Another packaged lie to keep us trapped

[Agnes Rosier]

Det var ikke til at sige, hvad der skete, da først Agnes var uden for Matheos synsfelt. Noget i hende vaklede og snart efter var hun på vej gennem huset på usikre ben. Trappen blev taget hurtigere end den burde og hun løb nærmest de sidste par skridt hen til den første og bedste dør til et badeværelse.

Den blev hastigt lukket bag hende i samme bevægelse, som hun lænede sig ind mod den, ryggen mod det kolde træ. Øjnene var lukkede og så ikke, at hun i stedet var endt i et soveværelse, som hun kendte hver lille detalje at.

Men nej, hun stod bare gispende og prøvede at holde tårerne tilbage, mens en skælven gik gennem hendes krop og sjæl. Hvis ikke hun havde været så optaget af sin egen krisetilstand, ville hun nok have opdaget, at det ikke var et badeværelse. Eller at Simon Montague stod ikke mere end et par meter fra hende.

[Simon Montague]

--- var lyset selv. ---, der gik gennem verden, lyste verden op, tog verden, skabte den, og efter --- falmede alting. Simon kunne glemme ---. Det var ikke andet end en simpel subtraktion. Ham minus ---.
Selvom det endnu ikke var tæt på nat, havde luften gjort sig mørkelilla omkring ham og han havde instinktivt søgt sit værelse, fordi han behøvede sit syn for at se, om andre bemærkede løgnen.

Døren var blevet lukket bag ham, og Simon forvandlede sig fra sand til glas og gik i stykker.

Han havde været for længe på værelset, indså han, da han hørte lyden af sko på den anden side. Han rejste sig, trådte frem, gjorde ansigtet klar:
Jeg skulle
Det var
Jeg går
Ned Constantin/Sophia.

Han kunne sagtens fremsige ødelagte sætninger, så de fortsat ville give mening.
Også selvom det var meningsløst.
Han kunne fremsige alt, så længde det ikke var..

”---”

[Agnes Rosier]

Agnes kunne ikke holde det tilbage. Tårer strømmede ud fra et sted, hun ikke kendte til, og hun gispede sine følelser ud i håndfladerne, indtil hun endelig formåede at sænke dem og forsøge at tørre øjne og næse. Og så så hun Simon.

Rædslen slog ned i hende og den var synlig i hendes ansigt, mens kæben gled ned mod gulvet. Heldigvis nåede hun at samle den op, før den kolliderede med det blanke træ.

"Undskyld," skyndte hun sig at sige, forfærdet over sin egen fejl. "Jeg vidste ikke- Jeg troede, det var et badeværelse." Hastigt fik hun tørret øjnene og fejlede komplet i at se bare nogenlunde fattet ud.

[Simon Montague]

Og så stod pigen der. Uudslettelig trods det intense forsøg derpå. Simon blinkede. Blinkede igen.
Skarpere i kanterne var pigen, mindre blød end mindet. Mere opløst. Men der gik der ikke mange sekunder før synet af dem i haven glider hen over synsfeltet, skaber dobbeltsyn. Fortidspigen, få timer yngre end den pige som han ser hen på nu, med sin ring som fingeren og opmærksomheden så ensporet vendt mod Matheo.

Pigen = lille fugl blændet af sollys, at den glemmer at den stadig er i et bur.

Det fik Simon til at føle noget. En følelse der mindede om en slags medlidenhed.
Han ville ønske at han kunne se på noget, der ikke kunne forandre sig. Noget som ikke blev ændret. Noget, hvad som helst, i værelset som ikke kunne opløses, ikke forvandles, fordi der pludselig stod en pige ved døren. Noget som han kunne koncentrere sig om, uden at det ændrede sig. Men selv sengen er udelukket. Selv sengen er ikke længere den samme. Også den har fået hevet fortid ned over sig.

”Du græder.”

[Agnes Rosier]

Agnes trak hænderne over de blussende kinder igen, som ville det få tiden til at gå tilbage og forhindre, at Simon så hende sådan. Men den sidste tidsvender havde med sin destruktion flere år forinden beseglet hendes skæbne. Nu stod hun tilbage med et minde om barndomshjem fyldt med kærlighed, først fra forældrene og senere et par fuldkomne dage med Simon. Det virkede som en livstid siden for den snøftende pige ved døren.

"Undskyld," kvækkede hun, fordi det var alt, hun gjorde nu. Undskyldte for alt det, hun gjorde forkert.

[Simon Montague]

Ond skyld.
Gentog ordet i sig selv, som han var sikker på, var blevet sagt.
Simon fæstede sin opmærksomhed til ringen på pigens finger, nu hvor hun igen løftede hænderne op foran ansigtet. Han gemte sin egen ring bag ryggen. Rummet var tykt af ond skyld. Det måtte være en ond [persons] skyld, at de stod her. Var endt her. Slutresultatet. Ham minus ---. Pigen havde tilmed gjort det nemt; hun havde trukket sig selv fra. Nott.


”Er det min skyld?”

[Agnes Rosier]

"Din skyld?" gentog Agnes grødet, som var tanken alene komplet uhørt. Det var da heller ikke helt ved siden af den følelse, hun stod med. Ikke, at hun vidste, hvis skyld det ellers skulle være.

"Nej. Nej, aldrig." For det var aldrig andres skyld. "Jeg vidste ikke- Jeg skulle slet ikke være kommet herind, det..."

Blikket gled med hendes opmærksom. Fandt noget genkendeligt i omgivelserne, som hun så inderligt havde drømt om at se i virkeligheden. Hun tvang blikket væk fra drømmene og tilbage til den troldmand, hun engang ville have set ved sin side i drømmespejlet.

"Undskyld, Simon." Det var ikke kun, at hun var der nu, hun undskyldte. For hvad helt konkret, vidste hun ikke. Nok i virkeligheden det hele.

[Simon Montague]

Nogle gange føles det at blive tilbudt medfølelse som selve beviset på, at du er blevet ruineret.

Simon blev stående. Smadret glas, gennemsigtig og farveløs. Pigen havde truffet et valg og fået ham til at gøre det samme. Nemt som abc. Der var ingen grund til at spørge hvorfor. Den gentagende beklagelse var svaret.
Han kiggede på det forgrædte ansigt, mod ringen der gjorde rummet mørkt.

”Hvis du stod i fornødenhedsrummet lige nu, hvordan ville det så se ud?”

[Agnes Rosier]

Spørgsmålet kom bag på Agnes. Hun havde allerede mentalt været på vej ud ad døren, men Simon holdt hende fast med ord, hvor Matheo Rosier i stedet havde ført hendes hånd. Begge dele efterlod hendes håndflader klamme.

"Nok ikke meget anderledes end nu," hørte hun sin grødede stemme sige, fordi det var sandheden. Hun stod trods alt i netop det rum, hun havde set mest i fornødenhedsrummet - kun udfordret af Ren Magis mødested.

[Simon Montague]

Simon vidste ikke om svaret fik ham til at føle sig bedre tilpas eller om det gjorde alting værre. Svaret understregede at Pigen-Der-Ikke-Længere-Var-Nott, rent faktisk huskede. Erkendelsen var smertefuld: Var det værre end at være savnet men ikke husket? Bestemt. Men: Var det værre at kunne mærke noget, end at kunne mærke ingenting?
Han var ikke død for pigen. Hun var bare kommet på andre tanker. Truffet en ny beslutning med en anden afslutning. ...Men forestillede sig stadig Simons barneværelse hvis hun lod som om hun stod i fornødenhedsrummet.

(?!)

Havde Simon haft mulighed for at putte en sten i munden og tygge på den, havde han gjort det. Granit. Flint. Skotsk klippe.

”Jeg bliver aldrig klog på dig, Agnes Nott,” bemærkede Simon uoverlagt, en åndet fortalelse.

[Agnes Rosier]

Det virkede mere som en gåde end en konstatering. Fastholdelsen af det navn, der havde været der sidste levn fra hendes tabte barndom. Noget, hun havde efterladt i barndomshjemmet, da de var blevet revet derfra. Hun kunne knapt samle tankerne, for der var Matheo Rosier. Altid og hele tiden Matheo.

"Jeg savner dig," indrømmede hun, men det var sandheden. Ikke hans læber eller berøringer, men den nærhed, hun havde følt til hans sjæl. Venskabet, der havde ligget imellem.

"Jeg er ked af, at det skal være sådan her. At vi ikke kan være i hinandens liv på en måde, vi begge kan være i."

[Simon Montague]

Det var pudsigt, hvordan man altid endte med at sige det, man aktivt tænkte på ikke at sige. Simon havde forsøgt at udslette alt der mindede om den rødhårede, siden sin ceremonielle falliterklæring, og nu var det, i et dumt overtænkt øjeblik blevet sagt højt alligevel.
Simon havde lyst til at le en tragisk, ødelagt latter. Lysten svandt dog øjeblikkeligt ind, da ’ jeg savner dig’ blev udtrykt. Han bed sig i indersiden af kinden.

”Lad være med at undskylde. Du har truffet dit valg, fordi du har vurderet at det er det bedste for dig. Stå bare ved det.” Simon prøvede et blegt smil, han vidste fejlede.

”Min familie ville takke dig, hvis de stod her nu.”

[Agnes Rosier]

Der var ikke skyggen af tvivl i Agnes om, at hun havde taget det rigtige valg og hvilede i det, mens hun stod overfor Simon. Uanset, hvad Matheo ellers havde udsat hende for i haven og i den seng, de nu delte. Så hun spejlede det svage smil, trods øjnene var hævede og kinderne bar spor af størknede tårer.

"Takke mig?" spurgte hun forundret. "Hvorfor?"

[Simon Montague]

Simon pillede ved sin tildelte ring bag ryggen. Samtalen gjorde ham ukomfortabel:
”- Fordi du gik tilbage. Efter så tydeligt et fravalg frygtede de – var de sikre på.. Jeg var sikker på.. Men du skiftede mening.” Simon skulle til at gøre sig med et nyt forsøgt smil, men noget andet kom i vejen.

”Hvordan egentlig?”

[Agnes Rosier]

En fold sneg sig ind mellem røde bryn, da Simon rettede et spørgsmål mod hende, som Agnes ikke engang havde overvejet. Blikket flakkede lidt mellem de brune øjne, mens hun prøvede at finde svar. Hun overgav sig med et næsten usynligt træk på skuldrene.

"Jeg kan ikke forklare det," indrømmede hun. "Det var bare … Jeg var ulykkelig, da jeg var tilbage hos dem, men … Næste morgen…" Smilet var åndsfraværende alene ved at tale om det. "Det var bare klarhed. Min tvivl var væk og en del af mig håbede nok, at du ville finde det sammen."