Ja. Far vender tilbage.

[Corban Yaxley]

Til Cedrella Ogden

Yaxley havde siddet i sin stol ved vinduet da Morag kom ind. Som han altid sad i sin stol ved vinduet når Morag kom ind. Når Calypso og Cronus kom ind. Når nogen kom ind. Hér ved vinduet var der orden i sagerne og her ved vinduet kunne han holde øje med hele verden udenfor. Og den ældre troldmand kunne ikke forstille sig, at i dag skulle være anderledes.

Men hun var så usædvanligt stille. Morag. Hendes blotte tilstedeværelse var foruroligende. Hun var en grå himmel, tæt pakket af skyer der snart slap et uvejr løs! Han kunne mærke det. Han havde set det ske ud af vinduet utallige gange, og han kendte alle tegnene.

"Nå?" Det lille ord var meget mere end et lille ord, så snart det forlod hans læber. Det var en ordre. En besked om at hun skulle komme videre i teksten, inden han mistede tålmodigheden.

Og så fortalte hun hvad der var sket. Det var ganske kort formuleret og ganske fokuseret på de få væsentligste detaljer. Præcis sådan som han gerne ville have sine informationer leveret. Tydelighed. Men denne information adskilte sig væsentligt fra dagligdagens ligegyldigheder, og den efterlod den ældre troldmand tavs for en stund. Tavs, indtil han knipsede med fingrene og en husalf dukkede prompte op, før den sprang afsted igen for at hente herren i husets overtøj.

Husarresten havde været ophævet i et års tid nu og hans tryllestav ventede på ham i ministeriet. Han skulle bare ind og hente den. En information afkommet ganske vist ikke havde fået endnu, men den kunne de få oveni hatten, når Morag havde sørget for, at alle blev kaldt omgående hjem! Alle på nær den ældste søn.

Da tryllestaven først var hentet, faldt den på plads i hans hånd. På trods af flere års adskillelse kendte den sin herre, og han den, som havde de kun været undværet hinanden en dag. Han gik igennem ministeriet som var det i går, at han havde styret sin afdeling med hård hånd og straffet udskud og mudderblod for at eksistere. Det hele havde været fjernt. Som en drøm. Men det stod nu skarpt og klart i hans minder, som han bevægede sig mod de mange pejse. Et nyt kapitel var begyndt.

Men først skulle han hjem igen. Ikke til kontoret og vinduet. Ikke til den mørke afkrog af sin bevidsthed, der havde fået lov til at vokse siden besøget i Azkaban. Men hjem til Yaxley Manors store stue, hvor han trådte ud af pejsen og blev mødt af sin ældste datter.

[Cedrella Ogden]

Cedrella havde længe gået med tankerne omkring at skære båndene til sin familie, men det var ingen let sag at gøre. Særligt fordi det betød at efterlade både Tom og Corban Yaxley Jr.. I sidste ende havde hun heller ikke turde tage skridtet endnu, men dukkede op, som så mange gange før, da hendes mor befalede det.

I Yaxleyresidensen stod hun mere rankt end ellers og udtrykket af alvor var mejslet ind i hendes træk. Hun vidste ikke, hvorfor hun var der, men intet kunne have forberedt hende på det chok det var at se Corban Yaxley træde ud af de smaragdgrønne flammer. Øjnene spærrede sig op og de samlede hænder faldt langs siderne.

"Fader," undslap det hende åndeløst, før hun for alvor kunne nå at tænke. Kunne nå at overveje, hvad der endelig havde bragt ham tilbage.

[Corban Yaxley]

Cedrella. Den ældste. Den første skuffelse. Som når himmelen lagde op til solskin der aldrig kom. Eliksirmester, var det blevet til. En spildt titel på en skole fyldt med mudderblod og blodforrædere. Og dem underviste hans datter, som om magi var for alle der trådte ind ad døren.

"Tom er død. Hvor er resten? Er Corban på vej?" Der var ingen omsvøb, og heller ingen plads til følelser eller forklaring. Lige nu var det vigtigste at alle fik besked, og især den nu ældste søn.

[Cedrella Ogden]

Det indledende chok havde i først omgang været at se sin far på benene, men det var ingenting sammenlignet med den besked, der fulgte trop. Som var det blot en information og ikke en livsomvæltende omstændighed. I hvert fald blinkede hun, i første omgang uden at forstå, hvad det var, hun lige havde hørt.

"Tom?" gentog hun da også blot, stemmen ikke meget over en hvisken og for en gangs skyld bragt ud af fatning.

[Corban Yaxley]

"Tom." Bekræftede han, en anelse irriteret over at skulle gentage sig selv.

"Han er død, og detaljerne er ikke på plads, så lade være med at spørge mere ind til det, Cedrella! Hvor er Corban?" At han til og med blev nødt til at gentage spørgsmålet huede ham virkelig heller ikke.

[Cedrella Ogden]

Cedrella havde det som om, at nogen lige havde stukket en hånd i hendes indre og klemt fingrene kort sammen. Det føltes svært at trække vejret ned i lungerne, men barndommens frygt manifesterede sig i sekundet efter og fik hårene til at rejse sig i hendes nakke.

Hun glippede lidt med øjnene og der var en hæshed i stemmen, men denne gang svarede hun. Vovede ikke andet. "Han er på vej," lød det, mens tusind andre spørgsmål pressede sig på.

[Corban Yaxley]

Nok lignede hun en voksen, men i Yaxleys øjne var hun stadig et underdanigt pigebarn uden rygrad. Men så længe hun lystrede var det til at leve med.

"Godt! Han har et ansvar nu. Som arving. Dét må du også være med til at forberede ham på, så snart han vender tilbage til skolen, Cedrella."

[Cedrella Ogden]

Cedrella følte stadig, at nogen lige havde revet lungerne ud gennem halsen på hende og at hun svævede et sted mellem det virkelige og uvirkelige. Hun blinkede langsomt, mens den ældste Yaxley talte og selvom hun hørte ordene, så var hun ikke sikker på, om hun for alvor registrerede dem.

Hvis hun gjorde, så betød de intet for hende lige nu og det var næsten følelsesløst, at hun nikkede og svarede uden øje for, hvad hun svarede på. Instinktivt. "Ja, Sir."

[Corban Yaxley]

Utålmodigt lagde han armene om på ryggen og rettede blikket mod stuens vindue. Det var magen til vinduet på kontoret i sin udformning, men det var ikke det samme. Det var en anden udsigt. Et andet sted. Anderledes.

"Fortæl mig hvem han omgås. Hvilke familier har han allierede sig med?" Det var vigtigt at sikre sig gode, rene alliancer allerede i skoletiden, og Yaxley havde tydeligvis ikke været nok inde over Toms. Dét skulle ikke gentage sig med den sidste søn. Arvingen.

[Cedrella Ogden]

Cedrella var ikke nem at ryste, men lige nu føltes alt forkert og hendes hjerte forsøgte stadig at forstå det. Forstå at Tom var... I et øjeblik var hun svimmel, men den instinktive barndomsfrygt for faderen var nok til at nagle hende til stedet.

Til gengæld havde hun alligevel svært ved at samle sig om spørgsmålet, der virkede fuldkommen ligegyldigt på nuværende tidspunkt. Det vovede hun dog ikke at sige højt og blinkede langsomt, før hun kom frem til et enkelt navn. "Morgaine."

[Corban Yaxley]

Dét var ingen nyhed. Og heller ikke voldsomt imponerende. Morgaine var ikke blandt de Sacred Twenty-Eight, og de havde heller ingen vigtige positioner, selvom de havde penge.

"Sørg for, at han finder et bedre selskab inden skoleåret er omme. Går der ikke en Flint? Rosier? Carrow? Tom var elendig til at skabe de rigtige forbindelser. Corban skal ikke gå i hans fodspor, og du bliver nødt til at få ham rettet ind."

[Cedrella Ogden]

Cedrellas tanker var i dén grad på Corban Yaxley Jr., men virkelig ikke, hvem han tilbragte sin tid sammen med. Det havde hun dog ikke tænkt sig at sige til sin far, men nikkede blot, uagtet hvad hun så reelt havde tænkt sig at gøre. Lige nu virkede det ikke vigtigt.

"Ja, Sir," gentog hun sig selv fra tidligere, nærmest tonløst, men hvad kunne hun ellers gøre?

[Corban Yaxley]

Yaxleys blik var stadig rettet mod vinduet, da han beordrede hende til at forlade stuen. Hun var ikke vigtig. Det var Corban han ventede på og det var Corban som skulle genoprette familiens ære. Ikke en pige der havde gjort en karriere ud af at lave trylledrikke med børn. Og endda børn af mugglere og blodforrædere.

Det var først da Corban endelig blev fundet, og efter at Yaxley havde fortalt knægten hvad der var op og ned i den her verden, at han krævede sin ældste datters tilstedeværelse endnu engang.

Humøret var ikke umiddelbart blevet mildnet af, at arvingen var blevet fundet hjemme hos en mudderblod.

Yaxley sad i sin stol på sit kontor, og ventede på at Cedrella trådte ind. Han havde nogle vigtige ting at vende med hende, inden han ville sende sin søn tilbage til Hogwarts.

[Cedrella Ogden]

Cedrellas verden føltes ikke mindre omvæltet nu og hun forstod stadig ikke helt, at Tom var væk. Alt i hende længtes efter at tale med Padraig Ogden, men hun var blevet, fanget i sit barndomshjem. Kunne ikke forlade sin lillebror, selvom hun endnu ikke havde haft mulighed for at tale med ham.

Ubehaget var også reelt, da hun blev hidkaldt igen, men der var endnu engang ikke for alvor et valg og snart stod hun endnu engang ret foran sin far uden at kunne gøre andet end at afvente, hvad der kom.

[Corban Yaxley]

Yaxley så ingen grund til at bruge mere tid med sine børn en højest nødvendigt, og gik derfor også direkte til sagen. Præcis som han havde gjort det tidligere.

"Fortæl mig mere om Althea Roberts. Og fortæl mig,, hvad du ved om hendes relation til min arving."