Venner fortæller os, hvad vi skal gøre; fjender lærer os det

[Keeran Appleton]

Keeran forstod det ikke rigtigt. Forstod ikke, at han rent faktisk var blevet fyret. Selvfølgelig havde han overvejet muligheden, men aldrig længe af gangen. Det kom alt sammen ned til, at han ikke havde troet, at Sylvester Buchanan rent faktisk ville være tåbelig nok til ikke at kunne se, at hans midler og metoder havde været fordret af situationen. At der ikke havde været en mere effektiv måde at gribe det an.

Planen havde formet sig støt, siden han havde forladt kontoret. Ikke nødvendigvis rationel, men kølig og kalkuleret. Hver en følgevirkning og konsekvens udregnet, afvejet og vurderet. Og det var derfor, han havde hentet Ella hos heksen, der stod for hendes basale færdigheder - læsning, regning, skrivning - indtil hun startede på Hogwarts. Det var egentlig Imogen, der havde hende denne uge, men han havde ingen intentioner om, at hun ville nå at reagere, før de var ude af rækkevidde uanset.

Med hende i hånden trådte han ind i lejligheden og kunne, ud fra lyden af rumsteren, med tilfredshed konstatere, at Maeve Appleton var hjemme. I stedet for at søge direkte ud til hende, kaldte han i stedet på hende.

"Mae." Han ventede ikke på lyden af skridt, men vendte sig i stedet mod datteren. "Kan du gå ind og finde din bamse, en bog og to stykker af dit yndlingslegetøj?" bad han hende og ventede ikke på at høre hele hendes spørgsmål, før han svarede. "Vi skal på en lille ferie. Så, kom. Smut ind og find det frem, så kommer Maeve ind til dig lige om lidt, hm?"

Han fulgte hende med blikket, da hun satte ind på sit værelse, før han vendte sig mod lyden af skridt.

Efter Though wise men at the end know dark is right

[Maeve Appleton]

Maeve havde været inde på værelset for at hvile sig efter en lidt hård tur hjem fra Hogsmeade. Hun stod dog op, da døren gik og hun hørte Keerans stemme.

Hun nåede lige at høre ham sige noget til Ella og så pigen forsvinde ind på sit værelse, før han vendte blikket mod hende og hun rynkede panden dybt. Han så ekstremt alvorlig ud.

"Hvad laver Ella her i dag...?"

[Keeran Appleton]

Det var ikke kun Maeves træk, der var sarte og skøre som glas. Keeran vidste, at han var nødsaget til at passe på hende, skærme hende fra de problemer og konsekvenser, der var fulgt med retssagen. Han trådte hen til hende og lagde en hånd mod hendes kind.

"Der er sket noget og jeg lover at forklare alt for dig, når tiden er til det, men ikke lige nu," svarede han dæmpet, tonen tung af alvor. Blikket veg ikke fra hendes.

"Jeg er blevet kaldt tilbage til Staterne." Det var en løgn, men den blev leveret lige så overbevisende som resten. "Og jeg vil gerne have jer med mig."

[Maeve Appleton]

Maeve så forvirret ud og hendes blik flakkede hurtigt mellem Keerans mørke øjne. Hun rynkede panden svagt, før hun tog en dyb indånding.

"Har det noget at gøre med retssagen, som er afsluttet? Jeg mødte Dominique..."

[Keeran Appleton]

Keeran havde forsøgt at holde sagen fra Maeve, så vidt det overhovedet var muligt. At hun skulle rende ind i bæstet havde bestemt ikke været med i hans overvejelser og han rynkede brynene, så panden lagdes i dybe folder.

"Hvor?"

[Maeve Appleton]

Maeve kunne udmærket se at det ikke passede Keeran, men hun vidste ikke hvorfor. Hun vidste bare at han havde holdt meget af sit arbejde fra hende og at det gav hende lidt ondt i maven at tænke på. De skulle forestille at være partnere.

"I Hogsmeade," svarede hun ærligt. "Vidste du at hun var gravid?"

[Keeran Appleton]

I Hogsmeade. Hvor Cillian O'Callaghan boede. Keeran kunne ikke ignorere følelsen af, at brikkerne begyndte at falde på plads; At alle hans mistanker langsomt blev valideret. Han så uudgrundeligt på Maeve, før han rystede og denne gang var det ikke en løgn.

"Ved du, hvem der er faren?" spurgte han, selvom han havde sine anelser.

[Maeve Appleton]

Hun kunne nærmest se møtrikkerne dreje og hendes bryn trak sig tættere sammen over det.

"Hvorfor? Hvad er det du ikke fortæller mig, Keeran? Har det noget med det at gøre, at vi pludselig skal til USA?"

[Keeran Appleton]

Keeran svarede ikke med det samme, men drejede hovedet for at kaste et blik mod datterens værelse. Han tog en indånding og så tilbage ind i blå øjne. Luften forlod ham igen, sev over hans læber.

"Hun har haft kontakter. Nogen højtstående, der må have lagt pres på afdelingen. Jeg er nødt til at finde en anden indgangsvinkel," indrømmede han og hævede en hånd til hendes kind, som han kuplede ganske blidt.

"Men jeg lover, at jeg nok skal tage mig af jer alle sammen."

[Maeve Appleton]

Maeves rynker forsvandt ikke. Hun følte sig på ingen måde beroliget.

"Sagen er jo lukket nu," konstaterede hun, selvom hun stadig ikke forstod hvorfor hun skulle lære det fra Dominique og ikke sin egen mand.

"Det er slut. Så hvad mener du med at tage dig af os? Du skal vel videre med noget nyt, Keeran. Og slippe denne her sag, endelig."

[Keeran Appleton]

Hvis bare det var så simpelt, ville Keeran ikke have nogen udfordring med det. Men han havde ikke nogen udvej længere og tyggede lidt sammen om svarene. Blikket flakkede lidt mellem hendes øjne, splittet mellem behovet for at holde hende skærmet fra sandhederne og rent faktisk at kunne læne sig op af en anden.

"Jeg kan ikke forklare det hele nu, Mae," svarede han og formåede at lyde beklagende. Hånden søgte over hendes hår og fandt hvile på siden af hendes hals.

"Kort sagt fik hun mig fyret. Men jeg har en anden indgangsvinkel. Jeg lover, at jeg nok skal forklare det hele nærmere og at vi kan lægge det bag os. Men lige nu har jeg brug for, at du stoler på mig."

[Maeve Appleton]

Maeves øjne spærrede sig op. Fyret. Begge uden arbejde med en lille på vej og Ella inde på værelset. Hun så lettere panisk ud ved tanken.

"Keeran," åndede hun bekymret ud. Han havde sagt han ville tage sig af dem. Hun så ned på sin egen mave. Hun kunne ikke blive til sin egen mor, forladt med et barn på vej. Hendes end hånd lukkede sig om ham.

"Lov mig du ikke forlader os," bad hun indtrængende.

[Keeran Appleton]

Keerans pande lagde sig i folder ved italesættelsen af hendes frygt. Maeve var så tæt på alt, han nogensinde havde drømt om og med tiden havde hun endda sneget sig ind i hans hjerte, slået rødder der. Tanken om at slippe hende igen kunne ikke være mere fjern fra og han lænede sig frem, til deres pander stødte blødt sammen.

"Jeg elsker dig, Maeve," mumlede han og mente det. "Og I er min fremtid. Uanset hvad. Jeg lover dig, at jeg altid vil tage mig af jer." Og det løfte tog han ikke let på, uanset hvilke andre brister han så måtte have.

[Maeve Appleton]

Maeve prøvede på ikke at tænke på hvad der skete, hvis han ikke var der. Hun lukkede øjnene kortvarigt og lod sig berolige.

"Okay," mumlede hun og samlede sig sammen. Hun hver hverken mentalt eller fysisk klar til en lang rejse, men hvis det var hvad de måtte gøre.

"Fortæl mig hvad du vil have mig til," bad hun.

[Keeran Appleton]

Sådan stod Keeran et øjeblik eller to, før han tog en dyb indånding fyldt med hans duft og rettede sig lidt op igen. Udelukkende så han kunne se ind i hendes øjne igen.

"Jeg sørger for en transitnøgle til os. Jeg har brug for, at du får pakket de vigtigste ting til os to og Ella, så vi kan tage af sted. Du bliver nødt til at tage forbi Gringotts og tømme min bankboks. Jeg giver dig nøglen."