Snefnug og grannåle

[Corban Yaxley Jr.]

Snefnug faldt ned fra himmeltæppet i storsalens loft, mens præfekterne og vejlederne åbnede juleballet. Beslutningen om at følges med Alissa Avery havde været naturlig for ham, og det var ikke en han havde fortrudt. Hun var en sublim danser og deres bånd var familiært. Naturligvis var det evigt mærkeligt at dele bord med sin forlovede/ekskæreste, men det var den virkelighed han levede i - og måtte leve med.

Blikket havde under dansen dog også vandret over mod ørnenes ene vejleder. Althea Roberts så dejlig ud, selvom han mindede sig selv om at han nok ikke burde tænke den slags om en veninde. Da han efter den store åbningsdans dog fik chancen for at fange hende alene - da hun vist hvilede fødderne efter dansen - greb han den.

"Hej. Ehm. Du danser godt." Han stoppede, lidt akavet, op nær den ledige stol ved hendes side - lidt uden at kunne finde ud af hvorfor han pludselig var så nervøs.

[Althea Roberts]

Althea var fulgtes med en ven. Det fornuftige valg, selvom hun havde indset på nuværende tidspunkt, at hun havde følelser for Corban. At hun var fornuftig stoppede da heller ikke sommerfuglene i maven, da han kom hen til hende senere med en kompliment og de rareste, brune øjne. Hun klarede halsen lidt.

"Tak. Det er sødt sagt." Og heller ikke helt rigtigt. Hun havde dog gjort sit bedste. "Du danser også godt. Og du ser godt ud." Stop, stop, stop. Det var sandt, men hun skulle ikke hæfte sig ved det. Desuden så han altid godt ud...

[Corban Yaxley Jr.]

Ørnenes vejleder havde måske ikke danset ligeså strømlinet som de mere tilvante fuldblodsbørn, men Corban mente skam sine ord. Hun havde set elegant ud i festtøjet, selvom han ikke helt havde kunne lade være med at studse over om hendes partner var en egentlig date. Og om hvorfor det generede ham mere end hvad godt var.

"Uhm tak," Kom det forlegent fra ham. "Du ser også... godt ud." En underdrivelse. Kinderne blev lidt varmere. "Er det i orden hvis jeg sætter mig her?" Han nikkede mod den ledige stol.

[Althea Roberts]

Det var bare et høfligt svar. Ikke en kompliment, fordi Corban rent faktisk tænkte over hvordan hun så ud. De var jo bare venner, på trods af alt hvad Algernon McLaggen havde hentydet til. Hun tog en dyb indånding og nikkede lidt. "Selvfølgelig," medgav hun. "Slå dig ned. Selvom jeg tænker dit bord... Mangler de dig ikke?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban skævede lidt tilbage mod bordet, da Althea bragte det op. Middagen var overstået, men selvom han ingen intention havde om at ditche sin ledsager for aftenen, var det vel lidt en usagt aftale mellem dem, at de naturligvis bare fulgtes som venner og gerne måtte gå hver til sit. Samtidig kunne han ikke lade være med at overveje om Althea fik det på banen fordi hun rent faktisk ikke ønskede hans selskab.

"Det tror jeg ikke," svarede han dog ærligt. Visse af samtalerne ved det bord fløj over hovedet på ham, og det var stadig ikke helt nemt at være nær ekskæresten, selvom de var på gode termer.

"Jeg ved ikke hvad de taler om halvdelen af tiden." Mundvigen gled en anelse opad før han satte sig ned. Sirenerne havde snakket om merlin ved hvad. Det var næsten kodesprog.

[Althea Roberts]

Thea smilede varmt over Corbans beskrivelse og følte sig hurtigt mere tilpas. Hun ville meget gerne have hans selskab. Han gav hende stadig mavetumlen, men det kunne hun ikke holde mod ham.

"Det kender jeg godt," medgav hun. "Så håber jeg at du forstår mig bedre..."

[Corban Yaxley Jr.]

Mundvigen krummede sig endnu lidt opad, da Corban havde taget plads på den ledige stol og lod blikket glide gennem salen, selvom han var noget så fristet til at betragte Althea lidt. Det var ikke på sin plads. For han anede ikke hvordan det kunne tolkes hvis han viste en interesse for hende, nu hvor deres relation var blomstret ud af tragedie og sårbarhed.

"Meget bedre," sammenstykkede han dog og lod flygtigt brune øjne møde hendes. "Vi har nok mere tilfælles." Selvom deres historier var vidt forskellige.

[Althea Roberts]

Thea kunne virkelig godt lide at have noget til fælles med Corban. Mere end han havde med finkerne eller hvad det nu var de kaldte sig. Hun smilede varmt. Lettet.

"Ja," medgav hun. "Det synes jeg også. Vi er... Venner. Ikke?"

[Corban Yaxley Jr.]

Corban nikkede - for en gangs skyld uden at tøve for meget fordi det var nemmere bare at fokusere på skolen frem for venskaber efterhånden. Althea var dog en af dem han følte sig mindst bange for at være sig selv omkring. Selvom hun samtidig gjorde ham nervøs. Men det var på en anden måde.

"Jo. Det håber jeg da at vi er," svarede han med et lille, men ærligt smil.

"Oh. Din øhm... date sad ikke her først, vel?" Det gik op for ham at han kunne have taget en stol, hun måske egentlig havde reserveret til ham - men samtidig havde været høflig nok til at lade ham tage plads i.

[Althea Roberts]

Thea blinkede en enkelt gang over spørgsmålet. Hendes 'date'. Det var så arbitrært at tale om den slags. Hun rystede på hovedet. "Han er nok i færd med at falde i svime over en af de piger han ikke turde invitere," svarede hun tørt, men med et glimt i blikket. "Han er bare en ven. Jeg tror ikke han kommer tilbage som sådan. Og nu snakker jeg jo også med dig."

Og det var ærlig talt bedre. Skræmmende, lidt, men bedre.

[Corban Yaxley Jr.]

"Oh," Corban var mærkværdigt nok glad for svaret, selvom han huskede sig selv på at det måske ikke var voldsomt galant at glæde sig på vegne af en pige, hvis ledsager hellere ville have inviteret en anden ud. Venner eller ej.

"Ja. Det er jeg glad for at du gør," Indrømmede han så. Blikket gled ud på dansegulvet igen. Var rummet varmt, eller hvorfor føltes kinderne sådan? "Vi kan også danse hvis du har... lyst?"

[Althea Roberts]

Althea overvejede om hun havde hørt forkert. Hun hævede begge bryn let og så en anelse undrede på Corban et øjeblik. Han havde godt nok sagt at hun dansede godt, men de fleste drenge brød sig ikke engang om at danse og hendes forhold til det var også lidt småanstrengt. Hendes hjerne spinnede lidt, imens hun mærkede sig selv pludselig nikke.

"Okay," medgav hun og overvejede om hun var ved at blive skør. "Lad os danse."

[Corban Yaxley Jr.]

Corban havde ikke de store problemer med at danse. Måske fordi det var noget han havde gjort så meget gennem opvæksten fordi det var krævet af ham. Han beroligede sig selv med - da han rejste sig fra stolen og rakte Althea armen - at der vel ikke ville blive rynket på bryn over at han dansede med en ven, selvom han var forlovet.

Han førte hende med ud på dansegulvet, lod hånden finde hendes og begyndte at bevæge fødderne i et vant, roligt mønster. "Undskyld." Skosnuden ramte hendes, og han vidste ikke om det var grundet et øjebliks distraktion fra hans side, eller om det skyldtes at Althea var mindre øvet.

[Althea Roberts]

Althea var normalt ret fattet, men hun kunne nærmest mærke sin hånd blive svedig det sekund den rørte Corbans. Måske var det lidt indbildning, men hun var i hvertfald dødnervøs.

"Hov, uh," mumlede hun som svar. "Det er okay." En dans. En uskyldig, venskabelig dans. Meget tæt på Corban, som duftede rart og kunne føre. Det var lidt uventet. Det ville være lidt nemmere at være i, hvis ikke hun var pissevild med ham...

[Corban Yaxley Jr.]

Corban var ikke helt klar over at Althea var nervøs, og derfor heller ikke klar over at hun smittede ham med de samme lag nerver. Han vidste ikke om hun var urolig fordi hans hånd var varm og lidt fugtig i kontakten, eller om hun bare ikke var komfortabel med at danse med ham. Fortolkningerne gik begge veje.

Kinderne var godt blussende, da øjnene fandt hendes og sendte et sug gennem hans bryst. Han var så fristet til at kigge væk, men sendte hende bare et undskyldende smil, selvom dansen egentlig - alle nerver taget i betragtning - gik udmærket. Han var dog rimelig lettet da sangen sluttede og efterlod lidt summen af latter, snak og fodtrin.

"Det er lidt varmt, synes du ikke?" Hænderne havde sluppet hendes, men det var næppe diskret hvis han tørrede sveden af i sit tøj foran hende. Damn, det var pinligt.