Everything is fine?

[Callista Runcorn]

Som ugerne var gået, var maven også vokset, helt som den skulle, men samtidig var generne også tiltaget. Callista var som altid ikke helt villig til at indrømme hun ikke helt kunne alt hun ellers plejede at kunne. Måske var det naturligt nok, at kroppen på et tidspunkt sagde fra, og det var netop hvad der skete, da hun samme formiddag var afsted på en opgave.

Opgaven i sig selv var ret simpel, men hele dagen på fødderne, i sko der måske ikke var de bedste til hævede fødder og ben, havde givet bagslag. Det var dog ikke første gang de sidste måneder det var sket, eller første gang hun hun ignorerede det og fortsatte som hun plejede. Hvad der var anderledes denne gang, da hun kom tilbage til kontoret, var den ubehagelige murren der stak i hendes lænd og gjorde det svært at koncentrere sig om det papirarbejde der skulle laves - og også til at glemme, at hun havde en frokostaftale med Bryce Donovan .

[Bryce Donovan]

Forandringerne var blevet store i takt med at ugerne var gået, både personligt for både ham og Callista, men også i det overfladiske, i takt med at ét af palæets ekstra værelser så småt var blevet omgjort til et børneværelse. Det hele var blevet gjort nemmere efter at et besøg hos én af healerne på Skt. Mungos kunne give dem nogle svar de havde manglet - specifikt hvad angik barnets køn.

Bryce havde ikke haft noget arbejde at gøre hos Ministeriet den dag, men han havde alligevel taget turen ned omkring frokosttid til hans aftale med Callista. Det slog ham dog ikke rigtig som nogen overraskelse da han nåede ned til Aurorkontoret og fandt hende på hendes kontor, tydeligvis overhovedet ikke klar til at tage ud og spise. Han smilede overbærende til hende da han let bankede på hendes dørkarm og trådte indenfor. Det var kun meget løst at han var opmærksom på hvordan hendes kolleger havde set ham søge hendes kontor og var begyndt at tale sig imellem - som om det var første gang han havde opsøgt hende på arbejde.
"Lang dag?" Tonen var sympatisk. Han havde ment at det efterhånden snart burde være tid til at Callista tog sig fri fra arbejde så hun ikke overanstrengte sig, men det var langt lettere sagt end gjort. Hun var en stædig kvinde. "Du ligner én som kunne bruge en frokost." Der var noget sigende i hans smil.

[Callista Runcorn]

Det meste af kontoret vidste efterhånden godt, at Callista var i et forhold med højesteretstroldmanden, og dermed også at han var far til barnet hun bar rundt på. Den lille pige, der snart skulle møde verden. Callista holdt dog sit privatliv tæt til kroppen som hun altid havde gjort og der blev stadig hvisket lidt i krogene. Det generede hende dog ikke rigtigt længere.

Hun blev revet ud af sine egne tanker ved en dæmpet banken og så en smule undrende på Bryce der stod i den åbne dør "Det er for tidligt til at den kan være lang." svarede hun og skar en diskret grimasse, over endnu et jag i lænden "Frokost?" igen så hun spørgende på ham, før den insisterende murren passerede og brikkerne faldt på plads "Frokost! Vi havde en aftale." konstaterede hun, mest for sig selv og havde pli nok til at sende ham et undskyldende blik "Giv mig et øjeblik."

[Bryce Donovan]

Smilet var stadig overbærende, da han viftede med sin ene hånd som for at berolige hende.
"Der er ikke noget hastværk." forsøgte han tålmodigt. Det var efterhånden blevet normalt at Callista glemte ting, men han forstod at det var en effekt af graviditeten at hun blev noget distræt. Dét, blandet med anstrengelsen på hendes krop, kunne ikke gøre det nemt.

Det var måske dén tanke som fik ham til at granske hende en smule nøjere med blikket, og ansigtet blev lagt en smule på skrå. "Er du okay? Vi kan godt udsætte aftalen, hvis du er for træt til det."

[Callista Runcorn]

Callista samlede papirerne foran sig i en ordentlig bunke, der passede med den altid pertentlige orden hun holdt omkring sig "Hvis vi skal nå det før min frokostpause er ovre, så har vi lidt." indskød hun snusfornuftigt og skubbede stolen tilbage, væk fra bordet.

Bevægelsen var nok til at få hende til at bide sammen igen, men også bide det i sig, da hun rejste sig, en smule langsomt og med en hånd mod bordkanten. Fødderne jublede ikke ligefrem over igen at skulle bære hele hendes vægt, men hun stak dem stædigt i skoene, der ellers diskret var blevet skubbet af under skrivebordet "Hvad?" hun kastede et blik i hans retning "Nej, jeg har det fint." bedyrede hun og rankede sig, mens blikket gled søgende rundt "Jeg skal bare lige huske hvor jeg stillede min taske."

[Bryce Donovan]

Det var måske sandt at hendes frokostpause ikke varede længe, men der var ingen der sagde at de ikke kunne udsætte det til efter hendes arbejdsdag var omme. Men netop som han skulle foreslå det rejste Callista sig op, og ubehaget var tydeligt at læse i hendes ansigtsudtryk. Det fik Bryce til at bevæge sig over til hende så han kunne støtte hende, hvis det blev nødvendigt.

"Cally," startede han. Selv om han brugte kælenavnet var tonen fast. "vi behøver ikke gøre det lige nu. Vi kan tage det på et andet tidspunkt. Nu vil jeg faktisk hellere have at du bliver siddende."

[Callista Runcorn]

Callista stoppede op midt i en bevægelse og løftede hovedet for at se ham i øjnene, måske første gang hun rigtigt gjorde det, siden han var troppet op i døren. Det var dog tonen i hans stemme, mere end kælenavnet der fik hendes bryn til at trække sig sammen og et trodsigt drag til at træde frem ved hende mund "Jeg har det fint." gentog hun med et sideblik mod den stadig åbne dør, men måske uden helt sammen overbevisning som før "Jeg trænger nok bare til noget at spise." det var ikke helt løgn, for hun havde ikke fået noget siden sin morgenmad. Under normale omstændigheder var det ikke et problem, men som månederne skred frem, havde hun også følt behovet for at spise både mere og oftere.

[Bryce Donovan]

Bryce genkendte den trodsige mine i hendes ansigt, men det var efterhånden tydeligt at han måtte blive bedre til at få hende til at lytte til sin egen krop.
"Så får vi noget bragt herned." fortsatte han derfor, for han var udmærket klar over at hun helt sikkert havde brug for at spise. Det var ikke dér problemet var.

Han bed et suk i sig og tvang skuldrene ned igen.
"Callista, du arbejder stadig lige så hårdt som før du blev gravid. Du må begynde at tage det mere med ro."

[Callista Runcorn]

Callistas kæbe blev lidt stram, men mere fordi hun godt vidste han havde ret, og bare ikke ville acceptere det, end fordi hun gik i trods over det der reelt set var en irettesættelses. Var den kommet fra alle andre end lige Bryce, havde reaktionen været en hel anden.

Uanset var hun ikke tilfreds med at blive konfronteret med sine svagheder og uden helt at tænke bevidst over det, skød hun hagen lidt frem "Der er ikke blevet mindre arbejde bare fordi jeg er gravid." forsvarede hun sig og bed lidt sammen igen og denne gang tog hun sig karrieren havde altid været højt prioriteret og det var ikke bare så ligetil at sætte den i anden række.

[Bryce Donovan]

"Det er jeg klar over." svarede han, som havde han været forberedt på dét argument. Han vidste udmærket hvor optaget Callista var af sit arbejde; hvorfor skulle hun ellers slide sig selv tynd på en næsten daglig basis?
"Du spiser, sover og gør meget andet for to nu, Callista. Du må ikke ende med også at arbejde for to. Du har brug for den ekstra hvile." Tonen havde igen fundet den lidt blødere kant, da han forsøgte at appellere til hende på en anden måde. "Jeg er sikker på at Buchanan vil forstå og lade dig tage lidt færre opgaver." Om han så selv skulle tage emnet op med ham, næste gang de så hinanden.

[Callista Runcorn]

Callista holdt mund mens han fortsatte, men hun behøvede ikke se tilfreds ud, bare fordi hun havde respekt nok for ham, til at lave ham tale ud. Det der for alvor prikkede til hendes forsvarsværker, var da han bragte hendes overordnede op "Selvfølgelig ville han det, men hvem skal så tage de opgaver jeg ikke gør?" spurgte hun, halvt retorisk, for der var jo ikke nogen der ville kunne lave hendes opgaver ligeså godt "Jeg har ikke brug for at blive taget særlige hensyn til." påstod hun, men som om universet, eller måske nærmere den voksende spire, ikke var enig med hende, gav det et jag i hendes lænd der fik hende til at synke en smule forover, mens en klemt lyd forlod hende.

[Bryce Donovan]

Bryce måtte bide et opgivet suk i sig. Hvor meget han end holdt af Callista, og hvor meget han end nød hendes selvstændighed, kunne det være frustrerende i tider som dette, hvor han bare forsøgte at hjælpe hende.
Han skulle også lige til at sige at han var uenig i hendes mening om særligt hensyn, men ordene blev fanget i munden på ham, da hun pludselig sank forover med en lyd, der lød lidt for meget som smerte.

"Callista? Hvad skete der?" Omgående var han ved hende med en hånd omkring hende. Blikket gled granskende over hende, som om han ville kunne se hvad der skete. Det var selvfølgelig latterligt, men det hindrede ham tydeligvis ikke i at forsøge.

[Callista Runcorn]

Callista var et øjeblik splittet mellem irritation og instinkt. Den første impuls var at skubbe ham væk og gentage sin påstand, men i stedet lukkede hun den ene hånds fingre omkring hans overarm, hårderen end hun måske var bevidst om.

Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Rystede så langsomt på hovedet og åndede ud igen med spidsede læber "Ikke noget.." stemmen var lav og ikke rigtigt overbevisende "Hun har bare været lidt for livlig her til formiddag." svarede hun, ligeså meget for at overbevise sig selv, som for at berolige ham, for det føltes absolut ikke som når spiren ellers møffede rundt i hendes mellemgulv.

[Bryce Donovan]

Hendes greb i hans arm var stærkt, og gjorde ikke meget for at hjælpe med at berolige ham. Han sagde dog intet til det, og lod hende gribe så hårdt hun behøvede. Også selv om han måtte spænde en smule i kæben af det.

"Oh?" Blikket faldt vurderende ned på hendes mave, og han sank en smule ned på hug, og lagde sin frie hånd på hende. Det var ikke første gang deres datter havde været aktiv derinde, men det virkede som om det havde været mere voldsomt denne gang. Forsigtigt strøg han hånden over maven og talte i en dæmpet stemme. "Du skal være sød ved din mor. Hun arbejder hårdt." For hårdt, ville han have tilføjet, men fangede sig i det, og bed kommentaren i sig. Blikket som søgte Callistas igen sagde det dog uden ord. "Er du sikker på, du er okay?"

[Callista Runcorn]

Callista rettede sig ikke op, men blev stående sunket lidt sammen i hans retning, uden direkte at læne sig ind mod ham. Hans fingre strejfede hendes der stadig lå mod siden af den runde mave og havde hun ikke været lidt distraheret af den ubehageligt murren, ville hun have himlet med øjnene over formaningen.

I stedet tog hun en dyb indånding igen og begyndte at nikke, men stoppede så midt i bevægelsen. Hun åbnede øjnene og stod et øjeblik bare og så ind i hans skjorte, før hun løftede hovedet med en tøvende hovedrysten i stedet "Nej.. ikke helt." indrømmede hun så, mens bekymringen insisterende blev ved at prikke bagerst i hendes bevidsthed "Det føles anderledes end det plejer."