Slet, slet ikke tillykke

[Cora Greengrass]

Lige efter half-a crown to fetch her down

Cora havde søgt indenfor for at vaske sine hænder, men fingrene dirrede under det rindende vand. Da hun så op i sit spejlbillede, føltes det som om hun betragtede en fremmet. En pige der var blegere end hun burde være, og ikke havde fået en bid ned hele dagen.
Faktisk... var det nok en god ide at sidde ned.

Så selvom festen fortsatte ude i haven, tog hun plads på et blødt møbel i badeværelset efter ellers at have låst døren op, og fremfandt tryllestaven for at forsøge at fikse kjoleslæbet, som var helt ødelagt efter Cailean Morgaine havde trådt på det. Forvandlingen bar dog ikke frugt, selvom den var simpel nok. Men alt føltes umuligt, og hun fangede også sig selv i at slippe dagens første faldne tårer, selvom hun fortrød det da hun bemærkede Callista Runcorn i døråbningen.

[Callista Runcorn]

Callista havde for en kort stund forladt Bryce Donovan ‘s side og var på vej ud for at finde ham igen. Hun skulle bare lige forbi toilettet for at se, om alting stadig så ud som det skulle. Da hun åbnede døren, gik hun i stå et øjeblik, mødt af et brus af hvid kjole - der inkluderede en brud, der ikke så ud til at have hvad der burde være den lykkeligste dag i hendes liv.

Brynene krøb lidt sammen, mens formodninger hun havde luftet til Bryce tidligere på dagen, kom op tl overfladen igen. Med et øvet blik scannede hun hurtigt scenariet og endte med at lukke døren bag sig - og låse den, med et næsten lydløst lille klik “Lad mig give dig en hånd.” Tilbød hun med et nik mod slæbet på kjolen og et svagt, men venligt smil.

[Cora Greengrass]

Cora havde omgående forsøgt at få tårerne væk med fingerspidserne og tilmed med håndroden, selvom hun nok ikke burde ødelægge sin makeup. Hun kendte til Callista, men alderen havde nok naturligt adskilt dem. Alligevel var det Callista, og ikke Coras mor eller søstre, der kom, etablerede sikkerhed i form af en låst dør, og tilbød at hjælpe med kjolen.

"Tak," sagde hun, ikke helt forberedt på hvor kvækkende den skrøbelige stemme virkede. Hun løftede sig, så Callista bedre kunne få mulighed for at reparere skaden.

[Callista Runcorn]

Callista besvarede takken med en hånd på den yngre kvindes skulder og et let, forsikrende klem. Måske en kende for familiært, havde de stået andre steder end på et aflåst badeværelse, men etikette var ikke ligefrem Callistas prioritet i øjeblikket “Slæb på kjoler er altid upraktiske..” begyndte hun, mens hun bedømte kjolens tilstand og bredte slæbet ud bag Cora, uhindret af sin egen kjole og de høje hæle “..smukt, men upraktisk.” Hun noterede sig hvad der umiskendeligt var et aftryk af en sko på det hvide stof “Og dobbelt når ens kjole også er hvid.”

Hun satte sin lille taske ved siden af vasken, åbnede den og stak hånden ned i den. Dybere end tasken egentligt var og med sin tryllestav i hånden da hun trak den op igen “Det ser ud til nogen ikke holdt øje med hvor de satte fødderne?” Blikket søgte pigens, for hun var på mange måder stadig kun en stor pige, venligt og spørgende og åbnede en mulighed for hun kunne komme af med noget af sin frustration.

[Cora Greengrass]

Cora havde virkelig intet imod, at skulle stå med ryggen til den mildest talt fremmede (dog ikke på navn og ansigt) heks, hvis det skærmede udsynet til hendes tårer. Slæbet var i sandhed upraktisk, men det havde måske været tilgiveligt, havde andet ved brylluppet været til hendes smag. Især gommen.

Til spørgsmålet måtte hun alligevel møde Callistas blik og forsøgte virkelig, virkelig at mønstre et blidt smil.

"Nogen plageånder fra skoletiden slipper man ikke for, bare fordi man skifter navn og adresse," svarede hun så og lød nok en kende modløs.

[Callista Runcorn]

Svaret fik Callista til at stoppe op et sekund og fange Coras blik i spejlet. Ihvert fald prøvede hun på det “Nej..” hun lød ikke så overbevist mens hun igen vendte blikket mod kjolen og overvejede den mest effektive besværgelse til at fjerne det uvelkomne aftryk af en sko “Man kunne mene der er forskel på en irriterende plageånd og at prøve at træde på nogen på deres bryllupsdag.. bogstaveligt talt.” Konstaterede hun meget diplomatisk og henkastet, mens hun slog et svip med håndleddet og glitrende grønt forlod spidsen af tryllestaven, lagde sig over pletterne på kjolen og opløstes - sammen med skidtet.

[Cora Greengrass]

Cora kunne sagtens skelne tingene ad. Plageånde og egentlige monstre. Hun kommenterede dog ikke først på det, men lod Callista ordne skidtet på kjolen. Så var der kun stykket der var hevet af.

Men de var to kvinder på et badeværelse, og måske var det med den form for fortrolighed, at hun alligevel overraskede sig selv ved at indrømme: "Det er konsekvensen af ikke at have haft et ord at indføre omkring gæstelisten... eller valget af... husbond."

[Callista Runcorn]

Callista havde igen opmærksomheden mod den mere alvorlige skade på kjolen og havde løftet staven for at fortsætte, da Cora talte igen. Indrømmelsen ramte et ømt punkt, der ikke rigtigt var blevet mindre ømt med årene og hun stod ubevægelig et sekund eller to, før hun svippede med håndleddet igen og de små, fine tråde møjsommeligt begyndte at samle sig igen. En for en, mens Callista løftede hovedet og søgte den yngre kvindes blik “Det kan have mange flere konsekvenser i længden.” Antydningen af et smil spøgte på hendes læber, men blikket var alvorligt, med et glimt af bitter erfaring “Jeg har selv været der.”

[Cora Greengrass]

Cora vidste at hun burde være mere forsigtig omkring hvem hun fortalte hvad. Samtidig håbede hun måske, at nu hun ikke følte at hun kunne tale med sin mor eller sine søstre, og ikke længere havde nogle af veninderne tilbage, var det her et smalt vindue til at henvende sig til en anden kvinde. En der måske også ville dømme hende, men måske også en der kunne komme med råd udefra.

Lidt modvilligt mødte hun Callistas blik i spejlets refleksion.

"Og hvor er du så nu?"

[Callista Runcorn]

Callista var ikke normalt typen, der bare lige åbnede op for gud og hver mand. Slet ikke sit privatliv og selvom hendes skilsmisse for snart flere år siden, var blevet langt mere offentlig i fuldblodssamfundet, end hun brød sig om, havde det været nødvendigt på det tidspunkt. Cora selv havde sandsynligvis været ung nok, og skærmet nok på Hogwarts, til ikke at have bidt mærke i noget.

“Et bedre sted..” svarede hun efter flere sekunders tavshed, uden at slippe Coras blik i spejlet “Et sted jeg selv har valgt.. med en mand der er alt det men forældre mente var vigtigt, men som jeg selv har valgt. Som jeg kke er gift med og har et barn sammen med, selvom jeg havde sagt tl mg selv, jeg aldrig skulle have børn.” Det hele blev sagt med et lille smil og en varme i blikket, der dog forsvandt da hun fortsatte “Har det været uden omkostninger, nej, men hvis jeg selv havde fået lov at vælge fra starten, var jeg måske endt her uden så mange omveje.”

[Cora Greengrass]

Coras mor havde altid haft en tendens til at sprede sladder derhjemme, men visse detaljer om fuldblodssamfundet blev glemt eller gemt væk bag alle de andre problemer der førte med teenagetilværelsen. At holde sig opdateret på de jævnaldrenes dramatikker, virkede mere vigtigt. For Sirenerne, havde det været decideret brugbart.

Hun ventede opmærksomt på Callistas svar, men mærkede faktisk sig selv blive modløs over det. For Cora kunne ikke bære den sociale ydmygelse i en skilsmisse… og ville nogen tillade at hun blev gift med en hun valgte? Lige nu virkede det hele umuligt.

Der gik lidt tid før hun nikkede og forsøgte at sluge klumpen i halsen. “Jeg er glad på dine vegne,” fik hun så sagt, selvom det hele klingede hult og en kende skrøbeligt.

[Callista Runcorn]

Callista hævede det ene bryn lidt, mest fordi hun var ret sikker på hun i samme situation som Cora, ikke ville være glad på nogen andres vegne “Du behøver ikke sige det bare for at være høflig.” Svarede hun helt alvorligt, mens hun satte sin lille håndtaske på bordpladen ved siden af vasken og åbnede den for at finde de ting hun ville kunne bruge til at redde Coras forgrædte makeup “Hvis jeg var dig, ville det rage mig en høstblomst lige nu.” Hun vædede et lommetørklæde med en svagt lilla væske fra en lille flaske og så spørgende på Cora “Må jeg?” Spurgte hun med et nik mod den yngre kvindes ansigt “Han skal ikke have fornøjelsen af at se han ramte dig når du går derud igen.”

[Cora Greengrass]

Cora tænkte at hun var gennemsigtig. At alle kunne se, at hun var ubekvem og uærlig, uanset hvor meget hun så forsøgte at skjule det. Hun åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen til Callistas indledende ord. Der var ingen grund til at svare hende igen, når hun havde ret.

Øjnene fulgte opmærksomt heksens leden i tasken, og nikkede i tilladelse til at få afhjulpet noget af den undslupne makeup. Troede Callista at det var hendes forlovede der havde gjort det her mod hende? Hun rettede aldrig på hende, for på sin vis var det både Cailean Morgaine, Simon Montague og Alissa Avery - blandt flere andre, der havde spoleret hendes aften.

"Tak... det havde du ikke behøvet."

[Callista Runcorn]

Callista strøg lidt hår væk fra Coras kind og fjernede med blide strøg den ødelagte makeup omkring den yngre kvindes øjne “Allerhest ville jeg se, at vi fulgte med tiden og indså at de her ægteskaber i frivillig tvang, var en saga blot, men siden jeg nok ikke slipper godt fra bare at tage dig med væk herfra, er det her det mindste jeg kan gøre.” Hun stoppede op, med blikket i Coras og lod tommelfingeren impulsivt stryge hendes kind, før hun fortsatte.

[Cora Greengrass]

Det hele føltes ret sårbart, sådan som hun stod og fik fjernet resterne fra af både sin makeup og sine tårer. Det mest sårbare var nok at høre ord, som hun havde forventet at møde fra sin familie. De burde have forsvaret hende, så snart Simon stak væk til afslutningsfesten. De burde havde beskyttet hende, frem for at presse hende ind i et ægteskab med en som hellere ville være hende foruden.
I det mindste bare at Simon Montague kunne tåle hende.

"Det er mere end mange andre har gjort i dag," sagde hun så, stemmen stadig lidt svækket.