Nødvendigheder

[Sophia Slughorn]

Man sagde, at der snildt kunne gå lang tid, før det rent faktisk lykkedes én at blive gravid. At det krævede nøje planlægning, som det hun havde gjort med Septimus. Det hele havde været tilrettelagt, nøje struktureret. Indtil hun havde indset, at hun var gået over tid. Et besøg på Skt. Mungos havde bekræftet, hvad hun allerede vidste.

Det burde selvfølgelig nok have været hendes husbond, der fik nyheden først. Men nu stod hun uden for Nicodemus Slughorn ‘s kontor og ventede med et roligt ydre, der skjulte stormen i hendes indre.

[Nicodemus Slughorn]

Det var en dag som de fleste andre og det ændrede sig ikke rigtigt, da Nicodemus så op fra sit skrivebord og så Sophia komme ind i det store kontorområde. De arbejdede trods alt i samme afdeling, så selvom synet af hende gav ham en øjeblikkelig splittet fornemmelse i mellemgulvet, antog han ikke automatisk hun var der for noget der vedkom ham. Af samme grund nøjedes han med et nik, da deres blikke mødtes og fordybede sig så i papirerne foran sig igen.

[Sophia Slughorn]

Under andre omstændigheder, ville det lille nik have været al den kommunikation, Sophia behøvede. Mere end, hvis ret skulle være ret. Men nu stilede hun i stedet mod hans arbejdsplads og stoppede først ved hans bord.

“Kan jeg lige låne dig et øjeblik?” spurgte hun roligt. Det ydre var fattet, selvom der var en storm i hendes indre.

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus prøvede måske at koncentrere sig om arbejde, men nu han vidste SOphia var der, kunne han alligevel ikke lade være diskret at følge hende med blikket ud af øjenkrogen. Han løftede dog først hovedet da hun stoppede ved hans bord.

SPørgsmålet fik hans bryn til at krybe lidt sammen og der gik et tøvende øjeblik før han nikkede "Sure." han blev siddende og så afventende op på hende.

[Sophia Slughorn]

Sophia kunne se Nics tøven, men kunne ikke tage sig af det. Der var langt mere presserende ting, selvom hun stod tålmodigt med hænderne bag ryggen. Agent Slughorn, frem for alt.

"Under fire øjne?" uddybede hun og trådte et enkelt, opfordrende skridt tilbage.

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus kneb øjnene lidt sammen, men rejste sig langsomt. Under fire øjne kunne næsten kun betyde det ikke var arbejdsrelateret og det gjorde ham automatisk lidt på vagt, mens han satte kursen mod det nærmeste mødelokale, åbnede døren og holdt den åben for hende.

Han lukkede den bag sig, men blev stående foran den, i stedet for at gøre anstalter til at sætte sig, et afventende blik hvilende på hende.

[Sophia Slughorn]

Under andre omstændigheder havde Nics tydelige forbehold nok irriteret hende, men i dét øjeblik havde Sophia rigeligt at tænke på i forvejen. Hun fulgte ham ind i mødelokalet, men gjorde heller ikke selv anstalter til at tage plads.

I stedet gjorde hun noget så fremmed for sig som at stryge hånden over det lyse hår, som for at rette på det. Men det var som altid sat hårdt op, trukket væk fra ansigtet, når hun arbejdede. Hun klarede halsen.

"Måske du bør sætte dig."

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus havde ingen anelse om, hvad det var Sophia ville ham, ud over at det tydeligvis var noget alvorligt. Det fik automatisk tankerne til at vandre i en bestemt retning "Er der sket noget med Sep?" han flyttede sig ikke, trods hendes opfordring, men så bare igen afventende på hende.

[Sophia Slughorn]

Det krævede alt at holde Septimus Slughorn ude at tankerne og Nicodemus ødelagde ethvert forsøg. Sophia pustede ud og prøvede at genfinde fatningen.

"Jeg er gravid, Nic," konstaterede hun uden omsvøb.

[Nicodemus Slughorn]

Konstateringen trængte ikke for alvor ind med det samme. Han hørte den og forstod den, men hjernen valgte helt at udelukke ham selv fra, at have noget med det at gøre. Mellemgulvet krummede sig stadig ubehageligt, i en velkendt følelse der mindede om jalousi "Så? Var det ikke det I arbejdede på? Det kan vel ikke være så stor en overraskelse?"

[Sophia Slughorn]

Hvis det havde været så simpelt, som Nicodemus fremstillede det, havde hun nok overladt det til Septimus Slughorn at overlevere nyheden. Men som tingene var, vred Sophia hænderne, før hun tvang dem fra hinanden.

"Nic, jeg har brug for, at du forstår, hvad jeg siger til dig," konstaterede hun alvorligt, blikket indtrængende. "Hvorfor det er mig, der fortæller dig det her. Som den første."

[Nicodemus Slughorn]

Måske var Nicodemus’ puls steget lidt, i takt med farven forlod hans ansigt. Han rystede på hovedet, men var usikker på, om han rent faktisk gjorde det fordi han ikke vidste hvad hun ville have ham til at forstå - elller bare ikke ville “Nej… “ håndfladerne føltes klamme og han knyttede hænderne hårdt, men blev stående i lettere stivnet tilstand foran døren “Nej, for vi..” han stoppede, for som han var ved at sige det højt, var han pludselig ikke så sikker.

[Sophia Slughorn]

Der var ikke noget nej, for vi. Det havde Sophia haft tid til at indse. Ikke, at det gjorde hende synderligt tålmodig over for Nics behov for samme. Men hun gav ham den, selvom hun stadig stod op, ude af stand til at finde ro.

Det larmede, da hun svælgede, men hun sagde ikke mere.

[Nicodemus Slughorn]

Tavsheden var larmende i sig selv og Nicodemus var ikke sikker på han blinkede mens han stod stivnet og bare stirrede på Sophia. Han anede heller ikke hvor lang tid der gik før han langsomt rystede på hovedet igen og nødtvungent overvejede det hele "Hvorfor er du så sikker på det er.." han kunne ikke helt få sig selv til at sige det, uden at mellemgulvet knudrede sig endnu mere sammen "..mig." han havde allerede selv sagt det og vidste hun og Septimus havde besluttet sig for børn.

[Sophia Slughorn]

Blikket flakkede over Nicodemus, mens han tog sig hvad der virkede som en evighed til at bearbejde, hvad hun sagde. Sophia fugtede læberne og rystede på hovedet.

"Det ved jeg heller ikke," indrømmede hun. "Men hvis jeg tager til Skt Mungos …" Hun behøvede ikke at færdiggøre sætningen.