Bedst med kram

[Maighread MacFusty]

Maighread var ikke typen, der fulgte med i sladder og nyheder fra fuldblodseliten. Hun bekymrede sig ikke om deres intriger og barneforlovelser og sociale spil. Men da Gideon Flint døde, kunne hun ikke ignorere det. Ikke, fordi han var arvtageren til sin slægt eller på grund af sin lille vanvidsklub, men fordi han var Tobys bror.

Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde måtte undvære ham på skolen og dagene havde været … underlige. Burke-tvillingerne virkede om muligt endnu mere uudholdelige og Jack Day have effektivt formået at gøre hendes helle i quidditch til en blandet fornøjelse.

Mest af alt glædede hun sig bare til at kunne lægge armene om sin bedste ven igen og da hun den morgen spottede Tobias "Toby" Flint i de opslåede dobbeltdøre, var hun ikke sen til at forlade sin plads ved Slytherins langbord. Hun droppede ikke for noget, men fortsatte målrettet, indtil hun kunne lægge armene om ham og trække ham ind til et kram.

[Tobias "Toby" Flint]

Toby stod uden for døren til storsalen i flere minutter, inden han kunne tage sig sammen til at gå indenfor. Han havde haft nogle ekstra uger hjemme efter Gideons død og dette var hans første dag tilbage. Hvilket også betød, at han havde haft masser af tid til at tænke på, hvordan de allesammen sikkert gik og talte om ham.

Da han endelig fik sunket klumpen i halsen og gik ind, var han overrasket over, at så få overhovedet sendte ham et ekstra blik. Til gengæld fik han omgående en klump i halsen igen, da han så Mags komme imod sig med bestemte skridt. Af alt på skolen var det hendes selskab han havde savnet allermest.

I samme øjeblik hun slog armene om ham og hendes søde duft ramte hans næsebor, mærkede han tårerne begynde at samle sig i øjenkrogen og han forsøgte at trække sig tilbage og ud af omfavnelsen, så han ikke begyndte at tude her midt i storsalen. "Ikke her," hviskede han grødet.

[Maighread MacFusty]

Det var alt, Toby skulle sige. Mags forstod, heller ikke selv komfortabel med offentlig udvisning af følelser. Det var den eneste grund til, at hun slap grebet om ham for i stedet at tage hans hånd.

"Kom," opfordrede hun og førte ham med sig ud igen, selvom han selvfølgelig kunne være sulten. "Jeg har en scone i lommen til dig." Hun sagde ikke mere, men satte direkte mod det første og bedste depotrum, hvor hun trak ham med ind til et nyt kram. Denne gang med en lukket dør mellem dem og verdenen.

[Tobias "Toby" Flint]

Hun lod ham gå og han kastede et nervøst blik rundt - opmærksom på at flere nu så i deres retning. Han fulgte villigt med hende ud for at undgå deres stirren og egentlig slet ikke sikker på, at han kunne få en bid ned. Han havde været meget nervøs over sin tilbagevenden til skolen.

Fornemmelsen af hendes hånd mod hans fik Toby til at få det bare lidt bedre og da hun trak ham ind i et depotrum og lagde armene om ham igen, tøvede han da heller ikke med at gøre det samme. Han lagde armene tæt om hendes liv og trak hende tæt ind til sig. Hendes tætte omfavnelse var helt anderledes end de kontrollerede og næsten formelle knus, han havde fået af sine forældre i den seneste tid. Hendes krop var blød mod hans og han begravede ansigtet i hullet mellem hendes skulder og hage. Et langt øjeblik stod han bare og kunne ikke helt finde ud af, om han skulle være stoisk eller ej. Men så brød væggen i ham ned og et forkrøblet hulk kom over hans læber.

[Maighread MacFusty]

Mags havde intet, hun skulle nå, andet end at kramme Toby, lige så længe han havde behov for det. Hun lagde blot hovedet ind mod hans og aede ham blødt over ryggen. Det var det, der altid havde hjulpet, når hun var ked af det.

Og da han lod til at synke lidt mere sammen i hendes arme, reagerede hun kun ved at stramme taget om ham. Kinden hvilede tungere ind mod hans kæbe.

[Tobias "Toby" Flint]

Han mærkede hende stramme grebet og det føltes som om, at noget i ham havde higet efter, at en anden ville holde sammen på ham et øjeblik, så han kunne få plads til selv at give slip. Det ene hulk blev til flere og han klyngede sig til sin bedste ven, mens han gjorde sit bedste for ikke at græde højt nok til, at nogen ville kunne høre ham gennem døren. "Undskyld," fik han fremstammet mellem to hulk, men havde ikke nok styr på sig selv til at forklare, hvad han undskyldte for, førend det næste hulk havde overmandet ham.

[Maighread MacFusty]

"Fuck nej," afbrød Mags ham omgående og lige så ublidt, som hun plejede. Hendes kram var faste og hendes tone lidt hård. Det havde ikke forandret sig, bare fordi Toby havde ondt.

"Du skal ikke sige undskyld. Hvad end du har brug for." Hun gav ham et klem. "Jeg er lige her."

[Tobias "Toby" Flint]

Toby blev på ingen måde fornærmet over hendes svar. Tværtimod fandt han styrke i den og pludselig indså han, hvor heldig han var at have så god en ven, som Mags. Han havde naturligvis vidst det længe, men det var sjældent, han sådan kom til at tænke på det.

Endelig fik han så meget styr på sig selv, at han kunne holde op med at hulke. Tårerne løb stadig lige så stille, men den hule fornemmelse, han havde haft i brystet siden Gideons død, var for øjeblikket udfyldt af noget andet og han nød at kunne trække luften rigtigt ned i lungerne. Han havde dog ikke givet slip på hendes endnu, men stod bare og snøftede lidt, mens han nød hendes nærhed. Da han endelig talte, kom det i en lille og let rusten stemme. "Jeg kan bare ikke forstå, at han er død."

[Maighread MacFusty]

Det var seks år siden, Mags havde mistet sin storebror, men selvom nogle ting var falmet, stod andre minder stadig skarpt i hendes hukommelse. Det var svært ikke at tænke på nu, da hun nikkede og nussede ham mellem skulderbladene.

"Sådan kommer det til at være noget tid," mumlede hun. "Det sutter dragekugler."

[Tobias "Toby" Flint]

Toby havde tænkt meget på Mags i de sidste uger - især fordi han vidste, at hun havde været igennem det samme, selvom hun ikke var nær så gammel som han dengang. Men hendes bramfrie beskrivelse af oplevelsen fik ham til at bryde ud i høj latter et øjeblik og han gav endelig slip på hende, mens han tørrede sine røde øjne med bagsiden af sin hånd. "Åh Mags, som du kan sige det..." Han smågrinede lidt igen, inden han fik samlet mod nok til at stille det spørgsmål, som han havde frygtet. "Snakker de alle sammen om mig?"

[Maighread MacFusty]

Mags grinede ikke selv, men hun slap et muntert fnys og trak på den ene skulder. Det var langt fra én af de værste ting, hun kunne have sagt om det, men hun var også bevidst om, at Toby kom fra en lidt anden familie, end hun gjorde.

"Hvorfor skulle de det? De har alle sammen deres egen teenage-angst at beskæftige sig med," forsikrede hun ham og troede fuldt og fast på det.

[Tobias "Toby" Flint]

Hendes svar medførte sænkede skuldre og et næsten uhørligt suk af lettelse. Det passede ham glimrende. "Okay. Så må jeg nok hellere få den der scone, så jeg ikke falder om af sult midt på dagen." Han rakte hånden frem og smilede let. Han var klar over, at hans øjne var for røde lige nu til at han havde lyst til at gå uden for døren. Men timerne ville snart begynde, så han måtte se at komme i omdrejninger.

[Maighread MacFusty]

"Aye, selvfølgelig," svarede Mags og stak hånden i kappelommen for at fremdrage sconen indpakket i servietter. Hun smilede skævt til ham.

"Og hey, vi kan sagtens blive herinde, hvis du vil."

[Tobias "Toby" Flint]

Han tog imod maden og brugte én af servietterne på at tørre næse og øjne. "Hvis vi bliver væk fra timen, så ender det sikkert med at folk tror, vi laver alt muligt herinde," drillede han med antydningen til et smil. Det var længe siden han havde følt sig så normal, som han gjorde lige nu. Bortset fra, at han kunne mærke varme i nakken, da han indså, hvad det var, han jokede med.

[Maighread MacFusty]

Mags tog sig ikke synderligt af, hvad folk måtte tænke og tog joken med et skævt smil. Hun trak på skuldrene.

"Kun, hvis de er misundelige," svarede hun med et glimt i øjet.