Når solen brænder gyldne blade [S]

[Sophia Slughorn]

Med livet som fuldblodsheks eller -troldmand kom visse forpligtelser. Det var i hvert fald det, Sophia altid havde lært. Det betød selvfølgelig også, at man deltog i de rigtige begivenheder, så man rigtigt kunne gnubbe albuer. Og hvis der var nogen, der rigtigt kunne planlægge den slags begivenheder, var det Francis Averys datter.

Selv efter sit bryllup, arrangerede hun stadig de fleste begivenheder til at foregå i Avery Manor og det var der, Sophia fandt sig til aften. Hun havde dog ikke søgt de store rum med dans og fest, men i stedet en af de mindre stuer, hvor ilden knitrede lystigt i pejsen og samtalerne udfoldede sig derom. Selskabet var, som sædvanlig, de indflydelsesrige typer fra Ministeriet, og det var først, da hendes samtalepartner undskyldte sig og forlod det lille hjørne, at det gik op for hende, at hun og Nicodemus Slughorn var alene.

Måske var det whiskeyens indflydelse, men da hun rejste sig, forlod hun ikke hjørnet, men rykkede i stedet hen til stolen nærmest Nic. "Interessant kostume," bemærkede hun med en subtil trækning ved den ene mundvig. Selv var hun dukket op som Xanthippe, Sokrates' skarptungede hustru, med håret sat op i en kunstfærdig frisure og iklædt en kjole, der nok var mere til at fremhæve hendes figur, end inspireret af perioden.

[Nicodemus Slughorn]

Fuldblods eller ej, havde aldrig rigtigt sagt Nicodemus det helt store. Han var ikke til baller, champagne og bonede gulve, og han var heller ikke rigtigt til udklædningsfester. Ikke fordi han havde noget imod Allehelgens-stemningen, tværtimod. Det var bare fint at overlade udklædningen til alle andre.

Hans påklædning denne aften, hvor han, halvt i pligt, befandt sig på Avery Manor til en af deres sædvanligt, ekstravagante fester, bar da også præg af det - og måske også hans egen, til tider sarkastiske humør. T-shirten fik lige dele misbilligende blikke og grin og det var også på grund af den, han var faldet i snak med en tidligere skolekammerat i en af de mindre stuer.

Han var ret bevidst om Sophia også var der, men så længe der var andre i rummet, var der rigeligt med stødpuder mellem dem, nu Septimus Slughorn ikke var der til at være det. Han endte med at sidde alene med sit glas og bare observere, men det var først da der kun var Sophia tilbage i rummet, han overvejede at gå. Han nåede dog aldrig til det, eller måske antog han hun var på vej ud da hun rejste sig og et splitsekund var der mild overraskelse i hans træk "I lige måde." hans blik søgte ned over den løse påklædning, der dog alligevel formåede at fremhæve alle de rigtigt..

Han hev blikket op igen med et ryk og et næsten overbevisende skævt smil "Skulle du finde på noget i sidste øjeblik og skabet med lagner var nærmest?"

[Sophia Slughorn]

Sophias kjole var bestemt ikke noget lagen og normalt ville hun nok have vendt øjnene af ham, før hun forlod samtalen. For nu nøjedes hun dog med et fnys, der nok var mere muntert end afvisende.

"Jeg tror, Malkin ville blive noget utilfreds, hvis hun hørte dig beskrive det som et lagen," bemærkede hun og lænede sig frem i en bevægelse, der fremhævede hendes kavalergang. Ikke, at der skulle meget til med udskæringen, der gik næsten til taljen.

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus trak på skuldrene og var egentlig ret ligeglad med Madam Malkins's, måske, sårede følelser "Jeg tror hun overlever." han ville også gerne være ligeglad med, hvordan lagnet sad på Sophia og det gik fint. I hvert fald lige indtil hun lænede sig frem og udsigten det skabte, helt instinktivt fik hans blik til at falde.

Han var ikke ligefrem selv appelsinfri og den neutrale facade han ellers altid forsøgte at holde overfor hende, var lidt svær at huske med fuldt udsyn til Sophias ganske nydelige kavalergang. Han måtte tage sig selv mentalt i nakken for at tvinge blikket væk og han stivede sig lidt af med en forsvarlig mundfuld alkohol mere "Hvad skulle Sep have været? Kyklop eller pudebrtræk?"

[Sophia Slughorn]

Det nedadgående blik gik ikke Sophias opmærksomhed forbi, og hun var ikke utilfreds med virkningen. Måske derfor lænede hun sig lidt tilbage igen, stadig med den ene arm under brystet. Benene blev lagt over kors, så lidt af den lyse hud kom til syne.

"Morsomt," svarede hun og trods det tørre tonefald, var der en trækning ved hendes mundvige. "Han kunne ikke få fri i aften, så jeg måtte jo have tilstedeværelse nok for os begge." Blikket var afventende, spurgte ham indirekte, om det var lykkedes.

[Nicodemus Slughorn]

DEnne gang da hun fandt en lidt anden stilling, var Nicodemus meget bevidst om ikke at se ned igen. Det var dog også blevet lidt en vane ikke automatisk at søge hendes blik, selvom det var hvad han endte med at gøre denne gang. Det var stadig den naturlige impuls når nogen talte til en.

Han havde allerede selv fået en lignende besked fra Septimus Slughorn, men det var ikke den bekræftelse, han hørte komme ud af sin egen mund "Hvornår har du ikke det?" det var en kommentar der kunne gå begge veje. Være både positiv eller negativ afhængigt af situationen og måden den blev sagt på. I kølvandet på ordene, sitrede det dog insisterende i hans mundvige, selvom han forsøgte at skjulte det bag sit glas.

[Sophia Slughorn]

Ud fra udviklingen i deres forhold, ville Sophia normalt have antaget, at det var ment som en slet skjult fornærmelse, men nu kunne hun have svoret, at hun så noget andet i hans blik. Noget, der fik hende til at smile ganske svagt, som havde de en indforstået hemmelighed.

“Du har en pointe,” svarede hun. “Men hvis man holder det op mod en lyserød... bluse, er det måske heller ikke så udfordrende.” Blikket spillede, da hun hævede glasset til læberne.

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus sænkede sit glas igen og kastede et blik ned over den lyserøde t-shirt der var endt med at gøre det ud for et kostume "Du har måske noget imod lyserødt nu?" han så op igen og blikket blev forræderisk fanget af hendes kavalergang et øjeblik igen, før det mødte hendes øjne i stedet "Det var enten den her, eller jeg havde taget en rød sløjfe på og ageret julegave."

[Sophia Slughorn]

En dæmpet latter forlod hende, en sjældenhed i offentligheden. Men Sophia var mere optaget af Nicodemus og den varme følelse af whiskey i sit system. Tændere strejfede underlæben og blikket på ham var uforvarende blevet intenst.

“Se, nu har du min opmærksomhed,” bemærkede hun drilsk, men heller ikke helt usandt.

[Nicodemus Slughorn]

Hendes latter kom lidt bag på ham og brynene trak sig lidt sammen. Måske mest fordi det var blevet en vane at være lidt i forsvarsposition i nærheden af hende og på trods af alkohol-indtag, var han ikke komplet afslappet, men en smule ligeglad med, om han trådte hende over tæerne, eller fik prikket til nogle at de ømme punkter mellem dem.

Måden hun så på ham gjorde hans eget blik mere intenst, udfordrede hende selvom det måske ikke var helt bevidst "Er det en god ting eller en dårlig ting?"

[Sophia Slughorn]

Sophia tog sig god tid med at lade whiskeyen dvæle på tungen, før hun sank. Selv der talte hun ikke med det samme, men betragtede ham med samme intense blik, trods halvt nedslåede vipper.

“Det ved jeg nu ikke,” svarede hun i et henkastet tonefald, der stod i kontrast til blikket. Også den bemærkning fik lov at hænge lidt, før hin fortsatte. “Det kommer an på, hvad du havde tænkt dig at have på udover den røde sløjfe.”

[Nicodemus Slughorn]

Det var ikke første gang hun så på ham på den måde. Det var bare virkelig længe siden, men uanset hvor lang tid der var gået, fik kombinationen mellem blikket og den udfordrende tone, stadig hans mellemgulv til at krible lidt.

Det var hans tur til at være tavs et langt øjeblik, med hendes konstatering hængende i luften mellem dem "Jeg er ikke sikker på det er et spørgsmål jeg burde svare på, Soph." svarede han endelig, i et forsøg på at holde sig helt på måtten, selvom flirten kom så nemt.

[Sophia Slughorn]

Det var ligesom med muscle memory og at flirte med Nicodemus var lige så naturligt som at trække vejret - uanset om hun så gemte det bag bemærkninger, der snildt kunne betegnes som en uskyldig spøg. Hun fnøs da også bar, selvom det lød mere underholdt end hovent. Brynene var hævet let.

“Gjorde du ikke lige det?” udfordrede hun ham og vendte glasset lidt i fingrene, uden blikket nogensinde slap ham.

[Nicodemus Slughorn]

Nicodemus's bryn gled lidt op over det prompte svar, selvom det ikke rigtigt kom bag på ham "Måske.." brummede han med et sigende blik, selvom han ikke kunne holde mundvigene fra at søge lidt opefter, mens han lænede sig tilbage og strakte benene ud, uden dog at slippe hendes blik "Desto mere grund til ikke at uddybe mere på det. Det lyder også som om du allerede er kommet frem til svaret selv."

[Sophia Slughorn]

Det sitrede i mundvigene, men Sophia gemte smilet bag sit glas. Der var da heller ikke meget uskyldigt over hende, som hun trak på skuldrene og fugtede læberne. Hun lod hovedet vippe lidt til den ene side.

“Siden hvornår har det forhindret dig i at sige noget?” spurgte hun retorisk. “Løsn skuldrene, Nic. Er det ikke det, du plejer at prædike?”