Det er for sent, slangen er fri

[Freddie Day]

Aftenen var startet solidt. Freddie havde fået en lille buzz på, danset med veldrejede damer og var generelt tilfreds med udsigten til ferie. Efter samtalen med Cora Greengrass, var virkeligheden dog en lidt anden og han var fyldt med en rastløs frustration, da han på sovesalen var i gang med at åbne den mønstrede skjorte, netop som Ian Ogilvy kom ind.

Han burde måske bare have holdt sin fede kæft lukket, men det havde aldrig været hans stil. Nu var der endelig udsigt til at få skabt balance igen.

"Nå, Ogilvy. Hvordan skal vi dog nogensinde klare hverdagen uden hinanden?" drævede han.

[Ian Ogilvy]

Ian havde haft en... Nogenlunde aften. Hans liv sejlede ærligt lidt. Hans bedste ven var død, der var kaos på hans hold og voksenlivet stod for døren.

Hvad den ikke behøvede, var dog Freddie Day. Han skævede til selv samme, da han - uinviteret - talte til ham. Han skævede over på ham og hævede et bryn.

"Jeg mindes ikke, at nogen bad om din sarkasme, Day."

[Freddie Day]

"Men hvis ikke nu, hvornår så?" spurgte Freddie og vendte sig helt om mod ham. Hænderne blev knyttet og holdt op foran ham, armene tæt til kroppen, som de viste hans karikerede fortvivlelse.

"Det er vores sidste aften, Oggie. Din sidste chance for at erklære dine følelser."

[Ian Ogilvy]

Ian gad ikke rigtigt hele Freddies ting lige nu og han himlede med øjnene, som han vendte sig med ryggen til og knappede sin skjorte op.

"Nej tak," svarede han tørt og håbede, at problemet ville gå væk af sig selv. Eller gå i seng.

[Freddie Day]

Freddie gad aldrig Ians ting, men det ændrede ikke på, at de havde delt sovesal og måtte tage stilling til hinanden (ish) i syv år. Derfor sjokkede han hen til kollegianeren og lagde en arm om skuldrene på ham, selvom han måtte strække sig lidt for at nå helt til den anden ballonskulder.

“Come on, boo.” Hånden gav den bøffede overarm et klem.

[Ian Ogilvy]

Ian måtte tage en dyb indånding for ikke bare at pande ham en. Det ville sikkert ellers give en dejlig ro. Irritationen gled dog ufiltreret over hans ansigt og han forsøgte at ryste armen af.

"Hvad vil du egentlig?" snappede han utålmodigt, træt og umotiveret til det her pjat.

[Freddie Day]

Ovenpå frustrationerne med Cora Greengrass, var det virkelig alt for syndigt tilfredsstillende at se frustrationen i Ians træk. Et skønmaleri, som han selv havde sørget for at fremstille, mente Freddie selv. Han gav skulderen et livligt klem mere og kyssede luften ud for hans ansigt, da bøffen desværre havde for hurtige reflekser til at få det på kinden.

"Sige, at jeg kommer til at savne dit mugne fjæs," bemærkede han kælent, før han gav skulderen endnu et klem. "Sov godt." Han blinkede til ham, før han fløjtende forlod sovesalen for at tømme blæren inden sovetid.

afsluttet