What is it with you that makes me act like this? (S)

[Cora Greengrass]

Efter Det er for sent, slangen er fri

Selvom Cora ikke havde taget del i efterfesten, betød det ikke at hun havde nemt ved bare at falde i søvn og overstå den rædsomme sidste aften på slottet. Tunge, grønne gardiner skærmede hende ikke fra egne tanker og bekymringer om sommerferien, og da nogle piger kom tilbage fra efterfesten hørte hun dem hviske. Trods hun ikke kunne tyde hvad de hviskede om, var det nemt at overbevise sig selv om, at hun var grunden til deres fnisen. Så du at Simon Montague vitterligt pakkede sin kuffert og skred med Agnes Nott?

Først da hun hørte gardinerne trække sig for igen, forsøgte hun at få noget søvn. Der gik dog ikke længe, før hun besluttede sig for at forlade sovesalen nu hvor slottet forhåbentlig var mere stille og hun ligeledes kunne få afløb fra tissetrangen og fjerne makeupresterne under stadigt-hævede øjne, uden at skulle konfrontere nogen.

Skæbnen havde dog en mærkelig humor. For så snart hun passerede døren til drengetoilettet, var nogen på vej ud. "Vær lidt forsigtig," nåede hun at sige efter hjertet havde hoppet et slag og hun så hvem det var. Freddie Day var på listen over de sidste hun ville snakke med til aften, men nu... skulle de samme vej. 

[Freddie Day]

"Wooow, hon'-" fik Freddie ud, før han skar sig selv af. Han var ellers lige blevet afbrudt i den sorgløse fløjten, der havde fulgt ham hele vejen fra drengenes sovesal og gennem toilettet. Men dét var omgående forbi, da han registrerede hvem det var og ikke mindst hvordan hun så ud.

"Cora?" Hånden lagde sig forsigtigt over hendes overarm, halvt i forventning om, at hun ville slå den væk. Men det var dét værd for at kunne betragte hende med sammentrukne bryn.

"Hvad sker der?"

[Cora Greengrass]

Samtalen de havde haft udenfor havde været både formålsløs og afkræftende, men der var så meget andet den forhenværende sirene tænkte på. Alligevel stod hun nu her - konfronteret med sorgløse Freddie - i sit nattøj, samt alle overbevisninger om, at hun måtte se herrens ud.

Hun bevægede skulderen i hentydning om, at han gerne måtte fjerne hånden og vendte straks blikket fra ham. "Nosy. Jeg skulle bare tisse," sagde hun og forsøgte at ligne en som ikke havde mærket verden tumle på hovedet.

[Freddie Day]

Freddie troede ikke en skid på det, men hvad kunne han gøre. Cora havde tydeligvis besluttet sig og han lod hånden falde, besejret. Ikke, at blikket forlod hende.

"Well, hvis du får lyst til at tale." Det lignede ellers ikke ham at give den slags tilbud uden udsigt til punani.

[Cora Greengrass]

Cora trak på skuldrene til ordene, overbevist om at drengene på den sovesal vel måtte have opdaget at Simon ikke var der, eller at det næsten havde været et samtaleemne til efterfesten. Men verden bevægede sig selv når hendes stod stille.

"Vi skal vel samme vej," sagde hun så i stedet og begyndte at gå ruten mod opholdstuen. Deres snak udenfor havde hun oplevet som at Freddie trådte i noget sårbart. Derfor mødte hun ham med stilhed nu for at undgå gentagelse.

[Freddie Day]

Sandt at sige brugte Freddie ikke meget tid på hverken Simon Montague eller nogen af de andre fra den klamme fuldblodsklub. Han bekymrede sig til gengæld om Cora, selvom han ikke altid var lige god til at vise det.

Men han havde dog situationsfornemmelse (ish) og gik ved siden af hende i tavshed.

[Cora Greengrass]

Problemerne Cora havde haft i starten af aftenen virkede som ingenting i kontrast med Simons exit. Hun havde været vred over at Freddie hev Martina dela Cruz med til festen, og havde følt sig en kende fortabt over sin manglende interesse i hendes forlovede. Øjne var gjort tørre efter megen gråd over en uretfærdig situation, men mindst ligeså tør (næsten slidende) var denne følelse af at gå ved Freddies side uden et ord.

"Kan jeg få en cigaret?" spurgte hun så, efter hvad der føltes som en evighed.

[Freddie Day]

Hvis Freddie var overrasket, viste han det ikke. Han gjorde blot et kast med hovedet og førte hende rundt om hjørnet, hvor der var en mørk krog. Det var da heller ikke første gang, han havde sneget sig til en cigaret der.

"Så," lød det henkastet fra ham, da han havde tændt to og givet hende den ene. "Vil du lufte ud eller høre en joke?"

[Cora Greengrass]

Cora håbede at cigaretten kunne give hende mere ro i kroppen, men hun var stadig ikke velvant. Alligevel huskede hun hans tidligere instruktioner og lænede blot ryggen mod muren i den mørke krog, da hun tog det første sug.

"En joke," svarede hun, selvom hun virkelig følte sig som en.

[Freddie Day]

Freddie havde rigeligt med jokes, men ingen af dem var synderligt Cora-venlige. Han var dog lidt distraheret af hendes hævede øjne og måtte komme med den første og bedste.

"Tre pikke skulle til eksamen. To af dem var stive af skræk, men den sidste var helt afslappet – den havde lige været oppe til mundlig."

[Cora Greengrass]

Joken - mere end røgen i mund og lunger - formåede at distrahere hende en anelse. "Hvor var den dum," mumlede hun så, med en meget modvillig og subtil antydning af noget tragisk-komisk i stemmen.

"Du har lidt været en... pik... i dag." Ordet var ufattelig uvant for hende.

[Freddie Day]

Den var dum, så Freddie trak bare på skuldrene og pustede røgen til den ene side uden at se ærgerlig ud over det. Til gengæld havde han skam nok til at se bare en smule undskyldende ud over anklagen, der nok ramte rent.

"Jeg er bange for, at det ligger i generne," bemærkede han og hævede den ene mundvige lidt. "Ked af, at det gik ud over dig." Var det en undskyldning? Han prøvede ikke at tænke for meget over det.

[Cora Greengrass]

Cora vendte endelig blikket mod ham, dog uden helt at møde hans øjne i mere end et splitsekund. I stedet bemærkede hun trækningen om hans læber og drejede hovedet væk, så hun kunne sætte cigaretten ind mellem sine egne.

"Det går nok," sagde hun så og fandt faktisk at hun lod det glide hurtigere end hun normalt ville. Freddies dumme bemærkninger var tilgivelige i sammenligning med hvad Simon Montague havde gjort. "Ingen skade sket."

[Freddie Day]

Brynene trak sig lidt sammen, for hvornår var det nogensinde ingen skade sket, når det kom til Cora? Og så slog det ham. Simon Montague. Han havde lyst til at spørge, hvad stodderen nu havde gjort.

"Det er fucked up," konstaterede han og lænede sig tilbage mod muren. "Han fatter ikke, hvor heldig han er." Cigaretten blev sat mellem læberne.

[Cora Greengrass]

Oftest oplevede hun Freddie som en person der ikke lod tingene omkring sig røre ham. Alligevel virkede han ikke altid nær så afslappet når det galt hans syn på normerne i det øvre fuldblodssamfund.

Røgen blev pustet ud mellem læberne selvom hun ikke havde formået at trække det helt ned i lungerne denne gang. Det føltes som om noget trykkede på dem, og den fornemmelse havde vist ikke tænkt sig at forsvinde til aften. "Han gad ikke engang at se på mig, da han skred med hende," fremmumlede hun så.