, hvor længe hun stod sådan. Først da helbrederen kom med en stol til hende, flyttede hun stilling og tog plads uden at bekymre sig med, at minutterne blev til timer.

[Ambrose Macnair]

Ambrose var samlet set uvidende om hvem der besøgte ham hvornår i løbet ad dagen. For han var ikke tilstede i mange sekunder ad gangen, hvis overhovedet. Hjernerystelsen, eller hvad end det var, havde gjort ham omtåget, men det samme havde eliksiren som helbrederen havde hældt i ham for, at formilde den. 

At dømme på belysningen, da han endelig åbnede øjnene, måtte det være blevet aften. Og dér, så han nogen ved sin side. Selvom meget stadig slørret (og Millicent egentlig også var lige i begyndelsen), huskede han svagt hendes kaldende stemme. "Hej," stemmen var hæs og dæmpet, men han smilede.

[Millicent Flint]

Udenfor var solen gået ned, men Millicent bekymrede sig ikke med, at hun havde misset aftensmaden. Maven skulle nok erklære sig uenig senere, men det kunne ikke have været mere fjernt for hendes tanker, da Ambrose endelig slog øjnene op.

Hun rettede sig omgående op og det gav et lille træk i hendes hænder for at tage hans. Denne gang blev de dog liggende, som hun sendte ham et smil.

"Hey." Stolen skrabede mod gulvet, da hun rykkede sig helt op til siden af hans seng. "Hvordan har du det?"

[Ambrose Macnair]

Ambrose huskede kun brudstykker af hvad der var sket på banen. Brudstykker... Han så ned mod den højre hånd, komplet dækket af bandager. Ikke en eneste finger kunne bevæge sig og han havde det her svage minde om, at helbrederen havde sagt noget om skelogro, når hovedet havde kommet sig. Lige nu føltes det nærmest følelsesløst fra albuen og ned, men han huskede smerten. Den der knusende lyd.

Øjnene vendte sig mod Millicent. "Jeg... har det," blev svaret han kunne komme med. "Det føles som den værste omgang tømmermænd. Der var også to af dig lige før, men det er måske ikke helt slemt." 

[Millicent Flint]

"Undskyld," skyndte Millicent sig at sige efter et ufrivilligt fnis over det tørre svar. Den ene hånd lagde sig over hans raske, mens den anden fandt hans kind.

"Men du ville ikke engang vide, hvad du skulle stille op med en af mig. To kan meget hurtigt gå fra våd drøm til mareridt."

[Ambrose Macnair]

Smertemedicinen havde vist en positiv effekt på Ambroses humør, selvom det også gjorde ham sløv. For frem for, at blive nervøs over hånden - og det faktum at hvis knoglerne ikke voksede ordentligt sammen, ville det både gå ud over hans spil på banen og, vigtigere, klaveret - tænkte han i stedet på hele konceptet af Millicent og hendes dobbeltgænger, og smilede måske også en tand mere fjoget end normalt.

"I kan bare komme an," lød det hæst fra ham, som var det reelt noget der kunne ske lige-nu-og-her. "Mere end en drøm ville gå i opfyldelse."

[Millicent Flint]

"Jaså?" spurgte Millicent og hævede brynene lidt, tydeligvis udsyn at forsøge at lægge skjul på sin mistro. Hun lod hånden falde fra hans kind, men blev ellers nær ham.

"Fortæl mig endelig lidt om de drømme."

[Ambrose Macnair]

Det distraherede ham nok fra sølleheden, selvom Ambrose stadig havde skygger og mærker rundt omkring efter faldet. Da hendes hånd forlod hans kind, savnede han den. Samtidig var selv hans raske hånd så tungfølende, at han ikke rigtig kunne løfte den med lethed og få hendes tilbage.

"Altså, den første drøm handler om dig og er ikke kun uartig," indrømmede han så, men sparede på detaljerne. Smilet om læberne sad der stadig; udmattet, men tilstedeværende. "Den anden drøm om meget uartige ting med dig og en anden. To af dig er dog endnu bedre."

[Millicent Flint]

"Det er heldigt, at du er for sølle til, at jeg slår dig," bemærkede Millicent og selvom hun burde være færdig med det, var hun ikke helt utilfreds med, at han stadig tænkte sådan om hende. Hun smilede, da hun fortsatte:

"Så du kan nøjes med at få at vide, at to af mig i din seng ville være to mere, end du kunne håndtere."

[Ambrose Macnair]

Truslen fik ham til at grine, selvom det føltes en kende ømt i ribbenene. "Det lyder bare som en udfordring," påpegede han så. At få af vide at der var noget man ikke kunne, gav ham kun mere motivation. Ja, selvom han lige nu ikke rigtig kunne handle på noget.

"Og lige nu har jeg vist ikke lige al kampkraft."

[Millicent Flint]

Lyden af hans latter var lige så tiltrængt, som hans efterfølgende smerte gjorde ondt på hende. Millicent strøg fingrene gennem hans hår og sendte ham et sympatisk smil.

"Bare rolig, jeg skal nok være der til at afvise dig, når du har fået det bedre," forsikrede hun ham med et lille blink med det ene øje.

[Ambrose Macnair]

Ambrose fik nogle solide Millicent-som-helbreder fantasier, sådan som hun smilede til ham med sympati for hans ulykke, mens hun nussede ham i håret. Hendes ord fik det til at trække skævere på hans smilebånd. At se Malcolm MacFusty dukke op til nytåret, havde ikke været det fedeste.

"Auch. Så kan jeg ligeså godt lade være med at få det bedre."

[Millicent Flint]

Millicent fnøs, men kunne ikke lade være at smile af ham. Især ikke, mens fingrene fortsat strøg gennem hans tykke hår. Hånden endte bag hans øre, så hun kunne stryge tomlen over hans tinding.

"Du skal få det bedre," konstaterede hun dæmpet.