Fåreklæder og glubske ulve

[Matheo Rosier]

Efter Salige er de, som stifter fred

Øjnene gnistrede af en ild der havde brændt siden han havde bevæget sig talrige etager oppe. Faktisk havde hvert trin blot kastet mere brænde på bålet, og da han derfor spottede Simon Montague i opholdstuen i de sene aftentimer, frem for oppe i sin seng (som vejlederen havde været klar til at hive ham ud af), virkede intet tilfældigt.

"Montague. Udenfor nu. Jeg skal tale med dig," Forlangede han og ignorerede blikkene han fik fra de få elever der endnu ikke var gået i seng. Emblemet skinnede på brystet og selvom det ikke var beskrivende nok, lignede han nok en der var klar til at fratrække en masse point.

[Simon Montague]

Simon havde kun ventet på dette uundgåelige sammenstød. Han havde ikke forventet at det nødvendigvis ville have været nu; denne rasende undskyldning af en vejleder i opholdsstuen, men Simon kunne næppe beskrives som værende overrasket. Agnes og Matheo levede i en påtvungen symbiose; dikteret, overvåget og styret af Matheos mindreværdskomplekser og utilstrækkeligheder.

Det var lige før at Simon havde ondt af den sølle eksistens, der netop påkrævede ham at følge med udenfor.

”Ligeglad med kollegiepokalen, fornemmer jeg?”
Simon stod med ryggen til den tændte pejs. Skyggen blev kastet frem mod den konfronterende galning. Hovedet var en kende på skrå, blikket vågent.

[Matheo Rosier]

Hamrende ligeglad, var hvad han var. Kollegiepokalen betød ingenting for ham. Det var banal konkurrence, mens Simon forsøgte at tage æren for noget langt mere dyrebart. Agnes' lykke.

"Hørte du hvad jeg sagde?" snerrede han dæmpet, tydeligvis ikke voldsomt underholdt af Montagues urokkelighed foran den gnitrende pejs. "Udenfor. Jeg siger det ikke igen."

[Simon Montague]

Simon vippede op på tæerne, vippede derefter ned igen. Blikket veg ikke fra det vrede monster, som den unge troldmand så længe havde forestillet sig dø på alternative måder; drukne i søen, falde fra ugletårnet, kvæles i hindbærbuddingen til aftensmaden.

Det havde klædt Matheo at dø.

Overraskende nok klædte det Matheo endnu mere at være vred. For vreden stod i dementral modsætning til det, som Agnes havde givet Simon (og som Simon nu bar rundt på). Og ikke nok med det. Det forstærkede det. Sladrede om, at Agnes havde givet Simon mere end hun nogensinde havde givet sin forlovede.

”Sig i det mindste lige, hvad det drejer sig om. Vi er mange som er nysgerrige.”
Simon nikkede sigende mod de store øjne tilhørende de øvrige elever.

[Matheo Rosier]

Der var kun et monster her. Og det havde krøllet lyst hår og lange fingre der gerne ville pille ved andres sager. Endda også en mund der hellere end gerne ville komme med flabede barnagtigheder, der før eller siden ville skubbe Matheo længere mod skræntekanten. Det var dog ikke Matheo, der ville falde ned og knække lemmerne på klipperne.

Øjnene gled over mod de andre elever i rummet. Heldigvis var størstedelen af dem fra yngre årgange og det var derfor truslen måske virkede:

"Jeg trækker point fra hver af jer, hvis I ikke piller af og giver os noget plads," Måske var det ikke så meget truslen som Matheos hårde blik der rent faktisk fik dem til at rejse sig og forlade rummet for en stund.

"Hvad har du gjort ved hende?" spurgte han så, anklagende og lige til sagen.

[Simon Montague]

Eleverne var ikke sene om at forlade opholdstuen; det var svært at modstå en vejleders ordre. Simon kunne blot håbe på, at de havde set nok til at vide, hvem der havde været den konfronterende part.
I det mindste slap Simon for at rykke sig fra ilden og det møblerede rum, der gemte på flere muligheder end en affolket gang eller en bar græsplæne ville gøre: alt i alt var det okay, situationen taget i betragtning.

Desuden havde hun sagt at det var noget særligt. Efter at hun havde fyldt ham med kys og gjort alt til brusende vand. Bevidstheden om det sad i blikket, der var vendt mod Matheo.

”Har jeg ret i at det er halskæden?”

[Matheo Rosier]

Simons konspirationsteorier pissede ham af. Det samme gjorde det arrogante ansigt, han ikke forstod Agnes kunne finde tiltalende. Matheo kunne dog kun se én ting. En dreng der ikke respekterede hvad der var andres.

"Check den selv," sagde han og hev amuletten op ad lommen og kastede den i en bue hen mod Simon, så han med lidt god vilje, ville kunne gribe den.

"Som om jeg vil skade hende. Det er dig der roder med hendes hoved."

[Simon Montague]

Amuletten skiftede lomme – Simon greb den og gemte den bort.

Agnes Rosier havde ikke kun sagt at det var noget særligt. Hun havde rakt frem efter ham. Søgt ham fysisk med sine sparsomme smil og fine hænder. Årene med kærlighed havde slidt hendes øjne; han havde set undergang i dem. Undergang på gangene. Undergang til møderne. Altid undergang i Matheos selskab. Og nu. Efter glemsel og efter hvad der føltes som lang tid og samtidig så kort: Han havde atter set genkendelse. Han havde set håb. Behov. Ivrighed. Farver.

Mindet fik mundvigene vendt opad.
Kom vrede, kom du bare. Dit sygelige bæst. Hvad end du gør, kan du intet gøre.

”I griner måske ikke så meget hjemme hos jer?” Et tyndt lag af spot var viklet ind i mellem ordene der var henvendt til den vrede, lille dreng.

[Matheo Rosier]

Amuletten var billigt ragelse. Forbandelsen var blevet kastet mod halskæden der stadig var om hendes hals, før han da dengang befriede denne fra smykket. Beviser var der nok ikke mange at komme efter og det generede ham ikke at Simon nu havde det i sin varetægt. Tjo... enhver slange med lidt respekt for sig selv, kunne nok finde på at plante noget der ikke var der, for at fælde en anden person.
Men... han var overbevist om at han kunne få Agnes på sin side igen.

"Hold mund Montague. For en eller anden dag kapper jeg tungen af dig," sagde han, uden at hæve stemmen. Alt ved ham strålede af alvor. "Den dag jeg endelig griner, sørger jeg for at gøre det sidst."

[Simon Montague]

Simon var villig til at hjælpe til – med latteren. Han havde allerede besværgelsen klar på tungen, som Matheo truede med at kappe af. Den primitive imbecil.
Tålmodigheden rystede på sig. Det var underligt generende at drengebæstet ikke kunne beslutte sig for, om Simon skulle tale eller tie. Det umodne pjok der trods sin tydelige inkompetence alligevel havde lykkedes med at dyppe Agnes i skygge.

Hun havde kaldt det noget særligt. Hun havde været bange. Hun havde røbet -

”Har du ikke en rute du skal gå?”

[Matheo Rosier]

Vejlederen løftede et uimponeret bryn. Montagues manerer var ufatteligt utiltalende og han kunne ikke finde mening i Agnes bløde punkt for denne fyr.

"Lad være med at tale udenom," Blikket var fastgjort på den anden slange og Matheo var temmelig fristet til at finde tryllestaven frem fra kappelommen og sørge for at tvære det selvtilfredse udtryk af modstanderens ansigt. Måske endda sørge for at han ikke foretrak en mine igen. Der var mange steder at forsvinde hen på slottet.

"Du rører ved noget der ikke er dit. Udnytter en pige, der har set rædsler du ikke kan forestille dig. Agnes har brug for stabilitet."

[Simon Montague]

Jo mere Matheo snakkede, jo mere tåbeligt føltes det hele. Drengebæstet snakkede som var det en genstand de stod og diskuterede. Eller et uselvstændigt menneske på 1½. Selv Simon kunne mærke hvordan livsgnisten blev drænet fra legemet i takt med al den ilt, den yngre slange havde tænkt sig at indånde. Ikke underligt at Agnes var så hvid.

Måske var der kun et år imellem de to slanger, men når det gjaldt hjernemodningsprocessen, var det slående hvor stor forskellen var. Monstro det var på tide at få et par nye topskud på Rosiers cirkulære stamtræ?

”Årh, du er simpelthen så alvorlig.” Det var svært at tage seriøst. Simons ansigt afslørede, at han ikke anede hvad den anden fablede så selvhøjtideligt om.
”- Lad mig hjælpe dig med at få løsnet op.”

Resolut gled tryllestaven ud af ærmet. Med et raskt lille svirp kastede Simon omsider lidt grin afsted mod drengen, der legede barnekonge. Så alvorsfuld, unge herre – smil nu lidt. Lad mig høre din latter.
Grin dig selv ihjel.

[Matheo Rosier]

Så snart Matheo så bevægelsen, var hånden på egen stav. Den blev trukket og søgte at afværge besværgelsen før den fæstnede sig. Og med held, selvom det var et close-call.

"Petrificus totalus," Gav han med det samme igen, uden at behøve at tænke en ekstra gang over det. Denne dreng skulle opleve meget værre end en komplet kropslås.

[Simon Montague]

I modsætning til Matheo reagerede Simon ikke i sidste øjeblik. Han havde været forberedt siden han selv kastede sin første besværgelse afsted. Den magiske retorik var dog eskaleret; Matheo var åbenbart ikke interesseret i at grine sig ud af situationen og hans modangreb var decideret fjendsk.
En grøn lænestol svang sig ind foran angrebet. Derpå trådte Simon til side, så pejsen ikke længere befandt sig direkte bag ham. Med ildskær langs den ene side af sin krop og sit ansigt, betragtede han den arrige kriger, uden selv at svare tilbage med andet end ord:

”Hvad er det du vil, Matheo? Sådan helt præcist?”

[Matheo Rosier]

Selvom det var noget af et spetakel omrokeringen skabte i Opholdstuen, forblev Matheos stav løftet mod slangen foran ham. En forkælet snothvalp der forsøgte at korruptere hans ejendom.

"Hold dig væk fra hende," insisterede han mørkt. Hånden drejede sig lidt så tryllestaven nærmest lå og balancerede mod fladen, kun holdt tæt af en tommelfinger og venerne på håndledet.

"Hun er ikke din."