Strandsladder

[Valerie McCormack]

Valerie så lidt overrasket ud over ordene, men smilede snart mildt og rystede lidt på hovedet i en indikation af, at hun ikke skulle tænke på det.

"Tak," svarede hun mildt og mente det. Tøvede lidt, før hun tilføjede: "Nogle gange har jeg også lidt svært ved at forstå det."

[Amber W. Jones]

Amber hævede begge bryn let over tilføjelsen. "Svært ved at forstå hvad? At det går så godt for jer?" Hun pustede en smule ud.

"Det lyder genkendeligt..."

[Valerie McCormack]

Deres ægteskab var på mange måder et minefelt, hvor alt lynhurtigt kunne skride, men overordnet set gik det bedre end nogensinde før og Val slap en dæmpet, bekræftende lyd. Rynkede lidt på brynene og tøvede tydeligt, før hun fortsatte.

"Jeg ved ind i mellem ikke, om jeg tør stole på at det bliver ved. Jeg bliver ved med at frygte, at et eller andet går helt galt igen."

[Amber W. Jones]

Amber rynkede panden, selvom hun nu godt forstod. Hun rakte den ene hånd på tværs af sandet og gav Valeries et lille klem.

"Du bliver nødt til at stole på det. Leve i det. Hvis ikke du giver dig helt hen til det, så lever du kun halvt i det og så er det dømt til at fejle."

[Valerie McCormack]

Valerie trak vejret dybt ned i maven og så over på Amber. Hun smilede varmt og gav venindens hånd et kærligt klem.

"Du har ret," medgav hun. "Det er uanset også alt, hvad jeg vil have."