For all to see

[Nicodemus Slughorn]

Normalt ville Nicodemus have gjort en del krumspring for at forsøge at slippe for et event som Greengrass-Montague brylluppet, men siden han gennem sin brors Septimus Slughorn’s, ægteskab med Sophia Slughorn, næsten var i familie med gommens side, var det svært at snige sig udenom.

Denne gang havde der også været en anden grund til at dukke op. For en gangs skyld var det ikke alene, men med Cressida Quintrell som ledsager. Tilmed var det første gang siden den officielle forlovelse de var ude sammen på den måde og det havde gjort det hele lidt specielt - og lettere surrealistisk.

Ceremonien var overstået og gæsterne var spredt ud over området indtil middagen og med et glas champagne i hånden (i stedet for den øl han egentlig helst ville have), lignede han næsten en der følte han passede i det finere selskab "Hvis jeg havde vidst det blev så varmt, havde jeg taget shorts på i stedet." spøgte han tørt til Cressida ved siden af sig og trak lidt ud i slipset med den frie pegefinger for at give bare en smule luft.

[Cressida Quintrell]

En grundlæggende forskel på Nicodemus og Cressida var, at hun følte sig fuldkommen naturlig i omgivelser som denne. Hun var klædt i en lang, støvet blå kjole i et florlet stof, der både var svagt gennemsigtigt og reflekterede lyset fra små, skinnende sølvtråde. Ydermere havde hun en mand fra en god fuldblodsfamilie ved sin side og et glas champagne i hånden.

Hun fnøs lavmælt, men hendes læber krusede også, som hun så på ham og skød et bryn let op. "Hvis det havde været tilfældet, havde vi ikke fulgtes," pointerede hun og selvom der var en spøgende gnist i hendes blik, så mente hun det såmænd. Hun rakte ud og rettede slipset, der sad skævt efter han havde rykket i det. "Det klæder dig."

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus' tænder blev synlige et øjeblik i et bredere smil mens hun rettede på slipset. I sig selv en uvant gestus men ikke en han fandt han havde så meget imod "At koge indefra og ud? Tak." Blikket spillede og gled så uvilkårligt ned over hende "Jeg kunne også overveje en kjole. Det ser dejlig luftigt ud, men jeg ville nok ikke kunne bære den ligeså godt som dig."

[Cressida Quintrell]

Cressida fnøs dæmpet over hans ord, men den mindste trækning ved hendes læber, afslørede at det var en lyd af morskab. Hun rettede blikket fra slipset op mod hans ansigt og skød et bryn let op. "Nok ikke," medgav hun med et umiskendeligt glimt i de lyse øjne, tilfreds med det halve kompliment.

Hun slap hans slips og tog en tår af champagnen. "En mindre drastisk løsning ville være at finde et sted i skyggen," pointerede hun, meget svagt drillende. Formentlig havde han tilbragt nok tid med hende til at genkende det.

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus slap igen en underholdt lyd og slog ud med den frie hånd “Altid med de gode idéer. Jeg vidste der var en grund til det var dig der fangede min opmærksomhed.” Spøgte han selv, vendte sig lidt og løftede armen inviterende mod hende. Når alt var på bordet, følte han sig ret afslappet i hendes selskab “Er det kun mig der stadig ikke helt har vænnet mig til tanken, at det kan være os næste gang.. til sådan en fest her?”

[Cressida Quintrell]

Cressida tog mod opfordringen og lod blikket glide interesseret over gæsterne, mens de nærmede sig et lidt mere svalt sted at vente på brudeparret. Ved spørgsmålet rettede opmærksomheden sig dog fuldt mod ham, selvom blikket var på, hvor de gik.

"Nej," måtte hun medgive. Hun havde naturligvis vidst i årevis at dagen ville komme, men det føltes ikke som om, at den var tæt på nu. Hun så på ham og det rykkede ved hendes læber. "Skræmmer det dig?"

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus’ bryn trak sig lidt sammen, mens han tog et sekund eller to til at mærke efter, før han rystede på hovedet “Undeligt nok, nej..” han lød selv en smule overrasket over det, men ikke desto mindre følte han sig sikker “Vi har haft kortene på bordet, vi er enige om de store ting, der er ikke følelser i klemme eller familier der har valgt for os.” Han drejede hovedet og så kort på hende, smilet igen lurende i den ene mundvig “Jeg har prøvet at undgå det i årevis, men måske er det ikke den værste plan alligevel.”

[Cressida Quintrell]

Det var et tilfredsstillende svar og utvivlsomt også det Cressida var ude efter. Det sidste fik hende dog til at slippe et dæmpet og ganske impulsivt fnys. "Lad ikke begejstringen løbe af med dig," svarede hun og skød et bryn let op, men blikket afslørede, at hun spøgte. De nåede ind i skyggen og hun vendte sig mod ham igen.

"Jeg er enig med dig," slog hun da også fast og så op på ham. Trak ganske let på den ene skulder i en blød bevægelse. Ikke, at det fik hende til at virke mere tilbagelænet. "Det er meningsgivende."

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus var den første til at indrømme, han aldrig havde set sig selv finde sig tilpas med et arrangeret ægteskab. Med en kvinde han kun havde kysset en enkelt gang til en nytårsfest og tænkte på først, som en kompetent kollega. Og efterhånden også som en god ven "Jeg sprudler af begejstring." Gav han igen med en insisterende sitren om læberne og et spillende blik, da de stoppede i skyggen og varmen blev knap så intens.

Han nikkede en enkelt gang i enighed "Ja.. det gør det nemmere at være rationel omkring det, ikke?" Han så spørgende på hende "At der ikke er noget til at mudre grænserne. At vi ved hvor vi står og hvad vi vil." Det var meget seriøs snak og han blødte det op med et skævt smil " Og hvis jeg skal sige det, så er vi et ret pænt match at se på."

[Cressida Quintrell]

Cressida så indgående på ham, ikke med mere formål end at hendes blik generelt havde for vane at skrælle under de yderste lag. Hun var ikke sikker på om han var naiv i sin tilgang, men på papiret så det sådan ud og hvis de kunne overholde det, så havde han ret. Hun forudså ikke, at det ville blive et problem fra hendes side.

Afslutningen bragte trækningen tilbage ved hendes læber og hun bekræftede med en dæmpet lyd. "Det er et tilfredsstillende udgangspunkt," medgav hun og tiltede hovedet lidt til den ene side. Hun så undersøgende på ham, før hun tilsyneladende skiftede kurs og løftede sit glas lidt. "Lad os skåle på det."

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus var ikke helt sikker på hvad der lå i blikket hun sendte ham, men før han nåede at tænkte nærmere over det, spirede antydningen af et smil igen på hendes læber og han lod sit glas støde let mod hendes.

Stadig med boblerne prikkende på tungen, tog han ordet igen “Jeg fornemmede et ‘men’ et sted der, eller er jeg helt galt på den?” Han så spørgende på hende.

[Cressida Quintrell]

Cressida tog en lille tår og sænkede glasset, som han talte igen. Hendes mundvige rykkede sig. "Ikke et men," svarede hun og kneb øjnene den mindste smule sammen, som skulle hun tænke et øjeblik over sine ord. Så fortsatte hun.

"Lad os kalde det forundring," konkluderede hun. "Over vores fælles interesser." Og villighed til at tage en beslutning, der ikke var farvet af følelser. Der var efterhånden få i det magiske samfund, der havde det på den måde. Sådan var hendes indtryk i hvert fald.

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus var ikke rigtig urolig ved udsigten til et 'men', mere nysgerrig fordi hun altid virkede som den mest sikre og velovervejede af dem "Nej..?" Bød han opfordrende mens hun tog et øjebliks betænkning mere, før hun fortsatte og det blev hans tur til at gruble et øjeblik.

"Ja..jeg tror jeg ved hvad du mener." Det skæve smil indfandt sig igen "Men at se alle mine venner og familie få noget galt i halsen i overraskelse da jeg fortalte dem det, var ret tilfredsstillende."

[Cressida Quintrell]

Cressida fnøs blødt over hans ord, men hun var ikke fornærmet. Til gengæld så hun også på ham med et let hævet bryn og den mindste trækning ved læberne.

"Jeg vælger at tro, at det ikke havde noget med partiet at gøre," svarede hun roligt og selvom det lød som en konstatering, var det ment som en spøg.

[Nicodemus Slughorn]

Der var ingen betænkning før han rystede på hovedet denne gang, stadig akkompagneret af det drengede smil “Nej.. eller.. en masse at gøre med dit parti.. der har brugt de sidste ti år på at sno sig udenom.” Indrømmede han roligt og drak en mundfuld champagne før han drejede hovedet og så på hende “Min far mener jeg har valgt godt, men at du ikke aner hvad du går ind til.” Blikket spillede før han tilføjede “Min mor ville have kunnet lide dig.”