Flået

[Simon Montague]

Det havde været overraskende let at adskille de to vejledere på deres aftenrute og føre Matheo Rosier ned til scenen, hvor magien allerede var i gang.

Døren til klasseværelset stod åben; borde på række med tilhørende tomme stole. Reoler med bøger og skabe med glaslåger, hvor alskens genstande (beholdere med fjerpenne, krukker med låg, tågede glaskugler, store genstande af iltet sølv osv) hvidpelset af støv, indkapslede lokalet på begge sider og døren til et tilstødende lokale. Store sprossevinduer med afblegede glasmosaikker udgjorde endevæggen; Falmet lys inddelt i firkanter lå over rækkerne og stoppede først ved døren.

På kateteret lå en masse breve. Og på disse breve dansede en miniature skabning. Én med hvid kjole og rødt hår, ikke mere en et par centimeter høj. Nydelig forvandlingsmagi.
Rundt og rundt dansede den, pigen. Fine piruetter på et underlag af omhyggeligt slyngede og dybfølte sætninger. ’Jeg savner dig - Altid med dig i tankerne - En stjålen dans i regnen’.
Rundt Rundt Rundt.

[Matheo Rosier]

Mørket føltes tættere og mere altopslugende i januar. Faklerne, der hang i slottets kringlede korridorer kæmpede da også virkelig for at holde deres flammer ved lige. Magien støttede dem, men sommetider mærkede vejlederen lysten til at kvæle deres eneste formål - at holde sig selv i live.

Fodtrinene var målrettede, men hvordan kunne de være andet, når han var blevet afledt... - nej, blot ledt mod et klasselokale, hvor døren stod på klem. Hånden var allerede mod staven, så han kunne være klar til hvad end der mødte ham på den anden side af knirkende hængsler.

Synet der mødte ham var uventet. Breve - tilmed en masse af dem - flød og blev trådt på af en dansende skabning. Matheo mærkede fristelsen til at træde helt hen til den og få den til at stoppe med at danse. Staven blev fremtrukket, før han pegede den mod figuren: "Confringo," I det næste var den hånefulde, håbefulde version af Agnes Rosier forvandlet til støv og skår.

[Simon Montague]

Det lille klik! låsen afgav da døren gled i blev overdøvet af eksplosionen.
Fra sit ståsted så Simon tavst til, mens forvandlingen blev reduceret til et brændt mærke og en håndfuld aske på den slidte bordplade. Smilet dirrede i halvmørket.

Af aske af du kommet: Af ild skal du blive.
Store fortabte drengebarn. Han havde tydeligvis ikke forstået det endnu.

Så trådte Simon frem. Staven var allerede trukket og den blev behændigt drejet mod Matheo.
”Expelliarmus”

[Matheo Rosier]

Nok havde Matheo visse vrangforestillinger, men naturligvis var det en fælde. Dog havde han forventet at Simon ville slå til, skulle han blive for fascineret af vellykkede forvandling. Nu var den sprunget til atomer af magisk støv. Og så hørte han fodtrinene, hurtigt fulgt af en afvæbnende besværgelse - røde gnister.

Matheo vendte sig, kun lige akkurat i tidsnok til at afværge besværgelsen. Det havde været tættere på end han brød sig om, og da han vendte øjnene mod Simon var de kølige og hårde.

"Har du tabt besindelsen Montague? At angribe en vejleder...."

[Simon Montague]

Simon trak på skuldrene. Han stod ganske belejligt ved døren til det tilstødende lokale, og kunne meget vel have siddet flittigt og læst. Blændet af læselampens skær var det slet ikke utænkeligt, at han havde haft svært ved at identificere personen i det meget mørkere klasselokale, da Simon var blevet hidkaldt af det usædvanlige høje brag.

”Jeg troede det var en, som havde mistet kontrollen. Og det er jo vores fælles ansvar at forhindre magiske ulykker, hvis der ikke umiddelbart er en vejleder til stede. Man må handle hurtigt. Er det ikke sandt, Rosier?”

Simon blinkede, fortsatte så i en næsten elskværdig tone:

”Men hvem kunnet have gættet, at det var vejlederen selv, som var ved at sprænge borde i stykker i et tomt klasseværelse. Sig mig en gang: er det en ny godkendt procedure fra ledelsen eller mistede du grebet?”

[Matheo Rosier]

Forvandlingen var afslørende og intentionel. Så meget kunne Matheo da regne ud. Simon ønskede at provokere ham, og gjorde det skam også med hvert ord. Såvel som med hvert åndedræt når det kom til stykket. Øjnene skar lyn over mod den lyshårede dreng. 

"At foregive ignorance klæder dig endnu mindre, end når du normalvis bare ér det, Montague," gav han igen. Hagen blev hævet, som tryllestavsarmen blev sænket. Ikke at han ikke var klar til at lade forlængelsen af armen handle, hvis Simon forsøgte at afvæbne ham igen.

Med den frie hånd, samlede han et af de skarpe stykker af miniatureske Agnes op mellem pege og tommelfinger. Stykker kunne skære den uforsigtige. "Kun pigebørn leger med dukker."

[Simon Montague]

I modsætning til Matheo Rosier lod Simon ikke staven falde langs siden. Derimod rettede han den ufortrødent mod ham på ny, mens den yngre syntes kortvarigt optaget. Denne gang valgte Simon at benytte sig af nonverbal forvandling.

Intet lys ville afsløre magien men effekten ville være øjeblikkelig.

Det lille stykke i Matheos hånd forsvandt til ingenting. De øvrige stykker af den dansende piges knuste krop fulgte trop og det eneste som blev ladt tilbage, var ar og aske efter drengens egen ødelæggelse.

”Pudsigt ikke? Det plejer at være dig som får stykker af Agnes Rosier til at forsvinde.”

[Matheo Rosier]

Skår blev til hvad der føltes som endnu mindre end sand. Matheo vendte blikket mod korn af støv, som disse gled ud mellem fingrene og dalede ned mod gulvet. Tryllekunstner, intet andet. Kvaliteten fejlede måske ikke noget, men forvandlinger skræmte næppe en troldmand der havde set alt hvad han havde.

Øjnene bevægede sig desinteresseret mod den næsten jævnaldrene dreng igen. "Mhm, mærkeligt. Jeg synes ellers jeg husker det var dig, hun skyndte sig at forsvinde fra til nytårsfesten kort efter klokken slog tolv," Hun havde valgt ham, frem for at blive. Havde givet Simon minutter, hvor han selv havde fået timer og dage med hende.

[Simon Montague]

Myggen stak. Den jog sin lille dumme snabel ned i huden på ham, og fik det til at klø. Rød irritation, intet mere end det, men irritation trods alt. Simon så på det vingeløse insekt, der stod dér med sit skinnende taberemblem. Hvor ville det være tilfredsstillende at klaske den. Den fortjente et kort, fladt liv.

Heldigvis var der alternative måder at gøre det på.

”Og du valgte alligevel at fjerne mindet efterfølgende?” Simon løftede sigende øjenbrynene; Jovist, det havde muligvis kun drejet sig om minutter. Men drengen havde tydeligvis set det som en trussel der ville udradere et årti af Matheos eget hårde slid; Det måtte være et sølle fundament.

”Hvad gjorde du med resten? Alle dem som kiggede på og så det? – så vidt jeg husker var der to som klappede”

[Matheo Rosier]

Brynene rynkede sig over den velramte anklage, men Matheo kunne umuligt give Simon al for megen credit. Ikke når det var minderne om ham der var slettet og når det ikke ligefrem var første gang det var sket. Matheo vidste at han havde været uforsigtig efter nytåret, men han virkede ikke nervøs. Som altid, var der bare noget roligt-observerende over ham. Som hævede han sig over enhver situation med absolut desinteresse.
Ja, selvom han havde lyst til at fjerne langt mere end bare Simons hukommelse.

"Jeg ved ikke hvad du taler om Montague," benægtede han så bare og trak på skuldrene. "Jeg er vant til at elever taler udenom, når de burde være i deres opholdstue. Så ligesom med dem, vil jeg bede dig gå tilbage og undlade at bruge mere magi udenfor undervisningen."

[Simon Montague]

Simon havde ikke forventet at Matheo ville krybe til bekendelse. Tværtimod havde han forventet denne virkelighedsfjerne døde tilgang til spørgsmålet, som den yngre dreng tilsyneladende altid benyttede sig af. Døde øjne, død mund, død krop, sten dødt indre.
Stakkels Agnes. Stakkels, stakkels Agnes.

”Ha. Du er så forudsigelig. Men fint- ”
Simon vendte siden til, lagde den frie hånd på håndtaget, hvis dør førte ind til det næste rum. Med alle intentioner om at forlade stedet, smilede han et venligt smil til idioten.

”Jeg har alligevel lovet at blande mig uden om...”

[Matheo Rosier]

Forudsigelig. Matheo tyggede på ordet, men kunne egentlig kun tænke, at ordet dækkede Simon langt bedre end ham selv. Alligevel vidste Simon vel kun en snert af hvad han havde gjort. Ikke at han angrede handlingerne. Alt for kærlighed. Simons interesse var langt mere grotesk. Han havde set en skadet fugl og ønskede at lindre hende med hvad... dans og tungeslaskere i en fyldt sal? Agnes fortjente bedre.

"Så gør det. Bland dig udenom," foreslog han, mens øjnene betragtede det smil Simon sendte ham. Hvordan kunne nogen finde det appellerende? "Jeg blander mig ikke i hvad du foretager dig med dit liv. Så lad være med at være en del af mit."

[Simon Montague]

Simon brugte ikke kræfter på at svare. Han smilede bare og afslørede, at han vidste mere om den snarlige fremtid end Matheo højst sandsynlig gjorde og at han – Simon - ikke fandt behovet for at røbe det før tid.

// Luk?