Episode III: Renselse

[Baylea Burke]

Linnedrummet var måske ikke det mest optimale sted til tvillingernes tredje del af prøvelsen, men der var fordele. Det var tæt på både Ravenclaws tårn og belejligt placeret i forhold til trappen, der førte ned til oldtidens runer; Det næste fag på dagsordenen. Før det var der dog et andet punkt. Et problem, tvillingerne måtte tage sig af.

Det havde ikke været svært for Ravenclaws to vejledere at lokke en tredjeårs af beskidt blod med sig derind. Døren var blevet låst effektivt bag dem, selvom det på sin vis var ligegyldigt. Pjokket ville ikke have en jordisk chance mod dem, som de stod, begge med staven trukket.

Blikket hvilede på Alfie Burke , næsten dovent, selvom hendes hjerte slog hårdt i forventning til det, der ventede.

[Alfie Burke]

Nervøsiteten var til at se i tredjeårselevens øjne. Alfie var endda sikker på, at han så pigens underlæbe bævre og øjne blive mere blanke. Selvom tryllestaven var rettet mod hende, lod han den kortvarig falde, velvidende om at søsterens stadig dækkede ham.

"Du skal ikke græde," fortalte han pigen, nærmest trøstende, da han skubbede noget af hendes hår væk fra ansigtet med hånden der var præget af arvævsmarkeringer, der strakte sig ud som grenene i en trækrone over håndryggen og fladen.

"Alt ordner sig lige om et øjeblik." Pigen begyndte at hulke og var lige ved at åbne munden for at skrige, da Alfie lagde en hånd over hendes mund og trak hende ned mod gulvet, nu hvor det næste ord måske kunne få hende til at kollapse - obliviate.

[Baylea Burke]

Baylea var ikke tiltrukket mere af tvillingen, end enhver person havde haft en betagelse af enten en søskende eller forælder. Dét sagt, havde Alfie aldrig fremstået helt så besnærende som nu, og hendes blik på scenariet var fortærende.

Slugte hans ansigtsudtryk; pigens tårer; hendes ustadige åndedræt og måden, hun skælvede på. Det gav et sug i maven over hans fingre mod den yngre piges hår, markeringer på håndryggen og enkelte snoninger ud på hans fingre. Hårene rejste sig over hendes hud, da han lagde hånden over hendes mund og hun fangede sig i at overveje, hvordan det mon føltes. Så blev blik og opmærksomhed i stedet fanget af pigens blik, mens minderne forsvandt.

Det var intet andet end en rimelig prøvelse, de var kommet frem til. Frem for at ramme hinanden eller andre, der var værdige, rettede det sig i stedet mod en mugglerfødt. En pige, der ville komme til sig selv, helt alene i et fremmed linnedrum. Alle erindringer om det magiske samfund, dets eksistens, Hogwarts og at hun selv skulle være en heks, forsvandt. For hun var ikke en heks og hun hørte ikke til der, burde ikke kende deres hemmeligheder. Og et smil strejfede hendes læber, mens bare ét af samfundets problemer forsvandt. Balance.

[Alfie Burke]

Koncentrationen havde tegnet sig over hans ansigt. Kindtænderne blev bidt sammen, mens han forestillede sig alt det han vaskede fri fra pigens bevidsthed. Om den magiske verden - om ham og tvillingen.

Væden kunne mærkes over håndryggen, stadig klemt om pigens mund. Han vidste at det var tårer, men pigen strittede mindre imod som magien tog til og trak et pulveriserende slør over minderne. Tvillingen havde overtaget hans sind, men nu havde han magten over en andens. Adrenalinen løb gennem årerne og da han endelig rettede sig op, og lod pigen sidde tilbage med ryggen op mod væggen og blikket vendt mod sine knæ, gnistrede de mosefarvede øjne.

"Herfra, må hun hjælpe sig selv," sagde han til søsteren, som var det netop hjælp han havde ydet den mugglerfødte. Han var så sikker i sin sag om at alt var slettet tilstrækkeligt, til at forlade linnedrummet og lade ryggen finde en af murene med et dæmpet suk og en livlig puls.

[Baylea Burke]

Det var sådan magt føltes. Så meget havde hun vidst fra sin tid i kontrol over Alfies sind. Baylea nød det ikke mindre, selvom det denne gang var by proxy. Hun og tvillingen var ét nu for alvor. Bundet sammen af mærkerne på hans hånd og den ild, der brændte i dem begge.

Hun forlod rummet med ham igen, overlod pigen til en skæbne, der var mere passende end et liv med en fod i hver lejr. Man måtte vælge side, men det forstod de fleste ikke. Det var op til nogen at opretholde balancen, præcis som et samfund behøvede aurorer og højmagiratet, og det var med en følelse af at have bedrevet noget for samfundet, ydet, at hun sank ind mod muren ved Alfies side.

Håndryggen fandt mod hans, så hun kunne strejfe hans fingre med sine, mens hovedet drejedes og blikket drev mod ham. Et smil strejfede hendes læber, men der var ingen spøg eller usikkerhed, da hun talte. "Jeg er imponeret." Og ikke, fordi hun ikke havde troet det muligt eller på anden vis tvivlet på hans evner.

[Alfie Burke]

Selvom han havde overrakt flakonen til Baylea sidst, havde han vidst at eliksiren var harmløs i længden. Han ville næppe kunne gøre mod hende, som han havde gjort mod pigen. Men måske havde noget ændret sig. For mens hans hånd havde været om pigens mund, havde han overvejet hvordan det var at overtage noget af magten over søsteren. Gøre gengæld og måske mærke hende ligesom hun evigt havde mærket ham.

Adrenalinen drønede stadig rundt, da han vendte ansigtet mod søsterens og lod blikket kollidere med hendes. Ordene var som honning, selvom de var mere rene end sødmefulde.

"Forhåbentlig ikke overrasket."

[Baylea Burke]

Baylea rystede på hovedet uden at være det mindste i tvivl. "Aldrig," svarede hun og det kom da også til udtryk. Fingrene viklede sig mere ind i hans, selvom det ikke var oplagt sådan, håndryg mod håndryg.

"Men det er altid noget andet at se."

Ligesom det havde været det, da hun med en hvisken i hans øre havde opfordret til at holde fætteren under vandet. Hans krop var blevet slap på samme måde som pigens, selvom han aldrig ville rejse sig igen.

[Alfie Burke]

Selvom det stadig nev, der hvor huden var helet strammere sammen, adskilte fingrene sig alligevel for at give plads til hendes.

"Det lyder som om du næsten nød det," sagde han, ikke voldsomt meget i tvivl om at det var tilfældet. Øjnene forlod hende ikke, men mæskede sig i respekten. I forligneligheden mellem dem, samt de øjeblikke hvor deres øjne gnistrede på samme måde.

[Baylea Burke]

Det var en underlig følelse; At blive slugt og samtidig være komplet opslugende. At betragte Alfie, som var de to sorte huller, der dansede om hinanden, fortærede. Fingrene spændte op, så de klemte om de af hans, der var mellem dem. Intet andet end en markering, før hun igen løsnede dem. Tænderne var blottet, men blev igen skjult, som hun samlede læberne.

"Er du i tvivl?" mumlede hun med en blød tone, der var helt og aldeles forbeholdt ham.

[Alfie Burke]

"På ingen måde," Indrømmede Alfie. Fingrenes indvikling blev savnet, før han var den foruden. I det mindste havde han stadig søsterens blik mod sig og det havde også sin effekt. Nok havde hun kontrolleret hans sind, men der var ikke mange ting han ikke ville gøre for hende hvis hun spurgte.

"Jeg kunne også lide det."

[Baylea Burke]

Over for enhver anden end Alfie, havde Baylea nok bare trukket på skuldrene og konstateret, at hun blot gjorde, hvad der skulle gøres. En samfundstjeneste, om man ville. Men der var ingen løgne mellem tvillingerne. Kun et blik, der brændte sig ind i hendes, og ord, der gav et sug i maven.

"Der er så meget, vi kan prøve," hviskede hun i mørket, æggende.

[Alfie Burke]

Det var et af de øjeblikke hvor Alfie nemt kunne overbevise sig selv om, at deres hjerter fulgte samme rytme. Ikke at det nødvendigvis var sandheden. En dag håbede han at de begge ville kunne nå hinandens tanker og, forhåbentlig, dele dem ligeværdigt med hinanden.

Hånden hævede sig mod hendes ansigt, for kortvarig at følge markeringen ved hendes kæbe og hage med tomlen. Der var trods alt ingen i nærheden.

"Ikke kan. Vil."

[Baylea Burke]

Vil. Det lød fantastisk fra hans læber og et stød af elektricitet søgte ned langs hendes rygrad. Blikket var i hans, øjnene åbne og fortærende, uden hun selv var komplet bevidst om intensiteten i hendes øjne, eller hvordan de fastholdt hans. Hun sank synligt.

"Jeg har altid vidst det," hviskede hun indtrængende. Han var i sandhed perfekt, hendes tvilling. Yangen til hendes ying. Lyset til hendes mørke.

[Alfie Burke]

Han kunne se hvordan hendes strube bevægede sig. Hvordan hun sank, og faktisk også hvordan pulsen slog i halspulsåren. De havde delt hendes deres liv med hinanden. Var blevet skabt ved hinandens side. Hånden faldt kun langsomt fra kærtegnet ved hendes hage.

"Aldrig vær' i tvivl," bad han hende dernæst, ligeledes dæmpet selvom der var mere kraft på hans stemme, end hendes hvisken.

[Baylea Burke]

Et sted i baghovedet vidste Baylea godt, at de en dag ville blive forlovet bort. Sådan var det, hvis verden skulle forblive i troen om, at de var fuldblodsfødt. Det var deres rolle; Deres måde, at sørge for at viderebringe de rigtige holdninger.

Men det var langt væk lige nu. De var en enhed. De hørte sammen. De var født sammen og stod det til hende, var det også sammen, de ville finde deres endeligt.

"Aldrig," gentog hun med eftertryk og vendte sig om, så hun havde siden mod muren, stadig lænet op ad den. Sådan blev de også bragt tættere på hinanden, hendes front rettet mod ham.