Christmas candles in windows bright

[Gillian C. Fudge]

Det var meningen, at Gillian skulle have tilbragt juleferien på Hogwarts. Det var i hvert fald den beslutning, hun havde skrevet hjem til familien, udelukkende for at blive mødt med larmende tavshed. Indtil to dage inde i ferien, hvor hendes bedstefar pludselig var dukket op.

Hun rystede stadig, da hun gik ad den snoede sti mod landsbyen. Hun havde gjort det, sagt fra, havde brudt med sin mors del af familien. Og da hun skridtede ind på hovedgaden følte hun sig helt og aldeles flagrende i frit fald for første gang i sit liv.

William Knight

[William Knight]

Det var en mærkelig tid. Klarhed kom ikke nødvendigvis med det voksne liv, men der var da visse ting der var blevet tydeligere gennem det sidste halve år: Som at han ikke var en umulig lærling, ikke var god til at købe julegaver til familien i god tid, og at han var hamrende forelsket i en heks, han ikke kunne få.

Butiksklokken ringede da han åbnede døren for at træde ud på gaden, en æske i kappelommen rigere. Et par øreringe til moderen var det blevet til, men han følte sig egentlig godt tilfreds med købet, selvom hjertet snart skippede et slag, da han var ved at støde ind i en brunette på hovedgaden.

"Gillian. Hej."

[Gillian C. Fudge]

Med tankerne hvirvlende omkring, hvad der virkede som tusind spørgsmål, havde Gillian ikke meget overskud til andre ting, såsom at se sig for. I hvert fald ikke, før hun måtte gribe ud i en varm arm for ikke at støde ind i troldmanden, den tilhørte.

"William," hoppede det over hans læber, netop som han formede hendes navn. Hun tog en lidt brat indånding og kastede et enkelt blik over skulderen, uden at vide hvorfor. Måske fordi hun stadig ikke kunne ryste følelsen af, at hun aldrig helt ville kunne undslippe familien. Lyse øjne fandt tilbage til mørke, men hun anede ikke, hvad hun skulle sige.

"Glædelig jul."

[William Knight]

Luften var kold, men han havde fået en del af varmen i butikken efter adskillige minutters rådvildhed om gavekøb. Nu, mærkede han gåsehuden under kappen, men det var næppe kun kulden der var skyld i denne. Det var nærmere Gillians hånd om hans arm, eller det pludselig sammenstød, der gjorde udslaget.

"Glædelig jul," formåede han at sige, selvom han ikke var det mindste forberedt på at støde på hende i dag. Håret stak rodet og mørkt ud under huen, og han havde andendagstømmermænd efter byturen i London. "Det er godt at se dig."

[Gillian C. Fudge]

Der gik for lang tid, før Gillian lod hånden falde igen, men denne gang følte hun ingen skam. Hun så vågent på ham, før hun besluttede sig at følge sine instinkter, selvom de før havde bragt hende i problemer.

"Jeg havde håbet, at jeg ville se dig," indrømmede hun, kun for hans ører.

[William Knight]

Stemmen var dæmpet, og tilstrækkeligt rettet mod ham, til at han ikke kastede et instinktivt blik rundt omkring sig for at se hvem der hørte hvad. De brune øjne flakkede blødt mellem hendes blå, og han mærkede en flaksen i brystet over budskabet.

"Jeg havde ikke regnet med at se dig," indrømmede han så, i en form for gengældelse. "... ikke at jeg er beklagelig over at støde ind i dig. Tværtimod."

[Gillian C. Fudge]

Gillian tvivlede ikke på sandheden i hans ord, men hun værdsatte alligevel bekræftelsen i dem. Så meget fortalte et svagt smil om hendes læber da også.

"Jeg havde håbet, at du måske ville gå en tur med mig," svarede hun forsigtigt og trods forsikringen, frygtede hun alligevel en afvisning.

[William Knight]

Den ene mundvige gled op i en underspillet bevægelse, selvom blikket talte for sig. "Selvfølgelig," sagde han i følgeskab med et nik, før hænderne naturligvis gled ned i lommerne og han gjorde tegn til at gå.

Med brosten under fødderne og blikket skiftende mellem passerede butiksvinduer og Gillian, fulgte de hovedgaden. "Du skulle bare have skrevet, ved du nok." Deres møde var et tilfælde.

[Gillian C. Fudge]

De lyse øjne var rettet fremfor, mens de begyndte at gå uden egentlig mål, andet end en smule frihed til at tale.

"Det var ikke planlagt," indrømmede hun og tog en indånding. "Min bedstefar kom for at hente mig på skolen."

[William Knight]

Brynene rynkede en anelse, men Liam var ikke invasivt i gang med at granske Gillians ansigtsudtryk. I stedet betragtede han omgivelserne omkring dem.

"Alligevel er du her stadig," Konstaterede han roligt og åbenlyst.

[Gillian C. Fudge]

Ånden tegnede sig som en lille sky foran Gillian, da hun slap luften igen. Hun svarede ikke med det samme, men gik lidt i tavshed, før hun lige så forsigtigt sneg sin hånd ind i hans. Den brændte nærmest om hendes iskolde fingre.

"Jeg vil ikke være en del af det længere." Ordene kom forsinket, men der var mere styrke bag, end der var bag det meste af det, hun sagde.

[William Knight]

Forberedt, var nok det sidste han var. Sidst de havde set hinanden, havde de sat grænserne, men da han mærkede Gillians kolde hånd søge hans - der var blevet varmet lidt af kappelommen - vendte han ansigtet mod hende igen. Ordene gentog sig selv en gang. Dernæst endnu en, mens brune øjne betragtede hende.

"Du... sagde fra?" spurgte han - bevidst om hvor stort et skridt det var for Gillians selvstændighed.

[Gillian C. Fudge]

For blot et år siden havde det været fuldstændig utænkeligt, at Gillian nogensinde ville sige fra. Men med afskæringen fra Reginald Fudge og William, var hun alligevel blevet presset dertil. Hun nikkede en enkelt gang, stadig uden at se på ham.

"Jeg tror, jeg vil tage hjem til min far," bemærkede hun efter endnu en længere pause.

[William Knight]

Liam var ligefrem, men var også bevidst om at dette var betydningsfuldt. Selvom han heller ikke vidste præcist hvad det betød. I hvert fald ikke for dem, men det var heller ikke det han fokuserede på mest lige nu. For selvom Gillians kolde hånd var i hans og fik noget velkendt indeni til at flakse, ønskede han bare at være der for hende. Sikre sig at hun var okay, alt taget i betragtning.

"Ja..." Han nikkede og vendte endelig ansigtet mod hende igen. Nok havde han sine forbehold om sin tidligere svigerfar, men han forstod Gillians behov for fæste. "Du skal ikke være alene."

[Gillian C. Fudge]

Gillian vidste ikke helt, hvad hun søgte i William eller hvor grænserne gik. Men hans hånd om hendes gav hende tryghed og i dét øjeblik var det alt, hun behøvede, så hun tillod sig for en gangs skyld den simple nydelse.

Lidt tid gik de i tavshed, mens det hele fik lov at synke ind. Hun havde sagt nej, rent faktisk sagt fra. Og nu gik hun der med med hånden i Williams. Indsigten af det gav liv til en uventet følelse af rebelskhed, måske endda grænsende til trods. Blikket blev rettet mod ham.

"Har du lyst til at drikke en kop kakao?" Spørgsmålet forlod hende ukarakteristisk impulsivt, men det føltes helt rigtigt i det øjeblik. Emanciperende. "Med flødeskum."