In need of answers

[Bryce Donovan]

Fem dage efter A night to remember

Det var et stykke tid siden Bryce havde befundet sig på Ministeriets andet niveau, uden at det havde været i arbejdsøjemed. Men det var med meget  målrettede skridt han trådte ud af elevatoren og til sekretæren ved skænken, som kunne fortælle ham hvor Callista Runcorn arbejdede dén dag.

Det var adskillige dage siden han havde kunnet tale ordentligt med hende, og det han havde hørt fra hende havde været vagt og, efter hans egen vurdering, undvigende.
Aifric var blevet sendt hjem til ham dagen efter at han havde sat husalfen til at passe på Callista, og han havde kun fået beskeden om at Callista havde set en læge og fået besked om at der ikke var noget farligt, og at det ville gå over af sig selv. Dét havde sat hans sind i bero i begyndelsen. Men da hans forsøg på at lave planer med hende i dagene efter ikke så ud til at falde i god jord, begyndte uroen at tage form igen. Bryce var ikke blind for at Callista havde vigtige opgaver som en obliviator hos AMER, men hendes opgaver plejede ikke at udgøre et så stort problem, når det kom til deres tid sammen. I hvert fald ikke i en sådan grad at det virkede umuligt at finde en dato som passede bedre.

Han var endt med at tage til hendes arbejdsplads, da forvirringen og bekymringerne hobede sig op, og behovet for et klart svar blev for stort. Og da han stoppede op foran den mørkhårede kvindes arbejdsbord rømmede han sig en gang.
"Har De et øjeblik, miss Runcorn?" lød det formelle spørgsmål. De var måske begyndt at blive mere åbne omkring tiden de delte sammen, men de var ikke nået dér hvor de lagde den professionelle tone på arbejdspladsen til side. Selv om blikket der lå på hende nok ville blive anset som tegn på et noget mere personligt forhold end som så. "Måske under fire øjne, hvis det er muligt?"

[Callista Runcorn]

Callista havde komplet bevidst ikke opsøgt Bryce efter deres lidt mislykkede aften. Det var ligeså bevidst hun havde været undvigende omkring at love ham en ny aftale. Ikke fordi hun ikke havde lyst at se ham. Faktisk havde hun brug for det, men på samme tid var hun heller ikke sikker på, hun ville kunne se ham i øjnene uden at han ville kunne læse hende.

Hun havde holdt øje med magiratets kalender. Ikke fordi hun var så interesseret i sagerne, men for at være forberedt på hvilke dage han ville være i ministeriet. Han var kommet tæt på, måske for tæt, men hun havde selv ladet det ske og hun kunne ikke finde nogen fortrydelse. Der var bare noget hun skulle have overstået før tingene kunne vende tilbage til at være som før.

Hun var alt andet end forberedt, da en skygge faldt ned over hendes skrivebord og dyb stemme fik hende til at se op. Hendes blik flakkede et splitsekund før hun nåede at stoppe det og selvom hun rankede sig, med samme professionelle facade som han fremstod med, murrede det mærkbart i hendes mellemgulv "Det er ikke det bedste tidspunkt lige nu."

[Bryce Donovan]

Det havde ikke været helt ubevidst at han havde valgt at tage til Ministeriet på en dag, hvor han egentlig ikke havde nogen grund til at være der. Mistanken om at hun bevidst undgik ham havde nået at sætte sig i ham, og tanken havde været at han måske kunne få et svar ud af hende, hvis han kom uventet.

Det virkede dog alligevel som om hun havde tænkt at undgå ham, og et snev af frustration blandede sig med forvirringen.
"Jeg har ingen planer for dagen." svarede han i et nytteløst forsøg på at lyde henkastet. "Jeg kan vente her til det passer. Du skal ikke være bange for at blive forstyrret i dit arbejde." Han trak en tom stol til sig, så han kunne sætte sig ned foran hendes skrivebord. Om han så skulle vente til hun fik fri, havde han tænkt sig at få et svar ud af hende. Bortset fra hendes sygdom havde alt jo virket godt sidst de havde været sammen. Nu virkede hun tvært imod som om hun ikke ville have noget med ham at gøre.

[Callista Runcorn]

Der havde ikke rigtigt været nogen rigtige gnidninger mellem dem siden de havde genoptaget deres forbindelse. Det hele var gået ret glat, nok også fordi han havde ladet mange ting glide af ren og skær dårlig samvittighed. Denne gang var det dog hende der sad med den følelse, selvom den blev betydeligt nemmere at ignorere, da han en smule barnligt satte sig overfor hende, med armene over kors og bare så afventende på hende.

Hun himlede med øjnene, uden at gøre noget forsøg på at skjule det. For stædig til at lade ham vinde, selvom det måske kunne siges, at hun var den mest urimelige, bøjede hun sig igen over sine papirer. Fjerpennen skrattede hastigt over papiret, men jo flere sekunder der gik, jo mere hidsige blev dens skratten indtil den stoppede brat og hun så op igen "Virkelig, Bryce? Dit valg er at troppe op på mit arbejde og bare sætte dig og stirre på mig til du får din vilje?"

[Bryce Donovan]

Bryce kunne ikke med hundrede procent ærlighed sige at det ikke var med fuldt overlæg at han sad som han gjorde. Han sagde måske intet, og gjorde intet for at forstyrre hende, men han kendte Callista, og vidste at bare hans nærvær lige nu ville gå hende på. Og med måden hendes fjerpen hidsigt skriblede ned før hun brat stoppede op, fik han det bekræftet.

"Hvis det er det, der skal til for at du taler med mig." svarede han, mens et øjenbryn afventende gled op i panden på ham. Man kunne helt sikkert argumentere for at det var en barnlig strategi, og ikke én man ville forvente af en dommer i højmagiratet, men så længe det havde den ønskede effekt var Bryce tilfreds.
"Du undgår mig." Det var en konstatering, og han endte med at læne sig en smule frem, så hans arme blev placeret mod hendes bord. "Har jeg gjort et eller andet?"

[Callista Runcorn]

Callista himlede med øjnene igen og fulgte det denne gang med et opgivende udbrud. Hun havde glemt nøjagtigt hvor provokerende han også kunne være "Jeg undgår dig ikke." gav hun stædigt igen og samlede papirerne i en mappe, med ligeså hidsige bevægelser, som havde ført fjerpennen kort forinden "Jeg ville ikke smitte sig og så var der travlt. Jeg havde.. noget at ordne, okay?" fortsatte hun, skubbede stolen tilbage og rejste sig for så at gå mod døren ud til gangen uden at være naiv nok til at tro, han ikke ville følge efter hende.

[Bryce Donovan]

Hendes påstand om at hun ikke undgik ham ville måske have været mere overbevisende hvis det ikke var fordi hun nærmest var i gang med at flygte fra ham. Det var måske heller ikke overraskende at Bryce fulgte med hende, ikke mere end et par skridt fra hende.

"Du er frisk nok til at være tilbage på arbejde." pointerede han. "Ikke at jeg ikke værdsætter at du hellere vil smitte dine kolleger end at du vil smitte mig. Men jeg tror ikke det er det hele." Med nogle lange skridt fik han indhentet hende nok til at kunne træde ind foran hende og stå i vejen for hendes flugt. "Callista, fortæl mig nu bare hvad der er i vejen. Hvad er det, jeg har gjort?" Han lød oprigtigt forvirret. Han kunne ikke se hvad han havde gjort, som ville få hende til at tage den afstand til ham. Siden hans stunt for et års tid siden havde han kæmpet for at få hendes tilgivelse tilbage, og han kunne ikke se at han havde gjort noget som skulle arbejde imod det.

[Callista Runcorn]

Callista nåede ud på gangen og hendes hæle slog mod stengulvet i gangen med små smæld, der rungede mellem væggene og meget hurtigt fik følgeskab af lyden af tungere skridt bag hende.

Hun var nødt til at stoppe da han trådte ind foran hende, med mindre hun ville gå lige ind i ham og det var alligevel ikke en del af planen. Hun knugede mappen med papirerne tættere ind til brystet og sukkede tungt før hun rystede på hovedet, absolut ikke upåvirket af hans indtrængende blik "Du har ikke gjort noget." hendes bryn var trukket hårdt sammen, og den lille stemme i hendes baghovede, begyndte at argumentere for, at det nok ikke var helt gangbart at sige, han ikke havde gjort noget "De er bare noget jeg er nødt til at få styr på."

[Bryce Donovan]

Svaret burde måske have beroliget ham, men Bryce måtte indrømme at det ikke havde gjort den store forskel. For det tydede stadig på at hun ville væk fra ham, og at hendes forklaring bare var en undskyldning.
Hånden strøg gennem håret mens han udåndede et frustreret støn.

"Jeg forstår bare ikke." fortsatte han, i et tonefald som var betydeligt mildere end det havde været før. "Der har ikke været noget som har stået i vejen før. Hvad er det, som du skal have styr på?" Hænderne faldt magtesløst ned af hans sider. "Måske kan jeg hjælpe?"

[Callista Runcorn]

Hvis Callista havde været i tvivl om, at hun reelt havde følelser for ham, fik hun det kun bekræftet over den knugende fornemmelse i mellemgulvet, hans frustrerede reaktion fremkaldte.

Hun var begyndt at ryste på hovedet allerede inden han tav og efterlod adskillige spørgsmål hængende i luften mellem dem "Jeg er nødt til at gøre det selv, Bryce." hans blik var ikke det eneste der var indtrængende nu og hun trådte et skridt til siden i forsøget på at komme forbi ham inden han fik murene omkring hendes beslutning til at slå revner.

[Bryce Donovan]

Frustrationerne byggede sig kun videre op af Callistas undvigelser. Hun blev ved med at sige at det var noget hun måtte gøre selv, og gav ham kun desto større indtryk af at hun ikke ville indvie ham i hvad der foregik.
En gang kunne Bryce måske have set sig ligeglad med det, så længe det ikke kom i vejen for hvad de lavede sammen. Men tingene var blevet anderledes mellem ham og Callista over de seneste par måneder. Følelserne havde udviklet sig langt over det fysiske forhold de havde startet det som, og han hadede at hun så ud til at være ved at lukke ham ude igen.

Da hun gjorde mine til at komme forbi ham langede hans hånd ud for at gribe fat i hendes arm. Ikke smertefuldt hårdt, men fast nok til at holde hende tilbage.
"Callista." Han trak vejret dybt ind gennem næsen. "Fortæl mig, hvad det er. Jeg går ingen steder før jeg ved hvad der foregår." Det kunne måske fremsto som ret grænseoverskridende, men han havde brug for at vide det.

[Callista Runcorn]

Callista var normalt ikke typen der bukkede under for pres, men der var heller ingenting ved hendes forhold til Bryce, der var noget hun normalt gjorde. Hun var ikke bleg for at lyve eller tilbageholde informationer for andre, men som de stod der, vred det sig ubehageligt i hende, ved at gøre det for ham. Det optimale virkede som at søge væk fra situationen.

Hånden der lukkede sig om hendes arm fik hende til at stivne brat og bragte associationer til en anden mand en ham. En anden tid. Et helt andet liv, som hun havde gjort sit ypperste for at lægge helt bag sig. Uden at hun ville det, bankede hjertet lidt hurtigere og næsefløjene sitrede lidt da hun tog en dyb indånding for at få den instinktive panikfølelse på afstand og dreje hovedet for at se på ham "Hvis jeg fortæller dig det, er jeg bange for du får mig til at skifte mening."

[Bryce Donovan]

så snart Callista var standset havde Bryce slækket sit greb om hende, men kun så længe han vidste at han havde hendes opmærksomhed. Han havde for øjeblikket været lidt for oprørt over situationen til at bemærke hendes reaktioner på hans greb i hende, og svaret hun endelig gav ham sørgede kun for at han blev endnu mere forvirret.

"Kan du huske hvad vi snakkede om til nytårsfesten?" spurgte han prøvende. "Om at du følte at jeg forsøgte at skjule noget for dig?" Tonefaldet var blevet dæmpet, lige så meget for ikke at ende med at dele deres forhold med hele andet niveau, men endnu mere for at understrege for hende hvorfor han ikke brød sig om det. "Jeg vil ikke have hemmeligheder imellem os."

[Callista Runcorn]

Callista trak ikke armen til sig, men hendes hånd var knyttet hårdt og armen var stiv i hans greb. Hun bed hårdt sammen da han sænkede stemmen og kunne regne ud hvor han var på vej hen med sine ord, allerede før han havde talt færdig.

Kæben var stadig spændt da han tav og nogle lange øjeblikke stod hun bare der og stirrede på ham. Så åbnede hun munden for at sige noget. For at fortælle ham hvor urimeligt det var at bruge hendes egne ord imod hende og at det overhovedet ikke var det samme. Men ingenting kom ud og hun endte med at lukke munden igen og se ned af den tomme gang. Hun mistede tidsfornemmelsen lidt mens hun stod der og selvom der reelt set kun gik nogle sekunder, føltes det som adskillige minutter, før hun åbnede munden igen "Jeg er gravid, Bryce."

[Bryce Donovan]

Det var ikke kun for Callista at sekunderne føltes som om de sneglede sig afsted, mens han stod og ventede på en eller anden form for respons. Da han endelig fik et svar, var det dog alt andet end et svar han havde forventet at få.

I et øjeblik stirrede Bryce tavst på hende. Munden havde åbnet sig for at sige noget, men den endte med at hænge tavst halvvejs mellem åbnet og lukket. Det tog ham et par sekunder for beskeden at synke ind.
Jeg er gravid.
En knude samlede sig omgående i hans mave, og Bryce slap endelig Callistas arm, mens chokket malede sig i hans ansigtsudtryk.
"Du er...?" Blikket flakkede automatisk mod hendes mave, som om han forventede at se et tegn på en graviditet, selv om han godt vidste at det var meget urealistisk. Det var kun en håndfuld dage siden han sidst havde set hende halvt afklædt, og han havde ikke set noget tegn dér.
Han sundede sig og løftede blikket til hendes ansigt igen. "Jeg troede... Jeg troede vi var beskyttede." Ikke at de nogensinde havde snakket om det. Faktisk ikke én eneste gang siden den første gang de havde haft sex. Han havde altid formodet at det var trygt, og Callista havde ikke givet ham indtrykket af andet.

Blikket flakkede en gang op og ned af gangen mens han strøg hånden gennem håret, før hans opmærksomhed igen faldt på hende. Nu gav hendes forandrede mønster den sidste tid i det mindste mening. Trætheden, kvalmen, forandringen i hendes smag...
Skuldrene faldt langsomt igen, da han så ud til at tale sig selv til ro.
"... Hvor langt henne?" spurgte han tøvende. "Og... hvad har du tænkt at gøre?" Hun ville ordne det selv, havde hun sagt. Han ville lyve, hvis han påstod at det ikke stak i ham at hun potentielt kunne have gjort noget uden at inkludere ham i det.