Once again..

[Henry Augustus Earwood]

Once again..

Til Jessie Dennis
Julen 2028
Eftermiddag
Snevejr

---

Henry slog blikket ud af det lille vindue han var så heldig at have i sit kontor. Sneen dalede langsomt ned. London var dækket af et hvidt tæppe. ”God juleferie Dr. Earwood” sagde den smilende sekretær som stak hovedet ind. Henry nikkede til hende og det med gled hans blik tilbage til sneen. Hans tanker kredsede om Syrene. Det var vel kun naturligt på denne tid af året. Henry grab sin frakke og jakke, han sendte et kort blik tilbage i det nu mørke kontor, før han lukkede døren bag sig i begav sig hen mod suse-netværkets hovedpejs.

Henry hostede som han kom ud af grønne dansende flammer. Huset han var ankommet i, så ikke ud til at være beboet, og trængte til en gevaldig rengøring. Henry børstede sin frakke og tog sin taske med sig ud i snevejret. Det havde været en tradition i mange år for Henry at tage denne tur, og glæden var ikke blevet mindre. Efter at have misset chancen for at få børn, pga. hans ekskones tidlige død, kunne han ikke gøre andet, end at glæde de børn, som ikke havde noget. Han smilede ved synet af døren til børnehjemmet som var lyst op af levende lys indvendigt. Henry tog forsigtigt i døren og trådte ind i den oplyste gang. Varmen brændte i hans kinder, som lyste mere og mere op i en rød farve.

Han smilede til en af de yngre børn som kom løbende forbi i ren nysgerrighed. Det måtte være et travlt sted her i julen, men også en hård tid. Henry tog sin frakke af og hængte den ved døren.

”Er der nogen hjemme?” spurgte han højlydt. Der gik ikke længe før en af pædagogerne på stedet tog imod ham med et smil. Det var en sædvanlige snak, man havde hvert år. Inde i stuen stod et stort juletræ, som nogle af børnene var i gang med at pynte. Begge bekendte fra de forrige år. Ved synet af Henry spurtede de også med lynets hast derhen. Han ruskede dem forsigtigt i håret, mens de klamrede sig til hans ben. ”Så så i 2 bavianer…. Nu skal i se….” Henry satte sig på hug og åbnede sin kuffert, hvor han trak 2 gaver ud, med drengenes navn på. Og med det var deres fokus flyttet, og Henrys ben frie igen. Han smilede varmt til børnene som de fik deres gaver. Det var derfor han gjorde det. Børnenes smil.

---

[Jessie Dennis]

Jessie sad sammen med Rob henne ved vinduet i stuen og spillede et spil kort. Det var et sæt helt almindelige muggler-spillekort som de havde haft med sig, da de ankom til børnehjemmet og det var efterhånden så flosset i kanten, at kortene var svære at få fra hinanden. Men ingen af de to havde nogensinde talt om at skifte det ud.

En høj stemme ude fra entreen fik dem begge til at se op og Jessie genkendte manden, som var kommet forbi hver eneste jul siden de var ankommet. Hun så godt, hvordan Rob skottede til kufferten og hun mærkede et stik i maven, da han blev siddende, hvor han var, i stedet for at gå derhen og få sin gave. "Gå nu derhen, Rob," nødede hun mildt og skubbede blidt til hans skulder. "Manden bider jo ikke."

Selv havde hun ingen planer om at gå derover. Hun var for gammel til at tage imod gaver fra tilfældige mænd - uanset hvor gode deres hensigter var. Men Rob burde have lov til at være barn. I hvert fald lidt endnu. "Gør det nu," nødede hun igen, men måtte bare se frustreret på sin bror, som stædigt sad på stolen og så ned på sine kort. "Jeg spiller spar es," lød svaret bare.

[Henry Augustus Earwood]

Det var ikke et nyt syn for Henry at der var nogle børn som ikke stormede i armene på ham pga. de gaver han havde med, og det kunne han sagtens forstå. Han smilede til Jessie og gik nærmere med en lille fløjlspose i julefarver. "Du er ikke glemt." sagde han og stillede den ved siden af hende.

Jessie var en af de børn der ikke åbnede sig nemt, og selvom Henry havde set hende flere gange efterhånden, var hun stadig som en lukket bog. "Hvad spiller i?" spurgte han fascineret og kiggede på de slidte kort.