Begyndelsen eller enden

[Cora Greengrass]

Læberne blev blødt presset mod hinanden for at fordele den matte, rødmende farve. Der var noget over at stadse sig ud til en skolefest. Især en der segmenterede enten begyndelsen eller enden af et skoleår. Desuden var der en frihed i at bære en mørke toner. For så kunne hun lege sparsomt med en af de andre sireners makeup. Bare så vipperne blev lidt længere og læberne lidt mere fremhævede.

Hun havde da også skænket sig selv et forholdsvis ukritisk blik i spejlet, efter at have gjort sig klar med pigerne, før hun vendte kursen ud foran opholdstuens indgang, så hun kunne vente på Simon Montague . Ikke at hun behøvede at vente længe. Grønne øjne vandrede ned over aftenens ledsager, tydeligvis ikke uimponeret.

"Ikke dårligt, Montague..."

[Simon Montague]

Simon Montague var som regel relativt afslappet. Han følte sjældent et behov for at buse ud om sit familieophav, men tog det almindeligvis som en selvfølge at folk kendte til hans rang. Desuden gjorde bevidstheden om, hvad der ventede ham i den snarlige fremtid, at han følte et voldsomt behov for at være så sorgfri og jubelglad – en heldig magiker placeret under en heldig stjerne – så længe det endnu kunne lade sig gøre. Der var kun få undtagelser til denne regel: det gjaldt ikke i nærheden af mennesker af forkert blod og det gjaldt derfor heller ikke store begivenheder, hvor disse (fejlagtigt) ligeledes kunne befinde sig. Behovet for at vise, hvor meget højere han var, blev simpelthen for stort.

Og ja, så skulle han selvfølgelig kunne måle sig med Cora, der stod og ventede ved indgangen til opholdstuen. Hun var yndig. Eller rettelse, for yndig var ikke det rette ord at bruge her: Hun var som heksen i eventyret ’Den Hårhjertede Heksemester’; kvinden, der var så smuk, så magisk talentfuld og så velhavende, at heksemesteren ville blive misundt af alle. (Link: Hør fra 2.30)

Blikket gled vurderende ned over hende. Dybt taknemmelig for sit eget held og at hun ikke kunne læse hans tanker.

”Du er heller ikke værst, Greengrass”

[Cora Greengrass]

Cora kunne af en eller anden årsag ikke at lade være med at overveje hvor blødt materialet han bar mon føltes mod fingerspidserne. Det var ikke en tanke hun burde tænke helt til enden, for hun vidste hvor afslørende det ville være, hvis hun bare stod og overbegloede ham.

Derfor fandt øjnene hans igen. Hun havde intet imod måden han betragtede hende på. Tværtimod, føltes det lidt som en forsikring til hendes valg om at sige ja til invitationen. Selvom hun måske også have skubbet ham mod at skænke hende den med en masse hentydninger. Det her kunne dog gavne dem begge. 

"Skal vi?" Hun smøg armen ind under hans, klar til at bevæge sig mod storsalen.

[Simon Montague]

Selvom øjenkontakten blev etableret hurtigt, havde Simon bidt mærke i, hvordan heksen havde betragtet ham. Det var sjovt så meget de havde rykket sig på så kort tid. Jovist, Cora havde da altid været af interesse; den traditioneltunge baggrund, den gode familie, visse fælles meninger (selvom det beklageligvis ikke var de vigtigste), formuen og.. var det for arrogant at sige udseendet? – var alle appellerende aspekter. Men det var først her, med den fysiske kontakt, at han for alvor mærkede forandringen.
De klædte hinanden.

Simon nikkede en enkelt gang, satte dernæst i bevægelse for øjeblikke senere at træde ind i storsalen sammen. Pyntet og storslået kunne Simon kun levende forestille sig hvor vild en følelse det måtte være, for dem der ikke skulle tilbage efter sommerferien. Troldmanden priste sig lykkelig for, at det ikke var ham, men fandt stadig lidt vemodighed ved tanken om, hvor anderledes skolen ville blive når nogle af de største personligheder forsvandt.

”Vil du have noget at drikke?” De var, forbavsende nok, nogle af de første som var kommet tilbage.

[Cora Greengrass]

Ja, de klædte hinanden. Cora var ganske tilfreds med tøjet som Simon havde udvalgt, og måden han opvartede hende på. Fordi du fulgtes til festen, forventede hun da også netop det - at hun var førsteprioriteten. Cora var besidderisk af natur, men endnu vigtigere, var hun besat af hvad andre tænkte.

Og i aften havde hun brug for at Kiaan Patil-Fawley skulle tro, at Simon var opmærksom på hende. Måske endda draget af hende. En del af hende havde vel også selv brug for at få det selvtillidsboost, efter at være blevet vraget til fordel for en anden pige.

"Ja tak," sagde hun og fik da også snart et glas boblende punch i hånden. Armen snoede sig lidt under hans igen, efter hun havde fået øjenkontakt med en af de andre sirener. Hun skævede op for at fange Simons øjne med sine egne. "Tror du mon at der er en efterfest?" Det hændte jo. At visse elever gerne ville drikke noget med promiller som startskud til sommerferien.

[Simon Montague]

Den smagte godt, punchen. I et øjeblik tog han sig selv i bare at nyde øjeblikket. Der blev sendt hilsner til et par forbipasserende. Fornemmelsen af Cora så tæt på var mindst lige så behagelig som boblerne på tungen. Simon mødte hendes blik.

”Det håber jeg virkelig.” Naturligvis kunne det tænkes, at de - i takt med at aftenen skred frem - langsomt ville drive hen til hver sin vennegruppe; de havde trods alt kun aftalt at følges. Men der var noget pirrende ved tanken om, at det ikke med sikkerhed endte sådan. Desuden, dybt nede, aller inderst, ønskede han at se, om dette eksklusive væsen mon ville løsne sig op senere. Fritstillet fra forpligtelser og opstillet selviscenesættelse. En efterfest ville udgøre en ideel arena for potentiel frigørelse og - hvis vi går ned af meget surrealistiske, men ikke nødvendigvis perverterede tankespor - udskejelser.

”Mon man kunne lokke en til det, hvis ingen har tænkt på det? Eller selv finde på noget?”

[Cora Greengrass]

Der skulle naturligvis være plads til at de kunne bevæge sig væk fra hinanden, men Cora mente nu at når man fulgtes til en fest som denne, skulle man også søge tilbage mod hinanden. Det var bare sådan... det var. I hvert fald i følge sirenernes doktriner. Hun nippede lidt til det boblende glas.

"Mh, du kunne måske være fristet til at skrabe noget sammen?" spurgte hun, også lidt af ren og skær nysgerrighed til hvordan Simon havde det med regelbrud.

[Simon Montague]

Simon kiggede af ren automatik mod Coras bryst, da hun luftede forslaget. Han havde før kommet med forslag til regelbrud foran en vejleder, en ren forglemmelse, og han havde ikke i sinde at begå den samme fejl to gange. Men der var naturligvis intet emblem. Faktisk var der slet ikke noget sted at sætte en sådanne fast, indså Simon, hvis opmærksomhed gik linedans på den skrånende halsudskæring.

Punchen blev løftet for at tage en styrkende tår, blikket rettet fremad i samme omgang.
”Bestemt,” der var ingen grund til at lade som om at tanken ikke var tillokkende. Desuden var der noget livsbekræftende ved at omgå regler. Simon drejede hovedet mod hende, meget bevidst om ikke at kigge længere ned end til hendes hage:

”Frister det dig ikke også?”

[Cora Greengrass]

Selvom Cora normalt var temmelig glad for at fange drenge i at lade blikket vandre, havde hun ladet blikket flakke over mod Storsalens døre, som flere elever strømmede ind. Altimens overlæben var låst mod det kølige glas, så hun kunne lade lidt flere søde punchbobler glide ind mod ganen.

Det var faktisk først da Simon så væk, at hun havde rettet blikket op mod ham igen. Så kunne hun også tage hans udtryk ind mere uhindret. Som hvordan hans kæbe let blev markeret. Hvordan håret krøllede lidt i spidserne. Han var en tiltrækkende troldmand, og slanger var lidt hendes kryptonit.

Deres blikke mødtes igen, og det trak helt blidt ved den ene mundvige over hans spørgsmål. Der var noget ret kryptisk over smilet hun sendte mod ham. "Jeg planlægger ikke fester mod skolens reglement," påstod hun, men tilføjede da også lige: "Om jeg deltager, er en anden sag."

[Simon Montague]

Hvorfor kom det slet ikke bag på ham, at Cora foretrak at deltage snarere end selv at bruge energi på at stable en fest på benene? At få tingene serveret, vælge og vrage efter eget forgodtbefindende og hverken være investeret eller ansvarlig nok til at kunne blive klandret for det, synes lidt at være en Sirenetendens. Simon kunne naturligvis ikke bebrejde hende – det var den absolutte smarteste tilgang til livet, men samtidig også ufattelig kedeligt, ikke? Det efterlod en dybt afhængig af andres initiativlyst og engagement.

”Jaså? Så den fromme Cora Greengrass kan lokkes, hvis hun får en invitation stukket i hånden?” Han smilede over glaskanten.

[Cora Greengrass]

Cora betragtede ham, nærmest for at aflæse hvad han mon ville tænke om det, hvis hun sagde ja. Diskret fugtede hun læberne med en lyserød tungespids, for at sørge for at punchen ikke havde stænket dem for meget.

"Jeg fulgtes jo med dig, gjorde jeg ikke?" Kom det sigende fra hende, med en subtil gnist af udfordring i blikket. Hun tog endnu en tår fra glasset mod det begyndende dansegulv, hvor de første elever begyndte at bevæge sig ud. 

"Du kunne starte med at invitere mig på en dans."

[Simon Montague]

Det var svært at se væk, da tungespidsen kortvarigt viste sig. Et tegn på interesse? Et forvarsel om noget endnu usagt? Simon vidste at det var overtænkning i fuldt flor, men det var nærmest umuligt ikke at begive sig den vej. Særligt ikke efter tonen og blikket der fulgte trop.
Øjenbrynene blev hævet, det udfordrende blik smittede af; Simon spejlede det ubevidst.

Det var pudsigt som tingene udviklede sig; det eneste han havde været sikker på, var en dans med Agnes Rosier, og nu (mere eller mindre) efterspurgte Cora en. Det morede ham.
Selvom Simon var blevet gjort opmærksom på reglementet, tydede han alligevel til magien: nonverbalt fik han deres glas til at svæve hen på den nærmeste vandrette overflade. Alt imens greb han heksens forslag, lukkede sin hånd om hendes for sammen at gå ud på dansegulvet.

”Er du ude på at forføre mig, Greengrass?” Den spøgefulde (og diskrete!) kommentar behøvede intet svar. Det ville være vanskeligt ikke at blive det, hvis hun dansede godt.

[Cora Greengrass]

For Cora var det ret selvfølgeligt at de skulle danse sammen, når de havde fulgtes. Dog var dog også et stort plus, at andre kunne se hvor godt de klædte hinanden. En vis søger inklusiv. Det havde overhovedet ikke noget at gøre med hvor godt Simon duftede, eller udforskningen af hvordan hans øjne mon så ud når man var helt tæt på. Overhovedet ikke.

Blikkene fulgte glassene som de svævede væk, men hun havde intet behov for at sladre om det lille regelbrud. Selvom det nok kunne have været mere diskret. Ikke at hun bemærkede at nogen vejledere, præfekter eller professorer havde fanget dem i noget som helst.

Hånden gled ind i hans. "Drøm videre, Montague..." Smilet trak den ene mundvige lidt længere op end den anden, mens hun fulgte ham ud. Hånden vedblev ved hans, da hun endelig stillede sig foran ham, mens den anden fandt hans skulder. Fingerspidserne rørte diskret ved hans nakke i processen.

[Simon Montague]

Cora smilede og Simon gjorde det samme. Hvordan kunne han andet, når hun ikke veg fra kontakten, men derimod kun synes at opfordre til mere? Varmen krøb op langs halsen, for derefter at forvandle sig til en nedadgående, kold rislen af behag fra det punkt, hvor hendes fingerspidser kortvarigt havde berørt nakken. Han prøvede ubemærket at svælge, velvidende at stemmen ville kunne svigte ham, hvis han tog til genmæle nu.
Normalvis fremprovokerede Cora ikke denne følelse af manglende kontrol over egen krop, men nærheden rummede noget udefinerbart, som fik blikket til at flakke lidt.

Dog gjorde han ikke noget for at øge afstanden; tværtimod trak han Cora en lille, lille, bittesmule tættere på.

[Cora Greengrass]

Cora følte sig i sit es lige nu. For når man stod så tæt i en dans, kunne man næsten være sikker på at man havde komplet uddelt opmærksomhed fra dansepartneren. Hun forsøgte i hvert fald at holde hans blik, så han ikke var fristet til at kigge efter en anden. En der måske ikke var så krævende som hun var.

Hun bemærkede en flakken i hans blik. Var han nervøs? Hun fortolkede det naturligvis sådan, for at gavne sig selv mest, og lod sig trække en anelse tættere på. Musikken var blød og fødderne bevægede sig vant til rytmen.

"En god projektmakker, men måske også en fin dansepartner." Observerede hun.