Who am I to have feelings, when I'm so cold?

[Sophia Slughorn]

Det var stadig mørkt udenfor, da Sophia trådte ud af pejsen i stuen. Hun havde håbet, at det også ville gælde huset, men både i køkkenet og i gangen skinnede lysene og hun måtte tage en dyb indånding ved lyden af karret, der var ved at tømmes igen. Septimus Slughorn måtte selv være kommet hjem fra sin nattevagt ikke længe forinden.

Luften blev sluppet igen og håret forsøgt ordnet bare nogenlunde, før hun gik op ad trapperne og passerede badeværelset. Det osede af varme og renhed, som hun ærligt talt kunne bruge begge dele af. Men hun fortsatte i stedet ind på soveværelset og selvom hun normalt ikke var én til at blive overrasket, måtte hun stoppe op i døren over synet af letpåklædte Septimus midt i soveværelset. I sine tanker om det, der netop var sket, havde hun helt glemt at overveje, at han kunne have forladt badeværelset allerede.

Efter Når solen brænder gyldne blade

[Septimus Slughorn]

Det kunne ikke være mere end en halv times tid at Septimus selv var kommet hjem, med behovet for et bad som det mest presserende. Det havde været en lang nattevagt, og selv om at han allerhelst ville have deltaget på festen med sin hustru, havde det været fuldkommen umuligt for ham at tage aftenen fri. I bagklogskabens lys havde det måske også været godt, at dømme ud fra antallet patienter han havde nået at behandle gennem natten.

Han stod stadig med håndklædet om livet og var ved at fiske et par natbukser ud af skabet, da han pludselig blev opmærksom på Sophias tilstedeværelse i rummet. Overraskelsen stod malet i ansigtet på ham i et kort sekund, før det blev erstattet af det varme smil.
"Jeg troede ikke du ville være hjemme allerede." tilstod han, og opgav jagten på natbukserne for i stedet at komme hende i møde. "Var det en god fest?" spurgte han, da han rakte ud efter hende med intentionen om at trække hende ind i et blødt kys.

[Sophia Slughorn]

Det kunne godt være, at kjolen var afslørende, men det var i det mindste en beklædningsgenstand. Det samme kunne ikke siges om håndklædet, og for første gang i årevis, var hun smerteligt bevidst om det. Og denne gang skar det varme smil hende i maven.

Hun fandt sig tagende et par skridt frem for at ende i hans favn og nåede lige akkurat at indse, at hendes trusser stadig lå et sted på gulvet hjemme hos Nicodemus Slughorn, før et helt andet sæt læber var mod hendes. De rigtige. Men hvorfor føltes de så pludseligt forkerte?Hun kendte godt svaret. Fordi hans læber ikke var de sidste, hun havde kysset, og da den tanke blev for nærværende, trak hun sig væk.

"Den var udmærket," svarede hun og lød lige så rolig og fattet som altid, trods stormen i sit indre. Hun smilede endda til ham. "Jeg savnede dig der."

[Septimus Slughorn]

Selv om kysset blev brudt havde Septimus stadig sine hænder halvt omkring hende, og gengældte varmt smilet hun sendte ham, lykkeligt uvidende om tankerne som kredsede i hovedet på hende.

"Jeg ville ønske jeg kunne være der. Det må have været noget mere underholdende." Ikke at Septimus ikke elskede sit arbejde, og dette ikke var den første festlighed han måtte melde afbud på på grund af arbejdet, men det var ikke det samme som at tilbringe tiden sammen med hende. Han mærkede det især når han kom hjem til det tomme hus med udsigten om at gå i seng alene. At hun var kommet tidligt hjem, havde dermed kun været positivt. "Havde jeg vidst du ville komme hjem nu, havde jeg ventet med mit bad. Men du kan stadig nå det, hvis du skal bruge et."

[Sophia Slughorn]

Hver berøring var mærkbar gennem kjolens tynde stof og tanken om, at Nicodemus var den sidste, der havde rørt huden under den, gjorde det til en mærkværdig fornemmelse at have Septimus' der nu. Som var det hans, der var i en moralsk gråzone og ikke dét, hun netop havde forladt.

"Det er nok en god ide," svarede hun og trak hånden fra hans skulder og ned over hans overarm til albuen. "Du behøver ikke at blive oppe, hvis du er træt."

[Septimus Slughorn]

Smilet forlod ikke Septimus' læber, selv om han nok ikke kunne benægte at der var en træt kant i det. Alligevel rystede han blot på hovedet af hende.

"Jeg kan holde ud at holde mig oppe lidt endnu." svarede han blødt. Udsigten til at kunne lægge sig i sengen med hende i armen var alligevel meget mere lokkende end at falde i søvn alene. "Jeg kan holde sengen klar imens. Så kan du fortælle mig om festen efter dit bad." Smilet voksede en smule mens hans fingre blødt kærtegnede hendes arme.

[Sophia Slughorn]

Det var ikke det svar, Sophia havde håbet på, men hun var forhører i ministeriet - og mere end det var hun en Montague. Hun kunne sagtens holde følelserne fra at tegne sig i hendes træk og sendte ham blot et værdsættende smil.

"Vi ses på den anden side så," konstaterede hun og gav hans arm et klem, før hun trak sig fri.

Det blev intet kort bad. Hun brugte nok omkring en time derinde, halvt i et håb om, at Septimus ville sove, når hun kom tilbage. Ikke, at hun følte sig decideret forhåbningsfuld, da hun åbnede døren til soveværelset.

[Septimus Slughorn]

Septimus var en tålmodig mand. Det betød dog ikke at han i løbet af den times tid det tog Sophia at tage sit bad, ikke havde nået at bemærke at hun brugte meget længere tid end hun plejede. Det gik da også ud over hans indsats for at holde sig vågen, og da Sophia endelig dukkede op på soveværelset igen, løftede Septimus straks hovedet fra hans placering i sengen, hvor han næsten var gået kold mens han ventede.

Han blinkede en gang, og blikket flakkede kort mod uret på væggen for at bekræfte tiden for sig selv, før et smil gled over læberne.
"Det havde du vist brug for." kommenterede han spøgefuldt da blikket fandt hende igen.

[Sophia Slughorn]

Sophia bandede mentalt, da Septimus lod til at vågne, trods hendes nærmest lydløse fodtrin over gulvet. Alligevel smilede hun ganske svagt, med udpræget mildt til ham. Hun nikkede med en dæmpet lyd i bekræftelse.

"Lang aften," forklarede hun, ikke at det var særligt informativt. Hun hang morgenkåben på plads, skubbede dynen til side og tog plads i sengen. "Men nok ikke så lang som din."

[Septimus Slughorn]

Han måtte give en egen bekræftende lyd fra sig, mens han rykkede lidt til siden så hun kunne tage plads i sengen. Armen fandt naturligt vej omkring hendes skuldre.

"Næppe. Jeg ville kalde den begivenhedsrig, men det lyder mere positivt stemt end den var." Han formede et skævt smil, som på ingen måde skjulte trætheden i ham. "Lad mig så høre. Hvem mødte du af interessante mennesker, hm?"

[Sophia Slughorn]

Det plejede at føles helt naturligt, når hun gled ind til Septimus, og Sophia var ikke blind for, hvad der havde ændret sig. Blikket forblev rettet mod rummet, mens hun lænede hovedet ind mod hans skulder.

"Der var simpelthen så mange," svarede hun. "Men jeg skulle hilse fra din bror." Ikke ligefrem, hvad Nicodemus Slughorn havde sagt. Men det var det eneste, der gav mening at sige.

[Septimus Slughorn]

Måske var det bare fordi Septimus var træt, men han lod i hvert fald ikke til at bemærke nogen forandring i måden Sophia lænede sig ind til ham. Han var stadig i stand til at dreje hovedet for at plante et kys mod hendes hovedbund, og lod den velkendte duft af hendes hår fylde hans næsebor.

En dæmpet, underholdt lyd kom fra ham.
"Så han fandt tiden til at komme til festen." svarede han, halvt i spøg, halvt i reel overraskelse. "Jeg håber du hilste tilbage på mine vegne. Ellers må jeg sige det til ham næste gang vi ses."

[Sophia Slughorn]

Sophia sank yderligere lidt sammen og fik hentet dynen lidt tættere på med foden, til hun kunne gribe et hjørne og trække den over sig. Hun nikkede.

"Selvfølgelig," løj hun uden problemer. "Men I ses jo nok uanset snart igen." Selvom chancen for, at Nicodemus Slughorn ville være på den anden side af kloden morgenen efter selvfølgelig var tilstedeværende.

[Septimus Slughorn]

"Selvfølgelig gør vi det." svarede han overbevist, selv om han, ligesom hende, var bevidst om chancen for at broderen var bortrejst altid var til stede. Det var Nics natur at være rejselysten. Og han havde da snakket om sine rejseplaner sidst han havde været hjemme hos dem. Han fandt altid trøst i visheden om at Nic som regel havde gode historier med sig hjem.

Han kvalte et gab. Egentlig burde han være gået i seng for længst, og han ville helt sikkert fortryde det på arbejde den næste dag, men behaget ved at ligge med Sophia i favnen gjorde det uden tvivl det hele værd. "Arbejder du i morgen?" spurgte han gennem halvt lukkede øjne og med ansigtet gemt lidt væk mod hendes hår.

[Sophia Slughorn]

"Mh," lød det søvnigt fra Sophia. Når hun lukkede øjnene sådan, kunne det næsten føles, som var hun tilbage i Nicodemus Slughorn 's lejlighed. Hans arme om hende, deres kroppe helt tæt sammenflettet ...

Hun rev tankerne tilbage og lagde en arm over Ni- Septimus. Septimus. Troldmanden, som hun havde giftet sig med. Som hun elskede. Hun drejede hovedet lidt, så hun kunne trykke et kys mod hans brystkasse, øjnene stadig lukkede.

"Men jeg tager ind sent, så jeg bliver længere."