Though wise men at their end know dark is right

[Keeran Appleton]

Keeran havde kort og godt sagt en lorteuge, men han var efterhånden også så dybt i det, at det var længe siden, at han for alvor havde kunne se lyset. Han var da heller ikke vanvittigt overrasket, da han blev kaldt ind til Sylvester Buchanan den eftermiddag. I virkeligheden havde han bare ventet på det.

Med en indånding rettede han på de skræddersyede rober, før han annoncerede sin ankomst med en banken på døren og trådte ind, da der kom en bekræftelse fra den anden side.

[Sylvester Buchanan]

Selv på en god dag, ville det ikke have været en samtale Sylvester så frem til, men lige for tiden var der ikke rigtigt nogen dage, der føltes gode. Bruddet med Abigail hang stadig som en mørk sky over hovedet på ham og han havde langt fra været sit ellers rummelige selv.

“Kon ind.” Selv de to ord blev lidt mere end kommando og lidt mindre en invitation, mens han åbnede den mappe han havde foran sig på bordet og så løftede blikket til døren.

[Keeran Appleton]

God dag, dårlig dag. Keeran forventede uanset ingen varm modtagelse og løftede ikke et bryn over den, han fik. Han trådte blot ind og lukkede døren bag sig. Ansigtet var en maske af professionalitet.

“Mr. Buchanan,” hilste hans alvorligt og satte sig først, da han blev bedt om det.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters mine var alvorspræget da blikket faldt på den yngre troldmand "Sid ned, Appleton." bød han og slog ud mod stolen på den modsatte side af skrivebordet.

Han sagde ikke mere før den anden havde sat sig "Det er beklageligt vi er endt her." lagde han ud, og mente det. Den yngre troldmand var ikke uden evner, tvært i mod havde Sylvester set en glimrende karriere for ham. I hvert fald indtil han havde ladet sig blande ind i Callistus S. Bancroft's forbandede rod "Hvordan blev du blandet ind i hele misæren med Yaxley?"

[Keeran Appleton]

Der var meget ved situationen, der var beklageligt og Keeran vidste godt, hvem han kunne bebrejde for det. Og han havde tænkt, at næsten skulle holdes til ansvar for det ved lejlighed. For nu så han dog roligt på sin chef og børstede lidt fnug af buksebenet.

“Tom Yaxley havde tidligere opsøgt mig af frygt for sin hustrus mentale tilstand,” svarede han sandfærdigt. “Første gang var vist til vores fælles bryllup. Han frygtede for sit liv og det var derfor, jeg tog til deres hjem den aften.”

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters mine var ligeså alvorlig som Keerans og han nikkede, selvom han ikke var komplet overbevist om, at den yngre mand vitterligt var så rolig som han lod til at være "Ikke overraskende, har Mrs. Yaxleys forklaring været en ret anden." han åndede tungt ud. Parter med modstridende forklaringer, der påvirkede hans eget privatliv, var ved at blive lidt for meget hverdag og han kunne ikke rigtigt påstå han var tilfreds med det.

"Jeg er klar over du først kom til gerningsstedet senere, men en udlægning af hvad der skete der og hvad du så, ville være en hjælp for at komme til bunds i sagen." fortsatte han. Det var ikke usandt, men på samme tid også en test, i et forsøg på at finde ud af, hvor han havde den yngre troldmand.

[Keeran Appleton]

Keeran satte sig til rette i stolen og knappede jakken op uden at slippe afdelingsoverhovedet med blikket. Nakken blev bøjet lidt i et respektfuldt nik, som han efterkom ønsket.

Detaljeret fortalte han og holdt sig så tæt til sandheden som muligt. Han beskrev, hvordan Tom Yaxley havde taget kontakt og han, på baggrund af tidligere samtaler, havde valgt at tage direkte dertil. Hvordan Sinéad L. Yaxley havde beordret sin hund til angreb og hvordan han havde forsøgt at beskytte Tom.

Det hele sluttede på Skt. Mungos, hvor han havde taget sin elskede englænder og til de aurorer, han havde tilkaldt og allerede havde aflagt vidneforklaring til.

[Sylvester Buchanan]

DEt kom ikke som nogen stor overraskelse, at det scenarie Keeran beskrev, var nogenlunde stik modsat det han havde fået beskrevet fra Sinéad L. Yaxley, selvom der var nogle lighedspunkter. Indvendigt sukkede han lidt, men nikkede en enkelt gang "Var det første gang du havde oplevet fysisk vold mellem Mr. og Mrs. Yaxley?"

[Keeran Appleton]

Keeran nikkede en enkelt gang. “Det var første gang, jeg selv overværede det, ja,” bekræftede han spørgsmålet.

Og for nu forviste han den rædselsfulde lyd af Toms skrig fra sit indre øre.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters bryn trak sig lidt mere sammen over formuleringen "Første gang du overværede det.." gentog han, gjorde en lille pause og fortsatte "Så der har været andre, lignende episoder før denne?" det ville ikke komme bag på ham. Den slags husspetakler var sjældent enkeltstående episoder. Havde der været andre omstændigheder, ville han uden tvivl have talt nærmere med Abigail om hvad hun vidste om venindens forhold og ægteskab, men som tingene stod, havde det ikke være en mulighed.

[Keeran Appleton]

“Jeg kender ikke begge parter indgående nok, til at gøre mig klog på, hvad der er foregået bag lukkede døre,” konstaterede Keeran indledningsvist, selvom han kendte én af dem bedre, end han ville indrømme. Kerede sig mere om ham end de fleste andre i denne verden.

“Men det er ikke første gang, Tom Yaxley har søgt mit råd, fordi han frygtede for sin sikkerhed.” Og med en far som Corban Yaxley sagde frygten ikke så lidt.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester nikkede, men havde alligevel en enkelt konstatering, der blev leveret med et let, hævet øjenbryn "Men godt nok til, at ville risikere din egen sikkerhed ved at blive indblandet i husspektakler?" der var øjensynligt mere end bare husspektakler, men var det bare et overfladisk bekendtskab, skulle der alligevel noget vilje til at stille sig i skudlinien for et andet menneske.

[Keeran Appleton]

Keeran svarede ikke med det samme. Ikke, at han ikke havde et svar, men han delte meget nødigt ud af sig selv, medmindre det var absolut nødvendigt. Nu var én af de situationer.

“Jeg gik i skole med Cedrella Ogden,” svarede han lavmælt, men ikke desto mindre roligt. “Så ja. Nok til, at jeg ville risikere min egen sikkerhed.”

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters blik granskede den yngre mand et langt øjeblik før han accepterede med et nik.

I stedet for at sige mere, lænede han sig lidt tilbage, trak en skuffe i skrivebordet ud og tog en, for Keeran uden tvivl velkendt, tryllestav frem "Jeg antager du har manglet denne her." spurgte han og lagde staven på bordet mellem dem, uden at det egentlig var et spørgsmål, så meget som en konstatering.

[Keeran Appleton]

Indtil videre havde Keeran bevaret en grænseløs ro, men ved synet af sin stav i Mr. Buchanans hånd, rørte han alligevel lidt på sig. Han bed en enkelt gang sammen og hævede hånden for at trække den over det velfriserede hår.

"Jeg ville være en tåbe hvis andet," konstaterede han, da hånden igen lå på benet. Han havde lyst til at læne sig frem og tage den, men gjorde intet endnu.