Mørkt og stille

[Sinéad L. Yaxley]

Til Tom Yaxley

Det havde været nogle lange måneder. Den mission hun var blevet sat på, havde vidst sig at være noget mere kompliceret end først antaget, og hun havde været nødsaget til at bruge en del tid væk hjemmefra. De sidste par uger havde hun ikke engang haft mulighed for at sove hjemme, og ligegyldigt hvor meget man fortryllede en feltmadras til at være komfortabel, så var der intet der helt kunne måle sig med ens egen seng.

Måske var det dérfor, hun havde besluttet sig for at tage hjem med det samme de fik afsluttet sagen, også selvom klokken var tre om natten. Endnu en nat ude havde klar været det nemmeste, men der kom et tidspunkt hvor nok var nok og nu ville hun egentlig bare gerne hjem.

Efter transferens til den første og bedste station med en lokalbane, og en døsig togtur til nærmeste større by hvor hun kunne finde et sted med adgang til susenetværket, landede hun hjemme i egen stue omkring klokken fire.

Her var stille. Og lyset var slukket. Måske var her ikke nogen. Tommy havde en dårlig vane med ikke altid at sove hjemme, uanset hvad Sinéad gjorde og ikke gjorde. Det var frustrerende. Men lige nu var hun for træt til at bekymre sig om det, mens hun gik ind i det mørke soveværelse hvor hun med det sidste overskud hun havde, begyndte at tage tøjet af og smide det på den side af sengen der normalt aldrig blev brugt. Dér hvor Tommy egentlig burde sove.

[Tom Yaxley]

Tom sad henover skrivebordet og sov. Han havde været længe oppe med arbejde og han havde fri den næste dag. Han havde derfor ikke sluppet taget, før hans egen træthed overmandede ham fuldstændig.

Lyden af puslen i lejligheden vækkede ham med et sæt. Han satte sig brat op, greb sin tryllestav og rejste sig med lidt hamrende hjerte. Langsomt gik han ud at det lille kontor, identificerede lyden til soveværelset og blev stående lettere stivnet.

[Sinéad L. Yaxley]

For træt og ubekymret til at lægge mærke til de svage lyde fra et sted i lejligheden, kastede Sinéad sig bare i sengens bløde dyner, med et udmattet suk. Jovist. Velkendte dyner og puder var tiltrængt. Men hvor ville hun dog ønske, at det var Tommys varme arme hun puttede sig i istedet.

Gad vide hvad han lavede nu? Han sov, velsagtens. Men hvor? Og vigtigst af alt: Hvorfor ikke her?

De tilbagevendende tanker rev hende ud af træthedens tunge tåger, og med ét var hun lysvågen. Hun havde vel knapt lagt sig til rette, før hun satte sig op i sengen, og snart rejste sig helt. En varm kop te med mælk, var hvad hun havde brug for. Eller. Tommy var selvfølgelig hvad hun havde brug for, men ham kunne hun ikke koge sammen i køkkenet få minutter før sengetid. Desværre.

Og så alligevel.

Ganske afklædt, og tydeligvis uden sin stav, stod hun ligepludselig foran hendes mand midt i mørket. Hun kunne ikke se hans ansigt tydeligt. Men hans duft, hans silhouet, hans blotte tilstedeværelse. Det var ham.

“Tommy?” Sukkersød og ublufærdig.

[Tom Yaxley]

Tom stirrede på Sinéad i mørket, tryllestaven hævet. Da hun brugte det sukkersøde kælenavn, som han havde frabedt sig hundrede gange, slog det klik. Hun var ubevæbnet. Det var hans chance. Han pegede staven direkte mod hendes brystkasse.

"Stupefy!"

[Sinéad L. Yaxley]

Hun ænsede ikke den hævede stav, før den lyste op ved Tommys ord.

Det gjorde ikke kun fysisk ondt, at blive ramt. Hvor kunne han? Men hun nåede ikke at tænke mange tanker, før hun blev sendt tilbage med en voldsom kraft og landede bevidstløs på gulvet bag hende.

[Tom Yaxley]

Toms hjerte hamrede hårdt i brystkassen. Han havde gjort det. Merlin - han havde faktisk gjort det!

I et langstrakt øjeblik stod han bare og stirrede, men så fik han fut under fødderne. Reb snoede sig ud af tryllestaven på hans ordre og bandt hendes arme på ryggen og hendes ben sammen. Han rystede stadig, da han indså at hun var helt nøgen og skyndte sig at finde noget tøj. En nederdel gik, en top måtte rives op for at gå over de bundne arme. Han moslede hende besværet op på en af de tunge, solide spisebordsstole og surrede hende grundigt fast til den, før han stak en klud i munden på hende og også bandt den fast med reb. Hun var overdrevet solidt bundet fast. Til sidst tog han hendes tryllestav og knækkede den midt over. Han var en rædselsslagen mand. Han tog ingen chancer.

Da først han stod og så på hende, vidste han dog ikke hvad fanden han skulle gøre med hende. Han kunne jo ikke bare slå hende ihjel, men hun kunne vågne hvert sekund. Han tænkte på Cedrella Ogden og Keeran Appleton og hvad de ville gøre, imens han stod og stirrede på hende.

Endelig skråede han over gulvet, knælede foran ildstedet og smed susepulver ind, før han selv stak overkroppen ind i. Da hans hoved dukkede op i pejsen i Keerans lejlighed var der mørkt, men han gav ikke op. I stedet kaldte han sin elskers navn, velvidende at der var en solid risiko ved det.

"Keeran?!"

[Sinéad L. Yaxley]

Sinéad var stadig bevidstløs og anede ikke at Tommy var i gang med at kontakte Keeran Appleton.

[Keeran Appleton]

Aftalen mellem Keeran og Tom var soleklar. Ingen kontakt i hans lejlighed. Det skulle ikke i nærheden af Ella, Maeve eller deres ufødte barn. På trods af den simple regel, var han dog ikke så meget om et sekund i tvivl om, hvem stemmen tilhørte, da den kaldte gennem lejligheden.

I et par hurtige skridt trådte han ud i stuen og hen til pejsen og sank ned på knæ, bekymringen skrevet tydeligt i hans træk. "Hvad?" spurgte han dæmpet.

[Tom Yaxley]

Tom var desperat og det lyste ud af ham, selv inde i flammerne. Da Keeran hørte ham og kom, skyllede lettelsen gennem ham, selvom ingen grav var velforvaret.

"Det er Sinéad," skyndte han sig at sige. "Hun er her. Jeg slog hende ud."

[Keeran Appleton]

Keeran var ingen nem herre at overraske, men han hævede brynene over beskeden og øjnene blev også spærret lidt op. Det varede dog ikke mere end et par sekunder, før han rettede sig lidt op og tvang brynene ned.

“Træd tilbage,” bad han og ventede ikke mange øjeblikke, før han trådte gennem pejsen og ud til Tom. Og Sinéad.

[Tom Yaxley]

Toms hoved forsvandt fra pejsen og han rejste sig i sit eget hjem - hvis man kunne kalde det det. Blikket faldt på Sinéad igen og han vred sine hænder lidt.

Da Keeran trådte ud af pejsen stod han på samme måde og så på sit skaberværk af fastbundet kvindemenneske. Han drejede dog hovedet og så på Keeran. "Hvad gør jeg?"

[Keeran Appleton]

Det var første gang, Keeran var i det hjem, Tom delte med Sinéad, men han brugte ikke megen tid på at se sig omkring. I stedet trådte han målrettet ud og kastede et blik over kollegaen, der var bundet. Brynene trak sig lidt sammen.

“Hvad har du gjort indtil nu?” spurgte han, primært for st få et overblik, selvom meget af situationen var indlysende fra hvor han stod.

[Tom Yaxley]

Tom vred hænderne igen. "Slog hende ud med en lammer, da hun kom rundt om hjørnet, bandt hende fast." Han klarede halsen.

"Knækkede hendes tryllestav i panik."

[Keeran Appleton]

Dét var ikke så lidt. Men Keeran var heldigvis ikke en kontornusser og havde været uden for en situation eller tre, der ikke havde været helt ukompliceret. Brynene var dog alligevel sammentrukne.

"Gjorde hun noget?"

[Tom Yaxley]

Tom åndede lidt ud. Han var en rigtig kontornusser og absolut ikke vandt til noget lignende. Han klarede halsen og rystede på hovedet.

"Ikke nu... Men du ved hvad hun har gjort og sagt tidligere..."