(un)Natural selection

[Millicent Flint]

Det var fuldkommen absurd. Millie så sig omkring i det dæmpet belyste værelse, kom-og-gå rummet havde taget form af den aften. Med omhu undgik hun stadig maleriet af den afdøde, men kastede vågne blikke rundt. De måtte alle vide noget, var hendes konklusion, da hun drejede hovedet udelukkende for at se Cierán Bennion nærme sig.

Et bryn blev hævet, men hun hilste ikke på ham eller anerkendte på anden vis hans eksistens.

[Cierán Bennion]

En mindehøjtidelighed var måske ikke det, Cierán havde planlagt at bruge sin aften på, men man kunne dårligt sige nej, så snart man hørte at den var blevet arrangeret. Ikke bare var det for klubbens tidligere leder; det havde også været Baylea Burke s forlovede - i hvert fald for en kort stund. Det var kun på sin plads at vise Gideon den smule respekt, og han havde ikke tænkt længe før han havde sneget sig op mod Fornødenhedsrummet med sine klubkammerater.

Selvfølgelig var det ikke kun for Bayleas skyld, mindehøjtideligheden blev holdt, hvilket han kun blev mindet på da hans blik havnede på Millicent, som han begav sig over mod.

"Det gør mig ondt, hvad der skete med din bror." tilbød han i form af kondolencer. "Jeg kendte ham ikke længe, men han virkede som en god mand." Han havde trænet på at sige det uden spor af den bitterhed, han engang havde følt overfor Gideon. Han mente selv at det lykkedes ret effektivt.

[Millicent Flint]

Det var præcis, hvad Millicent havde forventet. Endnu en af de privilegieblinde fuldblodsunger, der kom flere måneder efter og ønskede deres kondolencer. Ikke én af dem havde henvendt sig efter Gideons død, men nu deres nye tyran holdt øje, var de selvfølgelig mere end klar. Hun smilede høfligt til Cierán.

"Det var han," svarede hun uden at vide, om hun egentlig mente det. Men det var også underordnet. Ingen interesserede sig for den slags, især ikke i dette lokale.

[Cierán Bennion]

Hendes høflige smil blev gengældt af Cieráns eget; den slags smil man som regel så hos nogen, der ikke vidste hvad man skulle sige i en givet situation, og ikke ville træde nogen over tæerne. Men uanset hvilke problemer han havde haft med hendes bror, havde han ingen torn i siden til selve familien. Det var bedst at holde sig på god fod med dem.

"Hvordan har du det?" Han var udmærket klar over hvor dumt et spørgsmål det måtte være. Det måtte så være.

[Millicent Flint]

Ansigtet var blottet for følelse, som Millicent betragtede ham. Inde bag facaden var historien dog en anden. Indignationen glødede varmt i brystet på hende.

"Min bror døde den 12. april." Og ikke en eneste gang havde hun set klubbens medlemmer begræde det. Før nu, de blev hidkaldt af deres leder. Hun hævede hagen let.

"Hvordan har du det?"

[Cierán Bennion]

Svaret var kort og kontant. Eller måske var det fraværet af et egentligt svar på hans eget spørgsmål, som sagde det hele. Cieráns mine var heller ikke helt usympatisk da han rømmede sig, måske lidt for bevidst om at han var gået forkert frem.

"Jeg ved ikke hvordan jeg ville have det, hvis jeg mistede én af mine søskende." forsøgte han. Især under de omstændigheder, Gideon havde mistet livet. Et freak accident, var vist den gængse betegnelse det havde fået.

"Er der noget, du har brug for?"

[Millicent Flint]

Var Millicent klar på pludselig at være buddy-buddy med alle Gideons små-fascistiske venner, bare fordi han nu var død? Ikke rigtigt. Men de var ikke alle kun hans venner. Cierán havde hun leget med som lille. Måske var det dét, der fik hende til ikke at bide hovedet af ham, da han fortsætte. Tværtimod værdsatte hun han empatiske tilgang og nikkede lidt.

"Ikke noget, nogen kan give mig," svarede hun ærligt, men trak dog ganske svagt på den ene mundvig.

[Cierán Bennion]

Det ville være synd at påstå at han og Millicent var bedste venner. Men de havde en gang været tætte nok til at han ikke ønskede hende noget ondt. Og broderens død havde gjort hende ondt.

"Det ved jeg." erkendte han. Han forsøgte at placere sig i hendes sko, og forestille sig hvad han ville have ønsket sig. Og han besad ingen evne til at bringe de døde tilbage.

"Undskyld, at jeg ikke har fundet dig lidt før." tilføjede han derefter.

[Millicent Flint]

Millicent vidste ikke, hvad hun havde forventet. Medynk? I hvert fald ikke reel empati. Skuldrene faldt en smule, selvom hun ikke tillod megen følelse at træde frem i sine træk.

"Jeg forstår," endte hun med at svare, udelukkende fordi det var sandheden. Klubben havde kilet sig ind mellem hende og de fleste af dem, hun var vokset op med. I stedet bestod vennekredsen nu af flere både halvblods- og mugglerfødte.

[Cierán Bennion]

Hun sagde at hun forstod, men Cierán kom ikke helt udenom den nagende følelse af dårlig samvittighed. Også selv om det var længe siden man kunne have anset dem som tætte. Han var måske også ret bevidst om præcis hvad der var kommet imellem dem, men kunne heller ikke finde det i sig til at gøre noget anderledes. Det var en værdig sag. Han kunne kun begræde at Millicent var af en anden holdning.

Han stødte tanken fra sig.
"Vil du sige til, hvis der er noget jeg kan gøre?" forsøgte han.

[Millicent Flint]

Millicent svarede ikke med det samme. For ville hun? Det umiddelbare svar var nej, men det var ikke videre høfligt og nu Cierán rent faktisk lod til at prøve, holdt hun sig også på måtten.

"Selvfølgelig," løj hun med et lille smil. "Tak."

[Cierán Bennion]

Cierán bemærkede sig den korte tøven, men kommenterede ikke på det. Man kunne måske ikke forvente fuldkommen tillid, efter al den tid. Han vidste dermed ikke helt om hun rent faktisk mente det, eller blot bekræftede af høflighed. Dette kommenterede han heller ikke på, og nikkede blot.

"Selvfølgelig." gav han igen. Overvejede om der var mere han kunne, eller burde, sige, men intet kom til ham.

[Millicent Flint]

Millie havde meget mere at sige. En insisterende nysgerrighed, der lå og gnavede i maven. Men den slags kunne man ikke gå for direkte til, så hun kastede i stedet et blik over lokalet, før hun henkastet spurgte:

"Du er venner med hende, ikke? Baylea Burke." Først dér rettede hun afslappet blikket tilbage til ham.

[Cierán Bennion]

Tavsheden var lige ved at nå punktet hvor Cierán ville undskylde sig og trække sig tilbage. Men så brød Millicent tavsheden og fik ham til at betragte hende nysgerrigt.

"Baylea?" spurgte han, og blikket flakkede automatisk mod ørnen i den anden ende af rummet - for han vidste præcis hvor hun befandt sig - før det fandt tilbage til løven. "Vi er venner, ja." Svaret var måske ikke så simpelt, men det var svaret han havde tænkt sig at give.

[Millicent Flint]

Millicent nikkede ikke, for hun havde allerede nævnt pigen ved navn. I stedet betragtede hun ham roligt, mens han kastede et blik mod omtalte ørn. Selvom det irriterede hende, at han dermed røbede hende, vidste hun det ikke.

"Hendes og Gideons forhold startede bare så hurtigt," indledte hun dæmpet og fyrste med et træk i den ene mundvig. "Måske jeg er nysgerrig på, hvordan det skete. Og hvornår. Men det er ikke ligefrem noget, man går hen og spørger sin brors eks om."