It's harder to see you're not mine with these bloodshot eyes

[Sophia Slughorn]

Blikket ud af vinduet var stift, da Sophia stod i køkkenet. Det var slemt nok at være højgravid og med evigt tørre øjne af træthed og den manglende evne til at få sovet ordentligt. Næsten lige så slemt var det at skulle til familiemiddag hos Septimus' familie. I aften var det ikke blot kombinationen af de to; Septimus Slughorn havde endda sendt en ugle, der alt for sent var ankommet. Han kunne ikke komme, krise på arbejdet. Beskeden havde været lige så kortfattet og mangelfuld, som den var enerverende.

Hun hørte Nicodemus Slughorn træde ind i rummet, men vendte sig ikke mod ham. Hadede blot i tavshed, at hun stadig kunne genkende lyden af hans skridt.

[Nicodemus Slughorn]

Familiemiddage havde oftest været noget Nicodemus så frem til, ikke mindst da hans mor ikke længere havde været der og det blev middagene der stadig holdt resten af familien samlet. Af og til havde det været lidt akavet fordi han og Sophia aldrig rigtigt var kommet på god fod igen, men det var vand imod den kølige mur han følte han gik ind i nu. Han havde allerede hilst på sin far - og fundet ud af Septimus ikke kom. Det var der ikke noget nyt i. Det var ikke første gang og blev sikkert heller ikke den sidste, men det var det nærmeste på alene han havde været med sin svigerinde, siden hun fortalte ham om sin graviditet og han selv havde taget en tilsvarende stor beslutning.

Han stoppede i døråbningen og stod et øjeblik og så på hendes ryg med en blandet følelse i kroppen "Hey." brød han så tavsheden og fortsatte hjemmevant til overskabet med tallerkener for at tage de tre der var nødvendige den aften. Det var bare middag. Spise, smalltalk og hjem igen.

[Sophia Slughorn]

Hey. Hilsenen var uendeligt fattig ved siden af den nyhed, Sophia havde fået gennem Septimus Slughorn, kun få dage forinden. Hun trak tomlen over kanten på den tekop, hun havde i hånden. Den anden hvilede på maven.

"Hej," hilste hun så uden at vende sig mod ham. Tonen var neutral.

[Nicodemus Slughorn]

Det var komplet bevidst han havde lagt afstand til hende. Prøvet at kappe de sidste bånd der stædigt havde hængt ved. Dem der handlede om deres fortid, før Septimus kom ind i billedet. Det betød ikke det var let, eller ikke stak da hun stadig ikke så meget som så på ham.

Tallerkenerne klirrede svagt mod hinanden, men lyden føltes meget højere end den nok egentlig var "Hvad var den store krise i dag?" spurgte han, hentydende til sin manglende bror, den evige buffer, mens han trak en skuffe ud og fandt bestik frem.

[Sophia Slughorn]

Sophia havde ikke lyst til at tale om Septimus' eller deres arbejde. Hun havde faktisk slet ikke lyst til at tale med Nicodemus og hun mistænkte, at det kunne have noget at gøre med forventningen om, at det ville ende ud i, at hun delte sin utilfredshed med ham. Så i stedet så hun ud ad vinduet.

"Der er vist nogen, der er kommet til skade," svarede hun uinvesteret, fordi det altid var det, der skete.

[Nicodemus Slughorn]

Svaret var ikke særligt givende. Ligegyldigt som om hun mentalt var et andet sted “Det plejer gerne at være deromkring.” Svarede han en smule tørt, lagde bestikket ovenpå tallerkenerne og tog begge dele op for at gå ind til spisebordet i stuen med dem “Hvis du tager nogle glas med, så er vi vist klar så snart far har sat den eliksir over han var i gang med.”

[Sophia Slughorn]

"Mh," blev Sophias eneste svar til den tørre bemærkning. Det eneste, hun kunne høre, var en mand, der var blevet forlovet med den værste kvinde i Storbritannien.

Hun sagde ikke mere, men gjorde blot en blød bevægelse med hånden, der fik tre glas til at svæve i Nicodemus' kølvand. Tekoppen efterlod hun i køkkenet og gik tomhændet ind i stuen.

[Nicodemus Slughorn]

Der var kun så mange minutter borddækning kunne bruges som undskyldning for at være optaget af andet end at tale, men da det ikke så ud til den ældste Slughorn var helt så meget på trapperne som forventet, begyndte den anspændte fornemmelse at krybe tættere sammen i stuen “Så..” begyndte han efter at have klaret halsen og prøvet på at finde et neutralt emne. Et der ikke havde noget at gøre med dem, med hans forestående forlovelse, med hendes graviditet, men.. “Det lød til på Sep at I er ved at være klar til næste kapitel.”

[Sophia Slughorn]

Det var efterhånden sjældent, at Sophia for alvor var komfortabel. Hun måtte holde en hånd på stolens ryglæn for at hjælpe sig ned at sidde, men bevægelsen var næsten elegant. En Montague lod trods alt ikke andre se sveden på overlæben.

Blikket vandrede over til døren, hendes svigerfar burde dukke op i, men den forblev tom. Viseren tikkede og hun måtte tage en indånding for ikke at tromme neglene utålmodigt mod bordet.

"Ja," svarede hun og vendte først der blikket tilbage til Nicodemus. Hun havde ellers været realistisk nok til at have sine forbehold omkring at anskaffe sig noget, men Septimus Slughorn havde været insisterende.

"Ligesom dig, hører jeg." Tonen var intet andet end konstaterende, selvom følelserne bag det var noget mere komplekse.

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus havde endnu ikke sat sig, men var stoppet op et sted halvt mellem spisebordet og døren ud til køkkenet, mens han besvarede Sophias bekræftigelse med et nik. Et nik han gik lidt i stå i midtvejs og bare så vurderende på hende. At han vejrede stemningen var ret tydeligt og da han nikkede igen, var det afmålt “Klar er nok så meget sagt. Det er vist først nu vi skal til at ligge noget arbejde i det.” Begyndte han, lige så neutralt og uden det sædvanlige, skæve smil lurende i mundvigene, men uden at blikket forlod hendes “Men de vigtigste beslutninger er taget for nu, ja.”

[Sophia Slughorn]

Sophia var ikke om interesseret i svaret, ikke det mindste. Det rev i brystet, men hun havde for god kontrol over sine træk til at vise smerten.

"Hm." Hun lagde en hånd på sin mave, uden de lyse øjne forlod ham. Det trak op i hendes ene mundvig, uden hun for alvor så ud til at more sig. "Pudsigt. Hvordan du gør noget, jeg aldrig havde troet om dig og samtidig formår at forblive den samme, komplet uden af stand til at tage gode beslutninger."

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus fortrak ikke en mine over svaret. Han kendte hende for godt til ikke at have forventet noget lignende og kneb blot øjnene lidt sammen før han tog til genmæle “Jeg vidste ikke jeg behøvede ændre mig for at beslutte at blive gift..” begyndte han og lagde hovedet lidt på sned, uden helt at tænke over det “Du er måske pludselig blevet modstander af ægteskab?”

[Sophia Slughorn]

Sophia smilede overbærende til ham, som hun ville smile til et lille barn. Det smil, hun brugte til at dække over sin utålmodighed. Men kropssproget var fortsat afslappet, den ene hånd placeret på maven.

"Jeg er aldrig flygtet fra ansvar eller forpligtelser," svarede hun. "Ægteskab var altid i mine planer."

[Nicodemus Slughorn]

Smilet fik ham kun til at hæve brynene lidt, forberedt på hun gjorde sig klar til at hugge, mens han holdt sit kropssprog lige så afslappet som hendes. De kunne være to om det spil - og havde været det alt for mange gange “Så du mener det er at flygte fra ansvar og forpligtelser, at jeg har valgt at gøre som alle andre har forventet af mig i årevis?” Gav han igen og besvarede hendes udfordring. Han kunne have svaret langt mere personligt og forsøgt at ramme hende, men havde besluttet ikke at falde til det niveau. I hvert fald ville han prøve på ikke at gøre det.

[Sophia Slughorn]

Sophia rystede på hovedet over Nicodemus, bevægelsen lige så overbærende, som den var nedladende. Men hans bevidste fejltolkning af hendes ord prikkede til irritationen, der var blevet sværere at kontrollere over de sidste par uger.

"Nej," svarede hun alligevel roligt. "Jeg mener, at valget omkring ægteskab er det mest fornuftige, du nogensinde har truffet." Hun holdt en lille kunstpause. For kort til at komme med indskydelser, men lang nok til at lade ordene hænge mellem dem.

"- Så det undrer mig bare, at du alligevel har formået at gøre et ellers fornuftigt valg til en uigennemtænkt tåbelighed." Måske hun i virkeligheden talte lige så meget til Simon Montague, som hun gjorde til svogeren (der var meget mere end det). Men hun var ved at være træt af tåbelige yngre brødre, der ikke var sig deres ansvar bevidst.