Morgenen efter

[Sophia Slughorn]

Der var altid en duft af syrener i Montague-familiens haver. I buske og klatrende op langs murene snoede og bredte de sig. Sophia havde foragtet dem som barn og brugt flere år på at hade deres duft, uanset om det var en sæbe eller et duftende lys. Hun havde svoret, at hun altid ville hade dem og at hun ville bryde fri af sin families greb.

Nu lænede hun dog hovedet lidt tilbage, siddende på terrassen. Hun lukkede øjnene og tog en indånding efter at have tilbragt en nat i hjemmet. Der havde ikke været andet valg efter brylluppet. Fiaskoen. Skandalen. Bruden var vistnok ikke engang på matriklen.

Hun kunne høre Simon Montague over stenene. Sine nærmeste kunne hun genkende på lyden af deres skridt og hun var ikke overrasket over at se ham stå foran sig, da hun slog øjnene op.

"Godmorgen, little one." Hun hævede to fingre fra hånden, der lå dovent over armlænet, i opfordring til at sætte sig på den ledige stol.

[Simon Montague]

Aften var blevet til nat, nat var blevet til morgen, som var intet ændret i verden.
Cora var ikke kommet tilbage. Ingen havde sovet i det nye fælles soveværelse, sengen endnu redt.
Han fandt sin søster i haven. Stoppede foran de lukkede øjne.

Simon besvarede hendes morgenhilsen ved at sætte sig på stolen.
Fingrene på den ene hånd kredsede automatisk om ringen på den anden. Synet blev fæstet til et tomt punkt, lidt skråt fra Sophias ansigt.

”Jeg tror ikke, at hun kommer tilbage.”

[Sophia Slughorn]

Hovedet var stadig lænet let tilbage i afslappethed, mens Sophia studerede sin yngre bror. Fæstnede sig ved det tomme udtryk og fingrenes åndsfraværende dans om vielsesringen. Instinktivt trak hun tomlens blomme over undersiden på sin egen.

"Hm," lød det tankefuldt fra hende, før hun nåede til hans øjne. "Det er ikke det vigtige spørgsmål. Spørgsmålet er, hvordan du ville have det, hvis hun gjorde."

[Simon Montague]

Hvis hun gjorde.
Simon var drevet væk, måtte blinke sig tilbage ved sætningens ordlyd.
Hvis. Hvis hun kom tilbage. Han kunne mærke det trække så ganske svag i den ene side af hjertet. Tråde af håb der endnu var intakte.

Han så på sin søster, mens han mærkede efter det mest sandfærdige svar på hendes spørgsmål.

”Trods alting, ville jeg blive glad”

[Sophia Slughorn]

Det var lidt af en arbejdsskade, der fik Sophia til hele tiden at gemme små prøvelser i sine ord, men hun værdsatte ikke desto mindre hans svar. Et mildt smil opblødte hendes træk, mens hånden strøg distræt langs siden på maven.

"Hvordan kom du fra samme sæt forældre som din bror og mig, hm?" bemærkede hun, tydeligt underholdt ved tanken. Hun dvælede dog ikke længe, men fortsatte med større alvor.

"Hun kommer tilbage. Stol på mig."

[Simon Montague]

Sophias smil blev til Simons smil.
Det var svært andet, når sådan en bedyrelse kom fra en ægte voksen med erfaring. Eller. I hvert fald mere voksen og med mere erfaring end en syttenårig.

Lettelsen gled igennem ham som forår, det nev i lungerne, al det liv. Han rømmede sig. Prøvede at finde sin stemme.

”Og hvad gør vi så? Når –”

[Indsæt Agnes]

”- hun kommer tilbage?”

[Sophia Slughorn]

Brynene trak sig let sammen over spørgsmålet. Svaret lå i alt det, de begge var vokset op med. Alle værdierne og kravene. Sophia fugtede læberne, mens hun overvejede, hvad det egentlig var, han ville have ud af svaret.

"Så gør vi vel, som vi altid har gjort." Blikket observerede ham vågent.

[Simon Montague]

Simon nikkede. Han kunne godt lide det, Montague-svaret. Det der indikerede at de, trods uenigheder og forskelligheder, altid holdt sammen som familie. Klarede alting sammen.

”Måske skulle jeg opsøge hende?” Tanken var spiret frem. Simon rettede sig op, lænede sig fremad på stolesædet.

”Jeg ved, hvor hun er. Det kunne være godt, at jeg viste engagement, tilgivelse. Hvad synes du? Det ville være en god ide, ikke?”

[Sophia Slughorn]

At opsøge en brud, der var stukket af, virkede ikke som den bedste idé. Men Sophia så ikke kun sagen fra sit eget perspektiv. Hun vurderede også, at Cora Greengrass var stukket af efter at have sagt ja. Hun var ikke længere fri til at gøre, som hun ville uden konsekvenser. Der var et ansvar nu og det var vel kun Simons ret ... Det var i hvert fald sådan, hun retfærdiggjorde det for sig selv.

"Det er dit ægteskab," svarede hun med en subtil trækning om mundvigene.

[Simon Montague]

Simons øjne flakkede.
(Ægteskab?)
Han blinkede.
(Ah.)
Sophia tænkte på Coras rasende reaktion, der utvivlsomt ville komme, hvis det gik op for hende, at han søgte Agnes. Men det krævede at Cora rent faktisk kom tilbage og opdagede det.
(Og lad os være ærlige. Hvad er sandsynligheden for det?)

Blink blev til flere nik. ”Fint. Jeg gør det,” lød beslutningen oven på det, som Simon tolkede som sin søsters accept. Han lagde hænderne fladt mod sine lår. Overvejede at rejse sig, tage af sted med det samme.
Kom så i tanke om noget:

”Oh jo. Mens jeg husker det. Har du stadig Matheo Rosier stav?”

[Sophia Slughorn]

Sophia sagde ikke mere, men sad bare og betragtede Simon, mens han lod til at vende hele verdenssituationen i hovedet. Hun noterede sig hændernes placering mod lårene og forventede at se ham gå. Det var dog ikke forundring over, at han blev siddende, der fik hende til at rynke brynene.

"Ja."

[Simon Montague]

Simon overvejede, hvordan han skulle gribe det an uden at det kunne vække en eller anden mistro. Sophia var auror, trods alt. Han løftede sine øjne til hendes; valgte den direkte tilgang:

”Jeg vil gerne levere den tilbage til ham. Tryllestaven.”

[Sophia Slughorn]

Fortsættelsen var ingen overraskelse. Hvorfor skulle Simon ellers spørge? Sophia betragtede ham, mens hun vendte forespørgslen i hovedet. Overvejede alle mulighederne, før hun til sidst besluttede sig for, at det i sidste ende var hans ret at ordne det med den anden troldmand.

Tavst rakte hun ind i ærmet, hvor tryllestaven havde ligget, fastholdt og skjult med magi, siden hun havde taget den fra Matheo Rosier. Den blev lagt på bordet mellem dem.

[Simon Montague]

Det var et væmmeligt syn, Matheos Tryllestav.
Hvor mange minder havde den stjålet fra Agnes? Hvor mange af de der grund-kerne-oplevelser som havde potentialet til at binde en god verden sammen, havde netop denne stav fået til at gå op i røg?
Han kunne bare knække den. Tage den, og knække den. Forvandle noget andet så det lignede..

Overvejelserne fik det til trække i mundvigen. Simon rakte ud efter den.

”Tak.”

[Sophia Slughorn]

Sophia forsøgte ikke at snage i Simons tanker, men måske var hun kommet til det. Måske kendte hun ham bare godt. Måske kendte hun i virkeligheden sig selv godt og vidste, at de lignede hinanden. Hun anholdt ham i hvert fald med en enkelt, løftet finger.

"Det er en tryllestav, skåret og dedikeret til en troldmand. Eller heks." Hun havde ikke haft behov for at teste dens loyalitet. "Du vil behandle den med den respekt, det fortjener." Fingeren lagde sig hos de andre.

"Uanset dit forhold til dens ejer."