Hverdagsagtigt [S]

[Alissa Avery]

Det var udbrud som dem, der for alvor fik Alissas puls til at rase og hun krummede fingrene sammen over hans bryst. Allerede nu fik hans utålmodige bevægelser hende til at skælve svagt og hun tøvede ikke med at følge opfordringen.

Måske var det oftest ham, der var øverst, men det betød ikke, at hun ikke var begyndt at gennemskue, hvordan hun skulle bevæge sig for at drive ham til vanvid.

[Hamish Buchanan]

Det kunne godt være, at Hamish foretrak at være øverst, men han var absolut ikke beklagende over den nuværende position og som han så Alissa vugge over sig, blev det heller ikke nemmere at holde sig tilbage.

Blikket slugte hende og der gik ikke længe, før han måtte give efter og nåede forløsningen med et dæmpet udbrud.

[Alissa Avery]

Det var ikke første gang, de endte dér, men Alissa kunne ikke finde det i sig for alvor at være beklagelig over noget. Hun mistede overblik over, hvor længe hun lå over ham og fik vejret igen. Selv efter det.

Men på et tidspunkt gled hun ned ved hans side og krøb helt ind til ham. Næsen blev begravet ved hans hals. Normalt kunne hun nemt holde de negative tanker på afstand og pakke sig ind i en lyserød, boblende tilværelse. Men aftenens samtale havde efterladt hende med en knugende fornemmelse i maven.

"Det er gået alt for hurtigt," hviskede hun ind mod hans hud.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde ikke så mange tanker, som de lå der. Han foldede armene omkring hebde og kyssede hendes pande, før ordene fik ham til halvt at åbne øjnene.

"Det er ikke slut," mindede han hende om. Tværtimod var det bare begyndelsen på deres liv sammen. "Tiden skal nok også flyve afsted, når du først er der."

[Alissa Avery]

Påmindelsen gjorde ikke meget for at fjerne det faktum, at hun ikke længere bare ville kunne række ud og røre ham eller kysse hans læber, før hun faldt i søvn. Alissa foldede armen lidt tættere om ham.

Hun havde lyst til at sige mere, men gjorde det ikke. Hamish lod alligevel ikke til for alvor at forstå, at et godt år sidste år på skolen ikke udelukkede den intense følelse af afsavn, hun vidste, fulgte med at være adskilt fra ham.

[Hamish Buchanan]

Hamish ville nok blive temmelig irriteret, hvis Alissa påstod, at han ikke forstod. Som om han ikke tydeligt huskede det fra sidste år og vidste, at det ville være meget værre nu. Men han fandt ingen pointe i at falde hen i håbløshed over det.

Heldigvis sagde hun intet, men han kendte hende alligevel godt nok til at tolke lidt ud fra stilheden.

"Jeg siger ikke, at det bliver nemt eller at jeg ser frem til det. Men jeg ved, at vi nok skal klare det."

[Alissa Avery]

Måske ville Alissa eksplodere med tiden, måske ville hun ende med at feje det under tæppet. Så meget var uvist og det blev uanset ikke aktuelt, da Hamish tog ordet igen. Hun lå tavs et par lange øjeblik, næsen bare trykket ind mod siden på hans hals, hvor hun tydeligt kunne dufte ham.

"Jeg har altid troet, at madrasserne var det værste ved at sove på sovesalen," bemærkede hun, selvom hele konflikten med Jemima Burke ikke kun havde budt på smil og gode stunder. Begge dele blegnede ved siden af udsigten til ikke at have ham der.

[Hamish Buchanan]

Hamish trak svagt på smilebåndet over hendes ord og han kyssede hendes pande igen, mens fingrene krummede sig lidt tættere om hendes overarm.

"Hvis det stod til mig, så sov du her hver nat," konstaterede han. "Men på det punkt tror jeg end ikke, at din far har indflydelse nok."

[Alissa Avery]

En dag ville det være dém, der havde indflydelsen til at bøje verden efter deres vilje og så ville intet kunne holde hende fra at dele seng med Hamish. Men for nu slap Alissa et melodramatisk suk og trykkede sig tættere ind til ham.

"Og du siger, det vil bringe os tættere sammen?" spurgte hun retorisk og ventede ikke på svar, før hun fortsatte. "Ved du, hvad jeg tror, bringer os tættere sammen?"

Hun bed ham blødt i skulderen. Og der gik da heller ikke længe, før de lå sammenfiltrede igen. Tanken om den snarlige afsked forvist.

afsluttet