Drawers full of secrets

[Bryce Donovan]

Timerne føltes som om de skred frem langsommere og langsommere for hver gang, Bryce trak sig tilbage på sit kontor for at arbejde på sit 'projekt'. Gamle retsdokumenter og rapporter, både fra det britiske ministerium og det franske, lå fordelt ud over hans bord. Mange af dem var blevet læst og genlæst så mange gange at han efterhånden kunne deres indhold i hovedet.

Det var tydeligt at Bryce ikke var den første som havde haft en interesse i dette specifikke projekt, men han fortalte sig selv at hvor andre var begrænset af en professionel interesse, var hans mere personlig. Han havde udnyttet alle sine ressourcer - adskillige af dem kunne diskuteres om det var helt på lovens side eller ej - og stadig føltes det ikke som om han var nået meget længere.

Fjerpennen blev sat tilbage i blækhuset, og han lænede sig endelig en smule tilbage i stolen med et udmattet suk. Det var først da han mærkede hvor øm han var, og hvor tungt hovedet føltes, at det faldt ham ind hvor længe han havde siddet der. Med en banden pakkede han papirerne væk, så han kunne gøre sig klar til sin middagsaftale med Callista Runcorn før han blev endnu mere forsinket. Netop som han lukkede skuffen med papirerne åbnede døren sig bag ham.

[Callista Runcorn]

Det var ikke noget Callista havde lagt mærke til lige med det samme. Det var kommet snigende lidt ad gangen. Flere og flere gange hvor Bryce trak sig tilbage til arbejdsværelset med lukket dør, eller svagt afvigende svar når hun spurgte til hans dag, eller ærinder han skulle ud i.

Der var ikke noget hun kunne sætte en konkret finger på, men nok til at hun begyndte at lægge mærke til det, med en blandet følelse i kroppen.

Hun havde været klar til at gå en halv times tid før hun opgav at vente og i stedet selv opsøgte ham, hvor hun vidste hun kunne finde ham. Et sekund eller to stod hun med hånden løftet for at banke på, for så i stedet at trykke håndtaget ned og åbne døren uden at gøre det, lige i tide til at se ham putte noget i en skuffe og skubbe den i "Jeg er klar." Meddelte hun og fortsatte "Men det ser du ikke ud til at være?"

[Bryce Donovan]

Det lignede ikke Callista at komme ind uden at banke - selv med deres forhold taget i betragtning, respekterede de stadig hinandens respektive arbejdspladser - men det var svært for ham at konfrontere hende med det, velvidende at han havde sine hemmeligheder.

Han trak i sit mest overbevisende smil da han rejste sig fra sin stol og begav sig over til hende.
"Jeg beklager, Cal. Arbejdet løb afsted for mig." beklagede han. Sådan set ikke en løgn, hvilket måske fik det til at være mere overbevisende og afvæbnende. Det håbede han i hvert fald. "Giv mig et øjeblik, så kan vi tage afsted. Okay?"

[Callista Runcorn]

Callistas blik var årvågent, men det lille smil på hendes læber det samme som det plejede at være da hun nikkede "Selvfølgelig.. det sker." Hun kunne på ingen måde pudse glorie på den front "Lidt oftere på der sidste.." tilføjede hun så alligevel, stadig stående i døren "Mange små sager eller en stor der tager din tid fra mig?" Spurgte hun, ikke anklagende, men heller ikke kun i spøg på trods af smilet.

[Bryce Donovan]

Bryce var lidt for bevidst om hvor sandt dét var. I det sidste havde han været nødt til at begrave sig mere i sit projekt, for ikke at tabe tråden. Det var en besværlig opgave, uden tvivl én af de sværeste han havde påtaget sig. Desto mere, når han måtte gå på listetå med det. Både overfor Callista såvel som andre.

"Jeg forsikrer dig at jeg stadig har alverdens tid til dig." lovede han hende med en blød kant på smilebåndet. "Havde det været mange små, ville jeg have delegeret dem ud. Desværre er det én stor sag, jeg er nødt til at håndtere på egen hånd." Hun havde ikke flyttet sig, og blokerede ham effektivt fra at forlade kontoret.

[Callista Runcorn]

Callistas blik granskede ham, måske halvt ubevidst, for tegn på noget der ikke var som det skulle være. Hun kunne dog ikke finde nogen. Der var ingenting unormalt eller mistænkeligt ved arbejde der fyldte meget og med en dyb indånding trampede hun den lille skeptiske stemme tilbage i kassen og nikkede med et svagt smil “Måske er jeg bare blevet forvænt.. “ konstaterede hun og tog et skridt frem, væk fra døråbningen og tættere på ham “Det er din egen skyld.”

[Bryce Donovan]

Hun bevægede sig væk fra døren, men i stedet for at give ham plads til at træde ud af rummet, trådte hun blot tættere på ham. Ikke at det udgjorde nogen byrde for ham at lade hænderne finde naturligt vej omkring hende og trække hende en smule til sig. Hendes konstatering - om det så var en spøg eller ej - fremtrak en lille munter lyd fra ham.

"Hvis du forventer en beklagelse for at jeg åbenbart forkæler dig med min opmærksomhed, finder du den ikke her." Smilet var varmt, men det stak indeni. Det huede ham ikke at bruge varme ord, han ellers mente fuldkommen, som en måde at blødgøre hende og aflede hende fra hans projekt. Ikke desto mindre håbede han at det stadig var en effektiv strategi, som han, stadig med hænderne omkring hende, vendte dem tilbage mod døren som for at forlade kontoret sammen med hende. "Ellers ved du at jeg er villig til at gøre skaden god igen, hm?" indskød han med et spøgefuldt løft i mundvigen.

[Callista Runcorn]

Uden helt at vide det, havde hun allerede tilgivet ham da hun trådte ind på kontoret i stedet for at gå og vente på ham ved døren. Hun modsatte sig heller ikke, da stærke arme fandt omkring hende og selvom blikket stadig var en smule forurettet, lurede smilet i hendes mundvige "Mhmm.. den del plejer du at have helt styr på." medgav hun med et glimt i blikket, mens hun rakte op og rettede lidt på hans slips, før hun lod sig lede mod døren "Men hvis du skal nå at skifte, har du travlt nu." indskød hun lavpraktisk, på vej ned ad gangen og forhåbentligt tættere på den middag ude hun var blevet lovet.

Lukket