Hverdagsagtigt [S]

[Alissa Avery]

Det var udviklingen, der for alvor gik Alissa på og hun blev ikke mere løsningsorienteret af, at Hamish igen gav hende skylden for, at skænderiet var brudt ud. Det var tydeligvis ham, der var uforsonlig og havde insisteret på at fastholde emnet.

"Jeg forstår bare ikke din insisteren på at tale om det."

[Hamish Buchanan]

Hamish havde allerede to gange prøvet på at lukke emnet uden held, men det ville der utvivlsomt ikke komme noget fornuftigt ud af at pointere. Så han tog bare en indånding og så på hende igen.

"Så lad os tale om noget andet."

[Alissa Avery]

Alissa havde en fornemmelse af, at det ikke for alvor ville løse noget, før de færdiggjorde samtalen, uanset hvor lidt hun ville tage den. Og Hamish' forsøg på at trække i land prikkede til en allerede vågen følelse af irritation.

"Nej," afviste hun uden tøven. "Du ville tale om det, så lad os tale om det. Hvad er det præcis, at du er urolig for?"

[Hamish Buchanan]

Hamish måtte virkelig nedkæmpe et suk denne gang, men han gjorde det. "Jeg er ikke urolig," svarede han med overdreven tålmodighed, som var et klokkeklart tegn på, at den efterhånden var ved at slippe op.

"Alt jeg ville var, at vi forholdt os til, at du skal tilbage til Hogwarts og at det kommer til at ændre den hverdag, vi har haft i din sommerferie."

[Alissa Avery]

Alissa kunne måske opstille en værdig forestilling om ro, men hun havde stadig sindet af en pige, der aldrig for alvor havde hørt et nej og nærmede sig på ingen måde dén tilstand, Hamish lod til altid at finde til, når det kom til deres uenigheder.

"Jamen så lad os forholde os til det," svarede hun spidst. "Lad os bruge, hvad der kunne være en skøn aften på at tænke på, hvordan vi skal undvære enhver form for fysisk samvær."

Og det var ikke kun de ikke børnevenlige aktiviteter, men også bare at ligge tæt på ham om natten eller sidde på hans skød, når han kom hjem fra arbejde. Hans hånd om sin, fingrene flettet sammen.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde en følelse af, at hun fordrejede hans ord og kørte det hele mere op, end det var nødvendigt. At hun gjorde grin med hans behov for, at de ikke blot gik omkring det, som var det noget, der kunne sprænge, men var i stand til at forholde sig til det. Han tog en indånding gennem næsen, men selvom stemmen var rolig, var tålmodigheden efterhånden sluppet op.

"Alt jeg sagde var, at jeg regner med at se dig i dine Hogsmeadeweekender," sagde han langsomt. "Jeg bad ikke om en større diskussion. Vi talte om dit syvende år, så tilgiv mig, hvis det er bare en anelse svært at navigere i dine usynlige grænser for, hvad vi kan tale om og hvad vi ikke kan tale om."

[Alissa Avery]

Øjnene blev klemt lidt sammen om et uimponeret blik. Alissa havde mest af alt lyst til at gå fra samtalen og bordet, men hun blev siddende og vendte blikket mod byen i stedet for at se på ham.

"Hvad du gjorde var at insistere på, at vi skulle tale om det, selvom jeg havde gjort det klart, at det ikke var dét, jeg ville bruge aftenen på," svarede hun. "Kan du ikke unde mig det?"

[Hamish Buchanan]

Det var stort set altid Hamish, der i sidste ende gav sig, lod Alissa være offeret og det så ud til at det endnu engang ville ende sådan nu. Han var ikke tilnærmelsesvis enig i hendes opstilling af slagets gang, men han kunne godt være det større menneske, selvom det generede ham lidt.

"Naturligvis. Du bestemmer. Fortæl mig, hvad du så vil bruge aftenen på."

[Alissa Avery]

Det var ikke første gang, at Hamish havde beskyldt hende for at bestemme det hele uden at tage højde for hans følelser og Alissa så direkte på ham igen. Armene var stadig foldet under brystet.

"Flot maskering af spydigheden. Nej, bestem du endelig. Det får du jo aldrig lov til."

[Hamish Buchanan]

Uanset hvad han sagde, så kom det tilbage lige på dén måde og af samme grund var det meget svært for alvor at forsøge. Han så træt på hende og i et par øjeblikke ønskede han sig til Kimæren, hvor alt var lidt mindre sprængfarligt.

Han sagde ikke noget, men spændte bare lidt i kæben og betragtede hende. Uanset hvad han sagde, var det tydeligvis det forkerte.

[Alissa Avery]

Tavsheden faldt igen, larmende og trykkende. Alissa betragtede ham længe i tavshed, registrerede hans blik og måden, kæben spillede under skægget på en måde, der snildt kunne drive hende lidt til vanvid. Men nu var der en helt anden grund til, at det fik blodet til at løbe lidt varmere gennem hende.

"Jeg har ikke lyst til at undvære dig, Hamish. Men jeg kan ikke gøre noget ved det." Frustrationen gennemsyrede hvert ord, men denne gang var den ikke rettet mod ham. Til gengæld havde den alt med den sjældne følelse af magtesløshed at gøre.

[Hamish Buchanan]

Hamish betragtede Alissa og ved hendes ord forlod en god del af irritationen ham. Han rettede sig lidt op, så alvorligt på hende og nikkede en enkelt gang og da han talte, var tonefaldet mere reelt og en god del mere ømt, end det havde været kort forinden.

"Jeg ved det," svarede han dæmpet. "Jeg synes heller ikke, at det er nemt, Alissa. Men det er kun et år. Det kommer til at gå hurtigere end vi aner."

[Alissa Avery]

Alissa var ikke i tvivl om, at de nok skulle klare den. De havde gjort det før, selvom hun ikke længere havde sidste års luksus af en varm krop i sin seng på sovesalen. Men hun havde store planer for sit syvende år. Det betød dog ikke, at det ikke ville blive rædselsfuldt at være adskilt.

"Jeg har svært ved at forestille mig at gå tilbage til kun at kunne se dig gennem glas," indrømmede hun og armene løsnede sig.

[Hamish Buchanan]

Resten af Hamish' irritation forsvandt og efterlod det, som oftest var tilbage; reel omsorg og varme følelser for kvinden overfor sig. Han rynkede let på brynene og nikkede svagt, før han rakte sin ene hånd frem over bordet i et klart tilbud om netop at opretholde den fysiske kontakt, de omtalte.

"Jeg har det på samme måde," svarede han, men det buede også ganske let ved den ene mundvig, som han fortsatte. "Men heldigvis ved jeg også, at det oftest er fantastisk bare at tale med dig."

[Alissa Avery]

Alissa var ikke komplet blind for, at meget af intimiteten mellem dem var kommet af lige netop de natlige samtaler gennem spejlet. Men det betød ikke, at det til tider var næsten uudholdeligt ikke at kunne række frem og røre ham.

Så det gjorde hun nu; lagde sin lille hånd i hans betydeligt større. Lidt af hans sommetider grænseløse ro syntes at strømme gennem hende ved berøringen alene.

"Så ofte, det er muligt," lovede hun ham og strøg det yderste af fingerspidserne mod hans håndled.