Sweet-voiced carols in the air

[Gillian C. Fudge]

Der var en verden til forskel fra Williams lejlighed i Hogsmeade til det hjem, Gillian nu trådte ud i. Det var en evighed, siden hun sidst havde været der og det var ikke just hjemlige minder, der blev vakt, som hun trådte ud ad pejsen.

"F-" Hun afbrød sig selv, brynene sammentrukne, før hun fik glattet panden igen og klarede halsen. "Sir?" Det var i hvert fald dét, hun havde kaldt Reginald Fudge, før de var flyttet.

juleferien, 2027
Efter Christmas candles in windows bright

[Gillian C. Fudge]

Selv efter en opvækst med husalfer, så Gillian nærmest forskræmt i retning af lyden, da kræet forsvandt. Men det var intet ved siden af det sæt, det gav i hende, da lyden af skridt blev opfulgt af Reginald Fudges stemme.

Hun rankede sig instinktivt lidt, selvom hun stadig følte sig ru og hudløs. "Ja."

[Gillian C. Fudge]

Engang havde han været hendes far, men nu var Reginald Fudge en varulv og Gillian undertrykte det instinktive behov for at vige tilbage, da han nærmede sig. Hun fugtede læberne.

"Jeg vil ikke være en Darrow længere," konstaterede hun, stemmen på samme tid spinkel og fast. Hun havde allerede sagt fra over for én familie og var blevet udstødt for det. Tanken om, at hun skulle miste det sidste, hun havde tilbage, var ødelæggende. Men der var ikke plads til den nu.

"Og jeg vil ikke blive gift med Rupert Montague."

[Gillian C. Fudge]

Gillian vidste ikke, hvad hun turde forvente. Hun forberedte sig i hvert fald på en irettesættelse; en påmindelse om, at hun trods det nye efternavn var en Fudge og havde et ansvar.

Blikket flakkede lidt, før hun bøjede nakken i respekt og trådte hen til sofaen. Hun brød ikke tavsheden igen, men ventede på, at hun fik ordet igen. Hænderne blev foldet i skødet.

[Gillian C. Fudge]

Gillian rykkede sig et par centimeter tilbage, da Reginald satte sig ved siden af hende i sofaen. Hun kunne ikke huske, hvornår de havde været så tæt i huset.

"Han ville ikke acceptere, at jeg var her nu," svarede hun lavmælt, selvfølgelig uden han direkte havde sagt det.

[Gillian C. Fudge]

Blikket var kun flygtigt endt i Reginalds og ved hans spørgsmål sænkede Gillian nakken igen i bekræftelse. Hun hævede det kun langsomt igen og fugtede læberne.

"Hans holdninger passer til det, man kunne forvente af hans familie," svarede hun i et forsøg på at være diplomatisk.

[Gillian C. Fudge]

For blot et år siden havde Gillian været meget enig med Rupert på dét punkt. Moderens familie ønskede også, at det var fortsat sådan. Men det sagde hun ikke og tankerne blev effektivt ført væk fra tanken ved det opfølgende spørgsmål.

Kinderne blussede, da hun slog blikket ned og fugtede læberne. "Udelukker det ene det andet?" spurgte hun forsigtigt og vovede ikke at se på ham.

[Gillian C. Fudge]

Tavst tog Gillian imod koppen, men gjorde ingen anstalter til at drikke. Hun havde allerede syndet den dag med den kop, hun havde drukket med William. Der havde endda været flødeskum involveret. Men evigt kolde fingre fandt varme i den og prøvende hævede hun blikket til hans.

"Det ville også glæde mig," indrømmede hun og det trak let ved hendes mundvige.

[Gillian C. Fudge]

Det var helt absurd at se Reginald Fudge i andet end skræddersyede rober og med et lille kakaoskæg. Som havde hun fået et forbudt indblik i en verden, der ikke vedkom hende. Smilet var næsten nervøs, men hun var ikke i tvivl.

"Ja. Hvis tilbuddet stadig står."

[Gillian C. Fudge]

Trods deres få øjeblikke af forståelse, tvivlede Gillian stærkt på, at Alastair ville blive direkte glad for at se hende. Men hun satte ikke ord på tanken.

"Tak," svarede hun i stedet og det var tydeligt, at hun mente det. "Jeg er ked af, at jeg ikke har skrevet til dig før, sir."

[Gillian C. Fudge]

En helt fløj ... Gillian forstod stadig ikke rigtigt, at hun overhovedet skulle bo der og da slet ikke en anden ende af huset end Reginald. Hvor han havde forberedt et værelse til hende. Men hun sagde det ikke.

"Ja?" Hun så afventende på ham.

[Gillian C. Fudge]

Gillian kendte ikke rigtigt kvinden, Reginald var blevet gift med og havde ingen holdning til, at de ikke boede sammen. Det havde hun været vant til, dengang han og moren havde boet sammen. Derimod fik fortsættelsen hendes bryn til at hæve sig lidt.

En uplacerbar flaksen meldte sig i brystet, men nu var ikke tiden til at analysere nærmere på den. Brynene havde trukket sig let sammen, men hun brød ikke ind.

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke et barns plads eller ret at have holdninger om sine forældres liv. I hvert fald ikke holdninger, der kom til udtryk. Gillian lyttede da også blot tavst og sænkede hovedet lidt, da Reginald stillede det op, præcis som hun havde forventet. Noget for noget. En lige handel.

"Tak," svarede hun i accept af den og overvejede, hvem kvinden mon var. Men hun var ikke så uhøflig, at hun spurgte.

[Gillian C. Fudge]

Den lille bevægelse gik ikke Gillians opmærksomhed forbi, men hun så også, hvordan Reginald stoppede sig selv i den. Det var en ambivalent følelse af lige dele lettelse og skuffelse.

Blikket faldt til koppen og hun stammede grebet lidt. Men i sidste ende kunne hun ikke sætte sig mere mod en autoritet og hun tog en tår, som hun havde fået besked på.

[Gillian C. Fudge]

Gillian havde ikke mange gode minder fra sit barndomsværelse, men var høflig nok til at smile ganske svagt som reaktion på det. Hun rystede lidt på hovedet.

"Det bliver ikke nødvendigt," svarede hun og havde så meget mere, hun gerne ville sige. Men det havde aldrig ligget i deres relation og det kom hende heller ikke naturligt nu. Så hun drejede blot koppen lidt mellem hænderne og trak tungespidsen over ganen, der stadig virkede fedtet efter tåren.